Louise Juhl

Min far og mig. Altså. Vi er som tid og glas, ild og sand. Indtil jeg fyldte 35 talte vi konsekvent forbi hinanden. Et hej blev til et nej, en fremstrakt hånd blev set som en knyttet næve. Vi var frygtelig ens, og mente hver især at kende den anden bedre end os selv, hvilket nok ikke var helt forkert, men bestemt ikke en fordel. Han bebrejdede mig min slingrende kurs og min følsomhed, som han kaldte umoden. Jeg bebrejdede omvendt ham hans foretagsomhed – længere, hurtigere, højere, jeg orkede ikke den evige konkurrence. 
Jeg gik i terapi og lærte girafsprog og besluttede at komme ham i møde. Jeg satte mig og skrev et brev, forklarede ham, hvordan det gik mig på. Vores dårlige kommunikation, at vi altid gik fejl af hinandens intentioner. ”Den man tugter, elsker man,” skrev jeg og noget om, at han jo i virkeligheden var en god far, men. 
Så opgav jeg. Alle de ord, alle de forbehold. Krøllede papiret sammen og fandt et nyt skrev JEG ELSKER DIG. Det var en onsdag. Fjorten dage efter afsendelsen havde jeg stadig intet hørt. Heller ikke efter en måned. Jeg fattede hat: Hvordan kunne en utilsløret kærlighedserklæring afføde tavshed? Tiden gik, et år eller to, vi lærte at tale sammen uden at tale om det. 
Faktisk hørte jeg aldrig noget om brevet, vi mødtes om alt muligt andet, familiefødselsdage eller når sommerhuset skulle males. Vi talte om GORI 88, og om Clint Eastwoods præstationer, heller ikke dem kunne vi blive enige om. Vi så på sveden lyng og på skovfyr, plukkede kantareller. Han lærte en effektiv blanding mod målerlarver: eddike, vand og sæbespåner. Ganske effektivt, dyrene blev simpelthen syltet levende, no kidding, Jeg sagde: Adr, aldrig. Min far lo. 
Sidste sommer delte vi en øl på terrassen, en Jacobsens Saaz Blonde, drak store skummede slurke. Eftermiddagssolen var kold og blommegul, vi sagde ikke noget imens, det var fint. 
I går fik jeg så en sms. Den var fra min far, det sker sjældent, jeg blev straks bekymret.
– Jeg elsker også dig, stod der.