Ensomig #836
by Louise Juhl Dalsgaard
der er ikke plads til flere venner i mit liv
jeg har lige sagt nej til Alexander og Charles
-der er ikke plads skrev jeg
hjerter, lunger, nyre, lever
det hele er fyldt op
med blod og affaldsstoffer
for tiden læser jeg kun
mine dage er reduceret
til sjuskede notater i margin
af et forestillet liv
det er vel dét
jeg forestiller mig:
at hvis jeg bliver ved længe nok
med at massere
vil stenen til sidst give efter
og trække vejret
helt af sig selv
det er vel derfor
mine hænder findes
og digtene skrives:
så stenene kan ånde
og bære sig selv