Louise Juhl

Jeg overvejer at skrive en manual til virkeligheden, mens jeg stadig husker, hvordan man gør ting:
Deler en bøtte popcorn i biografen, slåsser for sjov. Bager pølsehorn til genboens datter, kinddanser. 
I dag gik jeg en tur i de næsten øde gader lige omkring, hvor jeg bor. Jeg mødte kun en enkelt, en mand, der havde taget plads i sin cykelanhænger. Han kunne knap være i vognen, selvom han havde benene trukket helt op under sig. Han bar høreværn og hjelm. Vi nikkede til hinanden, jeg smilede, sagde: 
“Det ser hyggeligt ud”. 
Han kunne selvfølgelig ikke høre mig, han havde jo værn for ørene. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på. 
Så gik jeg hjem og spiste to lakridspiber: 
Vi kan vel lære det igen?