Louise Juhl

Jeg vågnede med forkølelse og feber i hele kroppen, og havde den her drøm i kroppen, noget om en kæmpestor kat med enorme læber, og det kom sig vistnok af, at jeg engang datede en fyr, Lars, fra Aalborg, han lovede mig en husbåd, hvis jeg ville give ham en chance, og jeg mener: en husbåd!, hvorfor ikke, så jeg tog chancen, og i toget på vej derop sendte han mig billeder af de blomster, han havde købt til mig, og et digt, ret fint faktisk, noget om at turde turde, altså at finde modet til at være modig, og jeg stod af toget, og han lignede egentlig ikke en mand, jeg havde tænkt, jeg skulle dele en husbåd med, men hvad, man kan jo ikke få det hele, og hans læber var så bløde, at de var svære at give slip på, og jeg kom hjem til blomster og lejlighed, og han lavede mad og var sød og lovede, at vi snart skulle ud at se på husbåd, tjuhej, og han læste til socialpædagog og stod tidligt op og kom sent hjem, og jeg blev hængende, men han var sød til at sende beskeder, mens han var i skole, og jeg sad tilbage alene i lejligheden (med de nu næsten visne blomster) og ventede, og på et tidspunkt var det så, at jeg lige ville tjekke min datingprofil, ikke fordi Lars ikke var sød, men nåja, og jeg listede mig til at låne hans computer, og jeg fandt dating.dk-siden, og minsandten: Lars var logget ind, og jeg godt ved, at sådan noget gør man bare ikke, man læser ikke folks private beskeder, og det var heller ikke meningen, det skete bare, og jeg læste, at han skrev til Louise, om husbåden og blomsterne, der ventede, og om at turde turde, finde modet til at være modig, der var bare det lille aber-dabei, at hende Louise her, hun ikke hed Dalsgaard til efternavn, men Midterstand eller sådan noget, og der var pgså en Louise Larsen og en tredje Louise, og jeg læste det igen og tænkte, at det måtte være en fejl eller en eller anden feature, for de breve, til de tre Louiser, det var en nøjagtig kopi af det, han havde skrevet til mig, altså ikke bare derhen-af men ethundrede procent en kopi, fuldkommen ens ordlyd, not kidding, og jeg så, at Louiserne svarede, at han var sød, at Lars var sød, og at de glædede sig til at komme på besøg, og at det lød skønt, at de skulle ud at se på husbåd, og jeg kan huske, at jeg fik den vildeste lyst til at skrive til dem, pifte fortællingen op, give den gas, love mere end guld og grønne skove, en guldkaret og syvstjernede hoteller, men jeg gjorde det ikke, jeg tog bare det første tog fra Aalborg, væk, og fik en masse beskeder fra Lars om, hvor jeg var henne, og at vi jo skulle ud at se på den her husbåd sammen, og jeg svarede hverken på den en eller den anden besked, og det hele ebbede ud, men så lige pludselig – i nat – så drømte jeg om hat, febervildelse, noget om den her husbåd og en kæmpekæmpestor kat, svært doven, men med de blødeste læber, og båden, den drev ad helvede til, og jeg havde hverken vådt eller tørt, bare en kat med enormt store læber, og her til morgen googlede jeg så Lars fra Aalborg, og det viser sig, at Lars bor alene, i en forstad til en mindre provinsby, og jeg kan se, at han sælger army-udstyr: patronhylstre, “overlevelsessæt” (det står der sgu”, militærstøvler, sådan noget, hvad der blev af pædagogstudiet og husbåden og de mange Louiser, det ved jeg ikke, måske skulle jeg skrive og høre ham ad.