Louise Juhl

Hvis man nu gerne vil lære at lukke munden på sig selv. Eller røven, tastaturet og ikke ved hvordan, så skal man bare skrive noget, ingen gider at høre. Som for eksempel, at man engang har knust et glas med kun én hånd, og at det gav anledning til en del bekymring, mest fordi blodet plettede gulvets planker og hunden jo risikerede at få skår i poterne. Heldigvis blev skaderne hurtigt minimeret, vi grinede lidt af situation og os selv, og jeg kunne til alles beroligelse forsikre om, at hændelsen ikke på nogen måde havde rod i vrede eller andre uhensigtsmæssige følelser som sorg eller savn, men ene og alene var et uheldigt sammentræf af hånd og glas og så en kortvarig muskelspasme, der måtte skyldes mangel på C-vitamin eller måske bare, at det var længe siden, jeg sidst havde været til selskab og drukket vin af et højstilket glas.

Der var engang en klog mand, der sagde til mig: Hvis du vil vide, hvor let du kan undværes, så stik en finger i et glas vand og træk den op igen. Det hul, som fingeren efterlader, svarer til det, der vil stå tilbage, når du forsvinder herfra: Et stort fedt ingenting.
Det var selvfølgelig ikke særlig henvendt til mig, men en helt generel observation, alligevel kunne jeg ikke lade være med at undre mig over, at han gjorde sig besværet med at betro netop mig sin livsvisdom.

Skårene blev fejet op og pletterne strøet med salt og senere kartoffelmel og hunden slap uskadt fra optrinnet. Jeg selv blev syet med otte sting, fire på håndryggen og fire i håndfladen. Det sidste efterlod et lille ar, der lige akkurat skar igennem hjertelinjen. Ikke at nogen af os troede på den slags, på håndlæsning og linjer eller overskårne hjerter, gudfrimigvel.
Så jeg holdt min kæft, selvom jeg ikke var i tvivl om, at det ikke kun var hånden, jeg havde skåret.