Louise Juhl

Jeg kan ikke huske, hvad jeg tænkte, om jeg overhovedet tænkte noget.
Du havde grædt, dit højre ærme bar spor af mascara og snot, og du sad på gulvet med spredte ben. Du lignede en dukke, men dukker græder ikke, i hvert fald ikke i virkeligheden og ikke med snot. Jeg rakte min hånd frem, jeg ved ikke hvorfor, jeg kunne umuligt have løftet din krop, den var for tung, for ulykkelig. Heldigvis rystede du på hovedet, og bad mig i stedet hjælpe dig med at sætte rullerne med toiletpapir på plads: stable dem i skabet, otte rækker med to ruller i hver. Af en eller anden grund virkede det som det rigtige at gøre, at stable, skabe system.
Da vi havde stablet alle rullerne, lukkede du skabslågen, sagde: ‘det var det.’ Tørrede øjnene og rejste dig.
Senere viste du mig, hvordan man låser en dør. Jeg stod på den ene side, du stod på den anden, og så drejede du nøglen om. Gennem nøglehullet så jeg din ryg forsvinde.