Louise Juhl

Det er længe siden, det er onsdag, vi får besøg af vinduespudseren, han hedder Tobias. Jeg hilser
–hej Tobias og viser ham hen til det store vinduesparti på bagsiden af huset:
– Vi har boet her i to år, uden at få vinduerne vasker, griner jeg, og Tobias smiler. Han har et hav af klude stikkende ud af lommerne og en teleskopstang i den ene hånd, sådan en, der kan justeres efter behov.
Jeg fortæller, at min kæreste har fødselsdag:
– Han har det ikke så godt, siger jeg. Det har jeg faktisk heller ikke, jeg døjer med synsforstyrrelser, det er værst, når jeg lukker øjnene, forklarer jeg, som helt sindssygt skarpe lyn, der løber hen over nethinden og igennem, jeg aner faktisk ikke mine levende råd, lægen siger, det er psykisk.
Tobias spørger efter et sted at tappe vand, jeg viser ham hen til hanen foran huset, undskylder så
– Jeg ved godt, at min fortrolighed er stærkt upassende, mumler je, ogg går indenfor. Kæresten vender sig tungt i sengen, han sover på en blanding af nutella, peanuts og kodein, min mund smager af metal.
Efter en halv time er Tobias færdig, vi har kun bestilt udvendig vask. Han kører uden at sige farvel, lægger et visitkort og en giroblanket i postklassen, 425 kroner som aftalt.
Jeg taster hans navn og nummer ind under mine kontakter: Tobias V. V for vinduespudser, jeg er lige ved at sende ham en sms med tak for besøget, men jeg gør det ikke.