Louise Juhl

Ole Bjerg er ikke ond. Nej, Ole Bjerg er fuld af kærlighed. Han har lagt vreden bag sig, han kommer med fred. Ole Bjerg er – med egne ord: “færdig med »alt det der«. Han vil ikke »evangelisere«, han har ikke »nogen ambition om at overbevise nogen om noget« 
Ole Bjerg var engang lektor på CBS. Han skrev bøger pm bitcoin og pengesystemer: Hvor kommer pengene fra, spurgte han i bogen ‘Gode Penge’: Hvem laver dem og hvem burde lave dem? Men så kom Corona og Ole blev skeptisk. Han genkendte ikke tallene i statistikkerne og forstod ikke hvorfor samfundet skulle lukkes ned. Og så kom “indsprøjtningerne”, som han kalder covid-vaccinerne, og han skrev et brev til sine kolleger på CBS. En, ifølge Dagbladet Informations journalist, Mathias Sindberg,
“lang svada om »kropslig suverænitet«, »genterapi-indsprøjtninger« og mundbind som »dehumaniserende symboler på underkastelse«.”

Ole Bjerg er et menneske, du ikke kan finde på. Han er simpelthen for utrolig. Han mener for eksempel, at Bill Gates vil slå halvdelen af jordens befolkning ihjel. At Onkel Reje er satanist. Og at klimaforandringer er et redskab, som onde mennesker har fundet på for at sikre sig befolkningens underkastelse. Han elsker kvinder, beundrer deres kroppe og evnen til at få børn og mener, at det er deres bestemmelse. At føde børn, altså, og passe hjemmet. Drage omsorg – ikke at føre politik eller tjene penge.
Det er nemt at pege fingre ad Ole Bjerg. Ad hans konspirationsteorier. Men hans vrede kommer et sted fra, den startede, da han kæmpede for at få samværsret med sin søn og følte, at systemet svigtede ham. Det blev kimen til en voldsom skepsis, for hvem var de mennesker, han kæmpede imod? Hvem udgjorde “systemet”? En skepsis han tog med sig i sin interesse for pengesystemet, bankvæsnet og bitcoins. Så langt så godt, hans bog ‘Gode penge’ om netop sidstnævnte emne blev godt modtaget, mange hyldede hans kritiske endevending af kapitalismen og de bagvedliggende mekanismer. Men så kom Corona, og Ole Bjergs skepsis blev pludselig mødt af forargelse. Hans påstande gik fra at være præget af sund skepsis til at bære tegn på en syg mistro – eller sådan oplevede dem omkring ham det. Selv er Ole Bjerg uenig, han mener tværtimod, at det er os “i den anden verden” der er blinde og bange:
“Min metier er at søge mod grænsen. Hvad er de blinde pletter? Hvad er det, man ikke må sige? Det er altid det, der har drevet mig intellektuelt,« siger han. Han ser sig selv som en slags frelser, en helt, en seer – med langt hår og skæg. Ikke ulig Jesus, hvis ord han da også forkyndere i en frikirke lidt udenfor Løkken. Gud er kærlighed, og kærlighed har vi brug for i en verden fyldt med ondskab, prædiker han. – Halleluja. – Amen.

Det er en virkelig god artikel, Mathias Sindberg har begået. Han formår at formidle uden at dømme, men også uden blindt at videregive alt, hvad Ole Bjerg siger og mener. Sindberg er “nysgerrig efter at forstå, hvordan tingene tager sig ud ovre i den anden verden. Konspirationsteoretikernes verden, som vi går og kalder det i verden ét – og måske først og fremmest, hvordan vejen derhen ser ud, og hvorfor så relativt mange mennesker vælger at følge den.” Det er en vigtig åbenhed, synes jeg, og selvom jeg har svært ved at følge et menneske som Bjerg, hvis mantra lyder: “Ja til Jesus. Ja til konspirationsteorier”, så vil jeg gerne prøve at forstå. Vreden, mistroen, frygten for fremtiden. Frelserfortællingen og den identitet, der kan være i at være udstødt, foragtet, forhadt. Martyr betyder en person, der lider eller dør for sin sag. Jeg tror, Ole Bjerg føler sig som en martyr. En frelser, der er klar til at dø for det, han tror på. At månelandingen var fake, for eksempel, eller at Obama var Antikrist. Det kan lyde vildt, men for Ole Bjerg er det fakta.
Det er en forrygende artikel, anderledes og øjenåbnende. Den åbner en dør til en verden, vi helst – og af gode grunde – holder lukket, men som vi måske gør godt i at banke på, sådan som Sindberg gør det. Ikke for at flytte ind, men for at få en kop te, en snak og en slags forståelse af det uforståelige.