Louise Juhl

I går gik jeg forbi en legeplads. Satte mig på en bænk, der stod derinde.
Et barn var stærkt optaget af at bygge: Nederst et stykke hvidt papir, hun må have haft med sig hjemmefra. Oven på det en sten, placeret med stor omhu. Ikke i midten, heller ikke øverst eller nederst eller til nogen af siderne.
Da stenen lå, hvor den skulle ligge, gik barnet hen til en hindbærbusk, der voksede ved et hegn rundt om pladsen. Plukkede to bær og lagde dem øverst på stenen.
-Se, sagde barnet og pegede.
-Wauv, hvor fint. Hvad er det? spurgte jeg.
Barnet så på mig, satte så armene i siden og svarede:
-Ka du virkelig ikke se det? Det er da et stykke papir, en sten og to hindbær.