Fuglenes sprog
by Louise Juhl Dalsgaard
Det siges, at Descartes i et forsøg smed en kat ud ad vinduet for at se, om den viste tegn på frygt. Hans teses var, at dyr var følelsesløse og rent instinktdrevne væsner, og at en kat således ikke ville reagere på den fare, det var, at blive kastet ud fra et højtliggende punkt. Ingen i dag ville forhåbentlig tillade en sådan en tilgang til dyr – selvom svineindustrien og slagtehønsenes kummerlige kår ikke er meget bedre.
Det er nu ikke landbrugsindustrien jeg har i tankerne med det her opslag, men sprog. Nærmere bestemt: fuglesprog. Lyder det kedeligt? Det er det ikke. Jeg har netop færdiglæst en artikel i THE NEW YORKER om forskning i fugles kald, sang og konversation. Og ja, fugle konverserer, også selvom vi har det med at tilskrive enhver af deres lyde som målrettet enten ønske om forplantning, advarsel eller mad. Men de seneste årtiers undersøgelser viser et langt mere komplekst billede af fuglenes indbyrdes sprog. For eksempel at fuglemødre synger for deres æg. Ja – præcis sådan som mennesker synger for deres kommende barn. Og mere bemærkelsesværdigt er det, at ungerne efterfølgende benytter sig af nogle af de sange og lyde, de er “udruget” med, som vokabular. Faktisk, viser forskningen, er det sådan, at lader man en fremmed fugl udruge æggene, ja så er denne rugemors sang den, de bærer med sig og anvender resten af deres levetid. Det er altså ikke en medfødt evne, men en tillært.
Hos fuglene er en advarsel heller ikke bare en advarsel. Den lyd, der skal advare om en rovfugls ankomst er en anden end den, der varskor om en slanges tilstedeværelse. Den ene lyd, får fuglene til at søge ly på jorden (væk fra rovfuglen fra oven), den anden, får dem til at søge opad (bort fra krybende slange). Den slags indsigt giver et fingerpeg om, at menneskets selvhævdede overlegenhed og påstand om, at være det eneste væsen med abstraktionsniveau og sproglig kommunikation, måske ikke holder vand. Ikke fordi fugle eller andre dyr, har et sprog lig vores, men fordi de med stor sandsynlighed har et andet – lige så kompleks og nyttigt – sprog tilpasset deres liv. Faktisk har langt de fleste dyrearter, og fuglene især, en historie der går langt længere tilbage end menneskets, hvilket vel indikerer, at deres levevis, adfærd og sprog, kunne være mere levedygtige end vores. Måske er det sprog, der får fugle til at søge op og ned, flyve i flok, tage på træk, finde føde, ikke mindre komplekst end vores, men bare et andet.
I Japan har de grundlagt et center for dyresprog. Her forsøger de – blandt andet ved hjælp af algoritmer og AI – at skabe en slags ordbog over blandt andet fuglesprog. For er det de samme kald, der bruges til at indbyrdes blandt måger at advare om kommende storm, de samme i Danmark, som de kald, der bruges blandt måger i Sibirien? Et stort problem i den sammenhæng er dog, de baggrundslyde, der findes i fuglenes habitat. I Danmark kan der være tale om trafikstøj, kirkeklokker, legende børn. I Sibirien er lydene nogle andre – men uanset hvor, optræder fuglenes kald og sang altid i samspil med andre lyde. Jeg kender problemet på egen krop: I 1997 arbejde jeg et år på Center For personkommunikation ved Aalborg Universitet. Her skulle jeg transskriberet optagelser af mobiltelefonsamtaler og samtaler fra telefonbokse (sådan nogle fandtes dengang). Målet var at opsamle materiale fra dialekter over hele landet, men også – og mindst lige så vigtigt – at finde en måde at frasortere baggrundsstøj, således at de maskiner, der skulle tage imod beskederne, alene bearbejdede det talte sprog og ikke medtog en bilalarms bippen eller en bakkende bus’ ditto. Det var vanvittig hårdt arbejde. Ikke fysisk, men opslidende fordi det forlangte et helt særligt fokus at være sig bevidst om alle de lyde, vi mennesker er omgivet af og som en maskine, der alene reagerer på lyd – og ikke indhold – ikke kan skelne fra andre lyde.
Nå, jeg tror aldrig vi lærer helt at begribe, hvad fuglene siger til hinanden og hvorfor. Men jeg tror, at vi med en stadig større forståelse af, hvor komplekst og omsorgsfuldt de vingede væsner udtrykker sig, kan blive bedre til at passe på og respektere dem. Og det er der hårdt brug for.
(Jeg skulle have brugt denne formiddag på at læse en kollegas manuskript, booke togbilletter, gennemskrive et kapitel i en kommende udgivelse og ringe til min mor. Men nu har jeg altså brugt den på at læse om fugle og deres sprog. Klassisk LouLou Let-At-Distrahere)