Halvhed IV
by Louise Juhl Dalsgaard
Du lægger en hånd på min skulder, men jeg glider af med hurtige spørgsmål: ”Har du set mine nøgler?”. Dit mutte ”nej”, før du bukker dig fremover og retter opslaget på dine bukser. Jeg går forbi; op ad trappen uden at vide hvorhen, andet end væk.
Engang ville jeg have smilet et undskyld og lagt hovedet på skrå. I dag er der kun vreden, over at se dig se, tilbage.
Hvis jeg er dug på ruden, er du hånden der tegner et hjerte. Jeg må bede dig gå, før det forsvinder for solen.
<3
Dagens kvote ord er brugt herfra og intellektet er ikke indstillet på poetiske udgydelser. Men jeg elsker fortsat at læse med. Her. Læse dit. Ikke forsøge at læse dig.
Dig elsker jeg bare. Det håber jeg du ved.
<3
Tak for dig. Og dit!
Mmmm! Må bede? Vil bede om? Så skarp er “jeg” måske ikke endnu?
Jeg har andetsteds skrevet den sidste linie således :”Jeg må bede dig gå, før jeg forsvinder for solen” istedet for som her “før det forsvinder”….
Jeg ved ikke, om det er jeg´et der forsvinder. Eller hjertet – som igen kun er der, så længe duggen får lov at ligge.
Og er det hånden der tegner hjertet, man frygter, eller solen, der vil viske det væk? ( Fordi det kun er flygtigt?)
Jeg er selv nysgerrig på det sted i teksten.
Tak fordi du læser med og mod og ser, hvor det sitrer!