Louise Juhl

Der er ingen, der har sagt, at det skulle være nemt. Nej. Men det er jo ikke det samme, som at man ikke kunne ønske sig, at det var det. Nemmere. Mindre ensomt.
Efter henover julen at have tilbragt ti dage på en nordjysk klithede, må jeg konstatere, at også her er det svært. Marehalmen er strid, og vinden hård. Havet raser og himlen truer. Med en vindstyrke på 22 sekundmeter føles temperaturen som minus 9 grader. Hundens snude slår revner og trædepoterne sprækker.

Alligevel er der noget at hente. I det svære, der heroppe er konkret. En varmepumpe, der strejker, er voldsomt irriterende, men kalder på handling. Man trykker på alt, der er at trykke på i huset. I timevis og uden held. Men så pludselig er der noget, der virker, man ved ikke hvad, men apparatet begynder med ét at sende varm luft ud i rummet. Glæden er til at tage og føle på. Jubeldans og formiddagsflødeboller. Termometeret stiger langsomt fra 18 til 21 grader. Det er muligvis ikke et stort skridt for menneskeheden, men til gengæld et kæmpe fremskridt i et forblæst hus i klitterne en iskold januardag.
Vi laver en puré på kogt blomkål, tilsætter kun salt og peber og en spiseskefuld fløde, og voila, føler vi os hensat til en ypperlig gourmetrestaurant med eget bandarolemærket smør og stjerner på tjenernes skjorter. Det kræver ikke andet end glubende appetit at lade sig rive med af simpel kost, vi ender med at tømme en hel skål og hæver glasset for hver portion vi sætter til livs: Skål. For blomkål og fløde. For jordens gaver og mavens rumlen. For simple glæder og for pokker.
Vi finder et spil i en glemt kommode: Idiotkundskab. Og lærer, at fisk, der lever på bunden af havet, rent faktisk kan blive ramt af søsyge, at Sverige er det land, hvor folk er ældst, når de gifter sig, at det er muligt at tatovere en tunge og at en hotdog har sit navn, fordi den særegne ret engang gav en bladtegner mindelser om en gravhund – “varm hund.” Således oplyst om tilsyneladende helt ubrugelig viden, falder vi i søvn under det samme hæklede tæppe på sofaen og vågner en halv time senere, pinligt bevidste om til stadighed intet væsentligt at have bedrevet. Udover – selvfølgelig – at have det godt.

Og det er her, det sært fordømmende “der er jo ingen, der har sagt, at det skal være nemt”, dukker op. For der er altid en vis skam forbundet med det nemme. Den simple glæde er tossen forundt. Hunden også. Men vi mennesker, vi skal kæmpe for tingene, der er en forventning om, at det skal gøre ondt for at gøre godt. At tilegne sig unyttige viden, at sove på sofaen. At duppe hundens snude med kokosolie for at læge vindens bid. Ikke at kæmpe mod vindmøller, men blot mod en simpel varmepumpe. Det er simpelthen for… nemt. Det kan ikke være så simpelt, for hvis det er det, hvorfor gør vi det så så uendelig svært?
Jeg indrømmer. Det er et fejt trick, at bruge en helligdagsferie som billede på livet. Tilværelsen er jo ikke et højskoleophold, det er momsregnskab, korrekturlæsning, influenzavaccinationer, støvsugning, huller i nedløbsrøret, spegede mails med dobbelte budskaber. Det er begyndende eksem under brysterne, dårlige hårdage, morgenangst og en lille tvivl om næsten ingenting. Alligevel er det værd at tænke over, om man skulle satse lidt mere på blomkålspuré og ubrugelig viden. At sove til middag. At lyne frakken og gå ud, selvom vejrapp’ens forudsigelser viser alt andet end sol og sommer.

Min kloge kollega, Maja Elverkilde, har skrevet en bog om at plukke græs. Det lyder jo umiddelbart meget småt. Men tanken er stor: At kere sig om det mindste strå. Dufte og smage. Ikke for at blive klogere, nødvendigvis, mere robust, mere effektiv. Men fordi, det er det, vi er skabt til. At være i verden med krop og sanser, mærke os smagen af havets salt på tungen, lyden af rim på græs, der knækker under vores fødder. Nu er hende bog indstillet til en pris af Politiken. Det er velfortjent. Måske er dagene på klitheden slet ikke spildte, selvom de har været nemme. Ikke lette, men simple. Spise, sove, læse, gå ture, kysse, grine. Fryse og tø hinanden op.

Der er muligvis ingen, der har sagt, at det skulle være nemt. men det er jo ikke det samme, som at det ikke kan være det. Nemt, altså: Flødeboller for at fejre, at vi kan holde varmen. En lur, når vi er trætte. At nyde et blomkål i januar, som man nyder en softice i juli. Det behøver ikke at være så svært. Eller sagt på en måde: det svære er måske at leve med, at det simple er ok og endda nok.