Louise Juhl

Jeg står på bus nummer 21 fra det gamle rådhus og op mod banegården. Nikker til chaufføren, lægger mit rejsekort mod kortlæseren og går gennem bussen, ned til det næst bagerste sæde, hvor jeg altid sidder. Sætter min taske og to poser ved vinduet, mig selv på pladsen ved siden af.
Det regner, vanddråber bevæger sig på kryds og tværs af ruden, en stærk vind gør, at det sker rykvis og uden retning.
Et par sæder længere fremme bevæger et barn sig på samme måde som vandet. Hopper ned fra ét sæde og op på et nyt og så tilbage, tilsyneladende tilfældigt. Barnets mor reagerer ikke, hun har vel andet at holde styr på. En følelse af at være tilovers, måske, barnet ser jo ud til at kunne klare sig selv. Tanken er sikkert svær at rumme, så hun skubber den væk, skriver i stedet på sin telefon. Det kunne være en dosmerseddel magen til min: Peberrodssennep, ristede kikærter.
Brillerens.
Snørebånd, brunt, 130 centimeter.
Så står barnet ved mit sæde.
–Må jeg sidde hér? spørger hun og peger på pladsen med taske og poser. Et kort øjeblik overvejer jeg at svare nej, bussen er jo fuld af tomme sæder, så hvorfor alt det besvær. Men ender med at flytte mine ting og rykker benene til side, så hun kan komme forbi. Barnet hopper op på det tomme sæde og ser ud ad vinduet. Lader en finger følge en dråbe, lidt til højre, så ned, så en anelse til venstre.
Af en eller anden grund føles det vigtigt, at pigen ikke forsvinder. At hun ikke hopper videre – til et nyt sæde, en ny rude. Så jeg taler til hende. Spørger, hvad hun hedder, hvor gammel hun er?
– Er det din mor dernede? fortsætter jeg og peger på kvinden med telefonen. Barnet nikker.
– Jeg hedder Katinka, siger hun så, – og om to måneder og fire dage fylder jeg seks år.
Hun holder begge hænder op foran sig, viser mig to fingre med den ene, fire med den anden.
Jeg svarer, og at der er lang tid til min fødselsdag:
– Fem måneder og ni dage, tæller jeg mig frem til.
Og nej, jeg har ikke tænkt over, hvem jeg vil invitere, faktisk har jeg ikke tænkt mig at fejre dagen overhovedet. Men hvis hun ville komme, så lover jeg at dække op med flag og serpentiner. Måske kan vi spille stangtennis, så må hun bare love mig at være forsigtig, for jeg er typen, der tisser bukserne, hvis tingene bliver for hårde for hurtigt, forklarer jeg.
Barnet ler. Hun tisser ikke længere i bukserne, siger hun.
– Men hvis nogen glemmer mig i bussen eller toget, og jeg ender et sted, jeg ikke kender, helt alene, så kan det godt være, at jeg kommer til det igen.
Og så hopper hun ned fra sædet, løber gennem bussen og hen til sin mor, slår armene om hende.
Kvinden lægger telefonen fra sig og kysser barnet, – hej skat.
Hun slipper igen grebet om sin mor og råber tilbage imod mig:
– Jeg vil gerne komme til din fødselsdag, men kun hvis jeg må tage min mor med?
Jeg nikker, det må hun gerne.