Ensomig #779

by Louise Juhl Dalsgaard

Hvis man googler ordet ´Sult,´ er det første resultat, der dukker op, navnet på en restaurant. Restaurant Sult.

I Brugsens medlemsblad, Samvirke, kan man læse artiklen: ”Tør du mærke din sult.” Her forklarer Kamilla, der er psykolog forfatter til bogen”Vind kampen mod vægten,” at sult slet ikke er farligt.
–Du skal bare lære at mærke din sult, forklarer hun, – du skal se sulten i øjnene så længe, at den slår øjnene ned.
Kamilla foreslår, at man springer frokosten over:
–Spis morgenmad som du plejer, men spis ikke igen før dit aftensmåltid. Øvelsen fortæller dig, hvordan det er at være sulten…giver dig erfaring i det.
Hun foreslår også, at man laver et skema, hvor man – time for time – gradbøjer sulten på en skala fra et til ti:
–10 kan være en rodbehandling eller et slemt migræneanfald. 0 kan være at ligge i sin seng om morgenen….6 kan være en ubehagelig samtale på jobbet.

Hvert tolvte sekund dør et barn af sult. Det svarer til fem i minuttet. Man kan sætte sit stopur på telefonen, hvis man vil vide, hvor længe tolv sekunder varer. Et minut.
Har man tålmodighed kan man sætte uret til time. På den tid er tre hundrede børn døde af sult.
Mon mødrene til de børn oplever deres tab som en rodbehandling? Et migræneanfald?

(I Parentes bemærket: ´Restaurant SULT er opkaldt efter Henning Carlsens spillefilm fra 1966 af samme navn. Nu om dage kan man heldigvis gå både succesfuldt og mæt fra bordet …[På] SULT er der plads til både burger, beder og brunch. Det perfekte sted til en ”dinner and a movie” eller det effektive forretningsmøde, hvor måltidsglæde er på dagsordenen.´Måltidsglædens dagsorden. Mon sådan en dagsorden varer en time? To – seks hundrede børn?)