Louise Juhl

Jeg vågner ved, at det hagler, spiser en clementin, (tre), betragter hændernes uro. Måden de skræller frugten på, utålmodigt. Går tilbage i seng, falder i søvn og vågner kl. 6.19 med en køkkenkniv på puden ved siden af mig. Jeg husker ikke at have hentet den, det må være hænderne igen. Denne uro, jeg må hellere lære den at kende.
En ven har skrevet til mig på messenger: “seriøst, du har reddet min forpulede jul, du er en gave.” Jeg svarer ved at sende en “trold-op-af-æske”-gif, tilføjer et “mu-ha-ha-ha.” Jeg ved ikke selv hvorfor, måske et mislykket forsøg på at sige ingenting.
I går kom jeg til at tilmelde mig et 8 ugers kursus i Praktisk Meteorologi. Mest fordi læreren hed det samme min veninde i folkeskolen, der dyrkede Savate, en fransk kampssport, der går efter ansigtet. Men også fordi jeg var ved at kaste op af kedsomhed over mine egne ord og tænkte, at om noget måtte vejret da være mindre forudsigeligt end dem. Nu kan jeg så bruge søndagen på at skrive og beklage, at jeg alligevel ikke kan deltage. Kurset er på Uppsala universitet, og jeg ved, hvor svært det kan være et finde noget at bo i, ikke mindst når man har hund.
Det er ok, jeg ville alligevel komme til at dvæle alt for længe ved Stratus nebulosus, tågeskyer. Eller ved blodregn og fantom-sole, fænomener, der er så sjældne, at de ikke er værd at bruge tid på. Og så ville jeg jo være lige vidt: Skrift eller skyer, trivialiteter, rariteter.
Potato, potato.