Jeg fortsatte uden at standse op

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg ved at mødet med verden gør ondt. At virkeligheden giver skrammer og ridser. Skuffelser, der ikke er til at bære. Men som man må bære, fordi ingen tilbyder at bære dem for en. Alligevel finder jeg ofte, som jeg tidligere har været inde på, at tanken om alt dét, jeg ikke møder, ofte er mere smertefuld. Alt dét, der kunne have været. Dét, der kunne være blevet. Til noget andet end det, der blev.

Således gik jeg i dag videre, selvom jeg mødte:

Birgitte: Birgitte tæller. Tæller skridt og timer og kategoriserer. Sætter tilværelsen i system og skaber orden i kaos. En, to, tre…fjorten skridt fra sengen og ud i køkkenet. En, to..fem skefulde kaffe i filteret og en, to…fem deciliter vand på kedlen. En, to minutter og vandet koger. Tschuuu. Den velkendte lyd af vandet, der hældes over de malede bønner. Ni skridt ud i badeværelset, tre minutter under bruseren. Og så videre. En enkelt cigaret ind imellem. Senere klares indkøbene. En,to…ti stykker frugt udløser mængderabat…seks, syv reoler længere fremme og køledisken dukker op . 2 pakker hakket oksesmåkød, 2 liter mælk, en enkelt liter yoghurt. Så de afmålte treogtyve skridt til kasse 5. Altid kasse 5. Og hun går og hun tæller og klarer pligterne systematisk. Rubricerer en uoverskuelighed til afmålte doser af begrænset frygt. En enkelt cigaret ind imellem. Elleve gange suger hun på cigaretten, før den slukkes. Når dagen er omme, er det alene antallet af skodder, der viser at dagen er forbi. Atten skodder ligger der i askebægeret. Altid. Så går hun i seng.

Chresten: Chresten der elsker sin tjans som postbud, og som ikke har haft en sygedag i mere end otte år. Som altid fløjter den samme kluntede melodi og smiler. Chresten, der lytter til bilerne der passerer, hunde der gør og udrykningskøretøjers sirener i det fjerne. Men som forbliver ved sin post, sin rute og sit lune humør. Verden er udenfor. Og Chresten er udenfor verden. Ikke så snart han har fri, henter han sit fine gamle kamera. Drager afsted påny. Og med linsen skaber han et okular, der bringer verden nærmere. Indeni. Han skaber en optik, der befrier iagttagelserne fra krampen og gråden, der pludseligt og uanmeldt kan overvælde Chresten og som slukker for fløjt og smil og frihed. Med kameraet bestemmer Chresten selv motivet. Toget, skinnerne og uendeligheden i det tilbagelagte. Kun Chresten selv ved, at der ikke er film i kameraet.

Jeg så dem. Og jeg fortsatte uden at standse op….