Louise Juhl

Eller du siger: 
–Vi må tage kontrollen tilbage. Ikke vælge barnet fra, vælge OS til.

Så stiller du din kop på bordet, med sikker hånd, som om noget har fundet sin afslutning.
Jeg forstår det ikke. Der er ikke noget, der er slut, det er jo for helvede aldrig begyndt.
–Prøv ikke at få det til at lyde som et valg, svarer jeg, -at få, hvad man ikke vil have, er ikke et valg.
Jeg synker, anstrenger mig for ikke at tude.
Ikke bryde sammen, ikke nu. Vi har forlængst grædt hinanden tørre.

–Så lad os gøre en dyd ud af nødvendigheden. 
Du tager min hånd henover bordet, jeg fyldes af raseri, måske er det koppen, måske er det dyden, den beroligende hånd. Dig, det hele. 

Min drøbel føles enorm i munden, jeg kan ikke få luft.
–Du kan stikke din dyd op i røvhullet, svarer jeg og vælter stolen, jeg sidder på. Så hænger jeg der mellem stol og bord, hidsig og håbløs, og ved ikke – hvad nu?