Ensomig #762

by Louise Juhl Dalsgaard

I ferien mellem anden og tredje g tager jeg på interrail. Jeg rejser med en veninde, Rikke. Kort forinden har jeg hørt min mor tale i telefon, græde. Jeg løfter røret, holder vejret: Hører lægen sige ting som ´desværre´og ´carcinoma basocellulare,´ og min mor, der bliver ved med at spørge: ´Men hvordan kan det ske?´
Så lægger jeg røret og går ind og pakker færdig. Solbriller, tre sports-BH’er og Mogens Wenzel Andreassens “Introduktion til klassisk musik.”
Nogle timer senere sidder jeg i toget. På kupedøren hænger små sedler, der fortæller, hvem der skal hvorfra og hvortil. Ved vores pladser står: Aalborg – Hamburg. Vi gør holdt i Fredericia. Jeg begynder at græde, Rikke løber ud og køber en rulle chokoladekiks, som vi deler. Så fortsætter toget.
Senere skifter vi til Deutsche Bahn og får ved en fejl en plads i hver vores kupe. Jeg ligger vågen hele natten, og prøver at komme i tanke om noget, jeg ikke kan huske, hvad er. Ud af vinduet ser jeg et brændende hus, høje orange flammer i natmørket, en fakkel. Jeg tænker: Mon der bor nogen i huset? Hvad er deres navne: Agnethe, Bertel, Leon, Hannah? Jeg bilder mig, at jeg hører nogen råbe om hjælp, men det gør jeg selvfølgelig ikke. Så er det overstået, skinnerne drejer og flammerne forsvinder. Da jeg vågner næste morgen, er jeg i tvivl, om det var virkelighed eller en drøm.
Hver tredje dag taler jeg i telefon med min mor. Jeg ringer fra en boks, siger ´hej´og synker, og min mor lyder nøjagtig som altid, da hun spørger, om jeg nu husker at få andet end baguette og smøreost.
– Man skal passe på sin krop, den er svær at undvære, tilføjer hun, og jeg svarer ja.
Vi taler hverken om huset eller branden, men da jeg kommer hjem fire uger senere, har min mor benet i gips. Hun inviterer mig ud at spise; vi skal fejre ´at det hele er gået godt.´
Vi lader begge to som om, det er rejsen, vi taler om.
I dagene efter forsøger jeg at finde ud af, hvor toget har været den nat i juli klokken 02.34, om der er meldinger om gårdbrande eller tilskadekomne. Jeg finder ikke noget.