Louise Juhl

Hvis man har gået langs en sø i streng frost., kender man nok lyden af is, der giver sig. En langstrakt vånden, som lyden af en hval, der kæntrer, eller: sådan som jeg forestiller mig, en hval. der kæntrer, ville lyde.
Jeg nævner det, fordi den minder mig om den lyd, min mor gav fra sig, når hun, i en migrænetilstand så uudholdelig, at hun afstod fra alt, lys, selskab, mad, drikke. Hun lå bare med dynen trukket op over hovedet, ude af stand til at finde hvile, fordi smerten stak som en syl mod hendes kranie, hendes tindinger. Øjnene. Ørene. Hun stod kun op, når kvalmen blev så stærk, at hun var nødt til at rejse sig for at tømme mavens indhold i toiletkummen. Men maven var jo tom, hun havde i dagevis ikke indtaget føde. Det eneste der undslap var gullig galde og så den her lyd. Som vand, der krymper i kulden, eller som en hval, der giver op. lader sig synke.
Det med galden var i tidligere århundreder en tese, læger brugte som forklaringsmodel. Det skelnede mellem sort og gul galde, som en slags væskernes svar på yin og yang, og mente, at folk med migræne havde en ubalance i forholdet mellem de to. Om det var for meget sort galde eller for lidt gul, det husker jeg ikke, men man forsøgte i hvert fald med præparater, der skulle øge mængden af den éne slags -og hvis ikke det virkede, med andre udtræk, der skulle sænke mængden af den anden. Min mor var undersøgt på kryds og tværs, hun havde efter sigende ingen ubalancer, på nær hendes fingre, der blev hvide i frostvejr og så en lilletånegl, der groede indad. Ingen af delene mente lægerne kunne forklare hendes migræneanfald, faktisk er og bliver lægevidenskaben forholdsvis afmægtige, når de møder patienter med Hemicrania, som er den latinske betegnelse for den lidelse, der giver sig udtryk i en periodevis kraftig pulserende og ensidig hovedpine.

Min mors anfald kunne vare fra tre dage til en uge. I den periode var huset i undtagelsestilstand, vi måtte kun benytte toilettet længst fra hendes soveværelse, legehuset, der lå umiddelbart udenfor vinduet, hvor hun sov, var strengt forbudt område. Vi levede af risengrød og æbleskiver, som var de eneste to retter, min far følte sig tryg ved. Den dag i dag har jeg det svært med begge, ikke fordi de smager grimt, men fordi de giver mig mindelser om dage med tilbageholdte vejrtrækninger og så meget bortgemt smerte, at det kunne mærkes i gardiner og vægge.
Børn er børn. Jeg hadede, når min mor var syg. Ikke kun – og måske mindst af alt – fordi hun led, men fordi jeg måtte undvære hende så længe. Jeg ville have min mor, og havde svært ved at forstå, at det virkelig var så slemt fat, at jeg ikke kunne lægge mig ned ved siden af hende i mørket. Det tog mange år for mig at forstå, at det ikke var mig, min mor ikke udholdt, men smerterne og sig selv, og den dag i dag skammer jeg mig over, at jeg havde mere ondt af mig selv end jeg havde af hende.

Når jeg nævner alt det her, så er det fordi jeg er i gang med at læse en bog af den svenske psykolog Celia Svedhem. ‘Det mørke rum’ hedder den og fortæller om forfatterens egne og hjerteskærende erfaringer med sygdommen, men også om migrænens kulturelle og medicinske historie: Freud lindrede sin migræne med kokain, Salvador lod den løbe som smeltede ure gennem sine værker. En amerikansk kvinde forsøgte at bore hul i sit kranie, i et desperat forsøg på at lette trykket mod tindingerne.
En vigtig pointe i bogen er også, hvordan lidelsen altid har været omgivet af en vis mistro. Er det nu virkelig også så galt. De fleste har oplevet slem hovedpine, og tror sig derfor i stand til at sætte sig i den migræneramtes sted. Men det svarer til at påstå at man kan forstå en benamputerets fantomsmerter, fordi man engang har fået fjernet en flis i foden. Det er nu engang ikke det samme. Med Matador blev den sengeliggende kvinde symbol på overfølsomhed og letter hysteri: “Jeg går lige op og lægger mig, Hans Christian”, og samme urimelige etikette har i mange år forfulgt de kvinder, der var ramt af en invaliderende migræne. de var nok bare sarte og sygdommen en måde at slippe fri af hverdagens mange krav. Livets også. I dag ved man, at migræne er en livsindgribende sygdom med alvorlige konsekvenser for den ramte og dennes pårørende. Lægevidenskaben er ikke meget længere end for tre århundreder siden. Godt nok borer vi ikke længere i migrænikerens kranium, men de fleste medicinske præparater er på forsøgbasis og med så varierende effekt, at det vel næppe kan kaldes en egentlig behandlingsform. Alene i Danmark menes 200.000 at lide af sygdommen, alligevel er det de færreste der står frem. For hvad er der at sige: Det er en rædselsfuld lidelse, og der er så godt som intet at stille op imod den. Lev med det, er lægernes bedste bud. Mediter. Undgå stress. Kæmp ikke imod, når et anfald rammer, men lad dig glide med.
Det er nemt at sige, lidt som at sige til en iskold sø: Lad være med at vånde dig, det bliver jo forår engang og så vil du tø.
Det er en virkelig god bog, svenske Celia Svedhem har skrevet. Den findes endnu kun på svensk men jeg ved at den om godt 14 dage findes på dansk også. Oversat af Anna Malou Dahl Andersen og udkommer på Frydenlund.