Louise Juhl

I de seneste måneder har der været store diskussioner om såkaldt virkelighedsnær litteratur. Hvad kan man være bekendt at skrive om, og hvor går grænsen mellem fiktion og virkelighed? Må Thomas Boberg skrive om en ø, hvis indbyggere minder om virkelige, levende mennesker og afvise deres vrede med, at det er fiktion? Kan jeg skrive en bog om en barndom, der på afgørende måder minder om min egen, og samtidig påstå, at det, der står, alt sammen er sandt, men meget langt fra virkeligheden? Hvad er overhovedet forskellen på noget sandt og noget virkeligt? I Judith Hermanns essay “Vi ville have fortalt hinanden alt, udtrykker citerer hun sin mangeårige terapeut for at udtrykke forskellen sådan her:
“Hvilket utrætteligt arbejde med detaljerne, at gøre alt så fikst fremmed, at forskyde det sådan, at intet til sidst er rigtigt, men alt sandt.”
Man kan måske sige, at for god fiktion gælder det, at summen af alle bogens løgne, udgør en sandhed.

Helt afgørende for mig er det, om noget, en bog, en artikel, en reportage, påstår at formidle virkelige hændelser, sådan som de er fundet sted, eller om der åbenlyst deklareres, at her er tale om en subjektiv formidling, en kunstnerisk bearbejdelse eller pure opspind baseret på noget, der har fundet sted i virkeligheden. Når vi ser en buste i ler af Rudolph Tegner, så er alle klar over, at der ikke er tale om en præcis gengivelse, men at leret og kunstnerens formgivning netop har til hensigt at vise noget andet og mere end blot og bar fotografisk præcision. Der er jo en grund til at man skriver en roman og ikke et indlæg i en avis. En grund til at skabe en skulptur, fremfor at tage et foto. Som kunstner påstår man sjældent at gengive virkeligheden, men som oftest at sige noget sandt, ja sandere endda, end de egentlige hændelser eller personernes gøren og laden.
Når det er sagt, så kommer al væren i verden med et ansvar. Det uanset, om det gælder dine madvaner – køber du opdrættet fisk, medvirker du (sandt nok, i begrænset omfang og muligvis økonomiske begrundet, men stadig) til en udnyttelse af dyr, der kan synes unødigt brutal – dine transportvaner, din prioritering af ressourcer (bruger du dine sidste 50 kroner på en sandwich i 7eleven eller donerer du dem til Dyrenes Værn). Det samme gælder en forfatter. Uanset hvad og hvor vi skriver, har det en betydning i verden og følges derfor af et ansvar. Men hvor journalistikken har et sæt spilleregler, faktatjek, neutralitet, citationsskik, kildekritik og så videre, så gælder den slags ikke i kunsten. Ingen forlanger eller forventer, at Shakespeares skuespil er en korrekt gengivelse af et egentligt hændelsesforløb. Det store i hans kunst er jo netop, at han ved at sætte menneskets natur på spidsen, kondensere, fokusere og zoome ind, formår at sige noget om virkeligheden, der er mere sandt, end virkeligheden selv. Ikke korrekt, nej, ikke faktuelt og langt fra objektivt, men måske netop derfor så meget desto mere tankevækkende. Afskyvækkende, rystende, morsomt, hjertegribende.

I en artikel med overskriften “Whats a Fact, Anway?” spørger journalist Fergus McIntosh til præmisserne for god formidling. da The New Yorker, hvor han arbejder, blev grundlagt i 1925 udlagde de deres profil sådan her: “As compared to the newspaper, The New Yorker will be interpretative rather than stenographic.” Det er altså ikke i så høj grad et magasin, der videregiver nyhedsbureauernes seneste nyt, men derimod et medie, der går bag om nyhederne, analyserer bevæggrunde, nuancerer tal og statistikker, spørger til baggrunde for de ting, der sker i verden. Et eksempel: Der er store uenigheder om tabstallene på begge sider i krigen i Gaza. det samme gælder i krigen i Ukraine. Hvad er sandt, hvilke fakta er troværdige. Kan vi stole på de videoer, vi får sendt fra verdens brændpunkter, det er jo ikke så mange år siden vi selv oplevede, at en journalist genbrugte billedmateriale fra en krigszone i sin reportage fra en anden. Nu er der så også AI-manipulation at kæmpe med, man kan med ganske få klik producere et foto af to politiske modstander i kærligt kram og omvendt: Et billede af Mette frederiksen der giver Trump fingeren. det almindelige øje vil have svært ved at gennemskue, om der er tale om fup eller fakta, og det stiller så mange desto flere krav til den almindelige medieforbruger om at være kritisk. Ikke bare imod sine modstandere, men også i forhold til de kilder, man finder troværdige. For ingen har vel lyst til at bygge sin holdninger på manipulation og usandheder, uanset hvor god en sandhed, løgnen fordrer?
Det gode ved litteratur er, at man som læser af en roman, et digt, en novelle el.lign. fra start ved, at der med er sandheder i spil, men næppe virkeligheder. Kong Lear er ikke en virkelig person, selvom det føles sådan, når man læser de vidunderlige scener om konflikt og længsel efter forsoning. Når jeg læser Ming af Bjørn Rasmussen, genkender jeg det hele, selvom jeg ikke selv har kæmpet med psykoser eller mistet min far. Det er fuldkommen ligegyldigt, alt, der står, er nemlig så sandt, at det rækker langt ud virkeligheden og den direkte spejling. Hvor vi i medierne må forlange stadigt større fokus på kildekritik, nuancer, faktatjek og korrekt citation, er det omvendt så vigtigt, at der i kunsten og litteraturen er plads til mere og andet end det faktuelt foreliggende. En sten, der kan flyve, for eksempel. Eller en bror, der hverken din eller min eller nogen andens bror, men ikke desto mindre føles mere virkelig end alle virkelighedens brødre tilsammen.
Journalistikkens ærinde er virkeligheden, kunstens er sandheden.