Ensomig #813

by Louise Juhl Dalsgaard


i går så jeg en ræv
der var blevet kørt over
af en bil
den lå i midterrabatten
med hovedet adskilt fra kroppen
og lignede dét
den var:
en død ræv

i mange år var troede jeg
at hjertet var det fineste af alle organer
finere faktisk
end nyrer, lever og hjerne
tilsammen

så ringede telefonen
men det er længe siden

i går så jeg så
den her døde ræv
og var et kort øjeblik tilbage
til dengang og det
og havde jeg ikke kørt med
110 kilometer i timen
var jeg muligvis holdt ind til siden
og havde hvisket
ræven i øret
at det faktisk er muligt
at fortsætte sådan:
med hovedet adskilt fra kroppen
hjernen fra hjertet
ikke levende men i live

men det gjorde jeg ikke