Louise Juhl

De fleste ting er de samme som dengang: De forsigtige bryster og den lidt for hurtige kæft. Krummerne på bordet.
Fra jeg var 19 til jeg fyldte 21 flyttede jeg fjorten gange, lige lidt hjalp det. Alle talte om nissen, der flytter med, selv var jeg langt mere bekymret for det, jeg lod blive tilbage. Niogfyrre kilo, for eksempel, og min kanin, Smutti, som min mor tog sig af, indtil den døde i vinteren 93, og jeg endelig fandt en gyldig grund til at græde. Jeg hulkede i over en uge, også om natten. Til insisterede min mor på at opsøge en læge. Han talte om proportioner og forvrængning.
-Det er jo bare en kanin, sagde han. Det var vel ment som en trøst, men det lød som noget andet.
Det var i december og jorden var stivfrossen. Jeg lånte en spidssnudet skovl af en nabo og gravede i tre timer for at finde det helt rigtige hul til Smutti. Det er nok de tre stivfrosne timer, jeg husker bedst fra de år.
Nogle gange drømmer jeg stadig om dyret, om at grave og finde det helt rigtige hul. Andre gange handler mine drømme om æbleskrog eller om kraner, der flytter ting henover himlen. I drømmen står jeg nedenunder, læner mit hoved bagud, peger og råber:
-Rebstukopak, eller:
-Gultopasek!
Folk omkring mig ser forskrækket på mig, ryster på hovederne og går i en bue udenom. Jeg gør det samme som dem. Jeg ryster på hovedet, igen og igen, nej, nej, nej, nej, nej, men jeg smiler næsten altid imens.