Louise Juhl

Jeg drømte noget om sorte huller i nat, det skyldes sikkert alt det halløj med Steven Hawking i København, i hvert fald var konklusionen i drømmen, at sorte huller ikke findes, eller mere præcist: at der findes et ingenting, som vi kalder sorte huller. Så vågnede jeg, og gik jeg en lang tur med hunden, og kom undervejs til at tænke på, om det mon er det samme med mine smerter, diffuse og inkonsistente, som de er. “De findes ikke,” siger lægevidenskaben – mine blodprøver er fine, min puls normal, mit hjerte banker, som det skal, mine led er ikke “væsentligt” hævede. Alt i alt må de slutte, at smerterne ikke findes, eller rettere: Dér, hvor smerten skulle kunne lokaliseres, er der “ikke noget”.
Hvad er det “ikke noget,” der gør ondt, så? Et sort hul?
Måske er det ligesom at sørge over noget, man har mistet:
Man leder efter noget, man ikke længere har. Og dét, man ikke længere har, gør ondt. Det er altså manglen på “noget”, der gør ondt. Måske er mine smerter i virkeligheden fantomsmerter, måske er sorte huller fantom-huller, måske er alt i  alt en sorg?