Louise Juhl

Jeg bar barnet på ryggen. Varmen fra hendes åndedræt mod min nakkes hud. En forsigtig påmindelse.
Hun græd ikke. Sad helt stille og lod sig bære, uvidende om hvorhen, hvorfor. Af hvem. Jeg nynnede. Lyden satte mørket i bevægelse. Jeg kan ikke forklare det bedre end det. At vi skubbede mørket foran os, bar det som et skjold, et værn mod verden.
Lygterne fra en bil lidt skar en en søjle af lys gennem natten. Jeg dukkede mig, så vi ikke kunne ses.

Senere fandt jeg læ og hjalp barnet ud af selen. Kyssede hende på panden, strøg en finger over hendes kind. Hviskede: “Lille fingerbøl”, “Elskede elskede”.

Kan man drømme så hårdt, at det slår buler i virkelighedens karosseri. Er det løgn, hvis jeg siger, at jeg er vågnet med selen, der bar hende, i mine hænder? At jeg stadig mærker hendes ånde mod min nakke?
Elskede elskede.
Hvad stiller man op med al den kærlighed, der bliver tilovers, når virkeligheden har taget sit, men langtfra alt, man havde at give?