Græshoppen

by Louise Juhl Dalsgaard

Engang skrev jeg en bog om en mor, der fik kræft. Og om hendes to børn, Martin og Maria, der blev så kede af det, at Maria fik blærebetændelse af kulde og kedafdethed og Martins ene ben begyndte at visne.
Det var efter en sommer med usædvanligt mange sommerfugle – og større end nogensinde. Jeg var bange og spiste Mariekiks i skjul og børstede tænder hele tiden for at fjerne plak og dårlig ånde og alt det, jeg havde lyst til, men ikke turde, at sige. Jeg skrev historien på blankt papir, linjerne vred sig som orme, jeg havde et særligt system. Alle e’er var spejlvendte og i stedet for punktum satte jeg et kryds, det krævede en særlig opmærksomhed at skrive på den måde. Jeg har senere læst, at den slags har betydning: I et forsøg gav man tre skoleklasser den samme opgave, men skrevet med forskellig font: Times new roman, italic kursiv og comic sans. Resultatet var overraskende og uden tvivl: De, der fik stillet opgaven med comic sans leverede væsentligt bedre og mere præcise svar end de øvrige grupper. Det var noget med opmærksomhed, at den uvante og svært aflæselige skrift skærpede elevernes koncentration, de læste simpelthen teksten med større omhu og fokus.
Måske tænkte jeg noget af det samme, da jeg skrev bogen. “En sommer uden fugle,” hed den, på omslaget tegnede jeg en græshoppe, ligesom i Disneys Juleshow, jeg savnede vel en fortæller med samme rare stemme og omsorg.

Jeg forærede bogen til min fars kollega, en elektrotekniker, der hed Gert, som gik med seler. Ikke fordi han var tyk, men fordi han var så tynd, at hans bukser hele tiden gled ned. Han læste bogen i sin frokostpause, midt imellem tre klapsammener, to med trestjernet salami og en en enkelt med ost. Han tyggede og sank og bladrede. Så lukkede han først madkassen, derefter bogen: – Av.
Senere forklarede min far mig noget om grænser: At det ikke var alle, man kunne betro alt, og at der iøvrigt ikke eksisterede sommerfugle, der var store som en menneskehånd. Forresten, tilføjede han og skrev på et stykke papir: E’ er skulle vende sådan hér, det andet måtte være noget, jeg havde fået galt fat i.