Louise Juhl

For nylig så jeg tv-serien: En helt normal familie. En ung pige på 15, Stella, bliver voldsomt fascineret af en ældre træner og tager ud at svømme med ham. En svømmetur, der ender med, at de har sex i et badehus. Imod Stellas vilje, hun siger flere gange fra, nej og jeg har ikke lyst, men opgiver til sidst og “fryser”, lader træneren tage, hvad han vil have.
Hun betror sig til sine forældre, hendes mor er dommer og kender lovgivningen på området. Sagde du tydeligt fra, spørger hun sin datter, råbte du, gjorde du modstand. Og Stella kommer i tvivl: Sagde hun, at hun ikke ville eller bare, at hun ikke havde lyst, hun græder og moren lader hende forstå, at hun føler med hende, men at det ikke betaler sig at anmelde overgrebet. Sandsynligheden for, at retten vil mene, hun selv er skyld i situationen, er ganske enkel for stor.
Flere år senere bliver hun forelsket i en fyr i overhalingsbanen, han er modelsmuk og har en velfungerende karriere med børshandel. Forholdet udvikler sig dramatisk og pludselig står den nu 19årige Stella selv foran en dommer, anklaget for at have dræbt sin kæreste.
Det er en god serie, tankevækkende også, men grunden til, at jeg nævner den, er fordi Stella under sin fængsling frem mod retssagen taler med en psykolog. Ikke med sin gode vilje, det er tydeligt, at hun ikke forventer andet end at samtalerne er et indirekte forhør, at alt, hvad hun siger, kan og vil blive brugt imod hende. Så hun er tavs, nægter at tale og afviser psykologens forsøg på at forstå. Med tiden løsner Stella dog op, hun fortæller om voldtægten, da hun var 15, psykologen understreger, at en voldtægt aldrig kan være den voldtagnes skyld: Det er ikke din skyld, Stella, siger hun, og beder hende gentage: ”Det er ikke min skyld”.
Det kan hun ikke. Stella kan ikke få ordene over sine læber, så stærk er tvivlen, skammen, skyldfølelsen. Hun forsøger, ”det er,” ”det er,” ”det er ikke,” men bryder sammen i gråd. Til sidst lykkes det hende endelig at sige sætningen i sin helhed:
“Det er ikke min skyld.”
Jeg tror, mange af os bærer rundt på sådan en tvivl. Om vores egen skyld i alt det lort, vi har rodet rundt i. Selv har jeg i alt alt for mange år gået rundt og fortalt historien om mig selv. Om dengang jeg “valgte” at få anoreksi, sultede mig selv “for at blive set”, lukkede munden “i trods”. Som et urimeligt barn, der lægger sig på gulvet i supermarkedet og nægter at gå videre, før det har fået en is, en slikkepind, en pakke Oreos. Og af en eller anden grund er det faldet i god jord. Dette at tage skylden på mig, at jeg så at sige har valgt at bære ansvaret for mit eget liv. Men så for nylig sagde min psykolog: Hallo, det er ikke din skyld. Og jeg lo, for hvis ikke det var min, hvem fanden havde så skylden, min cykelhandler, Gud, regeringen eller min musiklærer, der bad mig om at holde mund i 4. klasse?
Det her, svarede hun, handler i første omgang ikke om, hvis skyld det er, men om, at det i hvert fald ikke er din skyld.
Det er en helt vild mulighed. At jeg ikke er skyld i min sygdom. At jeg ikke havde noget valg andet end at lade mine følelser “fryse”, spille død.
Stella ender iøvrigt med at blive frikendt for mord.