Louise Juhl

For nylig genhørte jeg et afsnit af ‘Det sidste måltid’ med dramatikerLine Knutzon. Hun taler klogt og modigt om sig selv, sit virke og om de ord, vi hæfter på hinanden.
Programmets præmis er, som overskriften mere end antyder, at en gæst inviteres ind til sit – fingerede – “sidste måltid”. Vælger tre retter og taler med værten, Lærke Kløvedal, om, hvordan et eftermæle over dem, skulle lyde, hvis de selv fik lov at vælge. med udgangspunkt i artikler skrevet igennem tiden, stykker vært og gæst i fællesskab en nekrolog sammen. Det er øm, brutal, en lille smule morbid og samtidig meget levende radio.
I Line Knutzons tilfælde præsenterer Kløvedal hende for ord fra pressen: Samfundsrevser, satiriker. Sjov. Vred. Men Knutzon værger sig, hun udtaler ordet satiiire, med langt i, som en biiiidende sur citron. Sådan oplever hun ikke sig selv, heller ikke sin skrift. Som bidende, altså, tværtimod. “Jeg skriver ikke for at splitte”, siger hun, “men for at samle.” Humoren er ikke en attribut hun klistrer på sine stykker, men et udtryk for værkernes forsonende ærinde. Vi griner ikke ad- men sammen med hinanden.
Jeg skrev for nylig med forfatteren Jens Blendstrup, inviterede ham til at undervise eleverne på forfatterlinjen på Dansk Talentakademi under temaet “Humor på skrift”. Han svarede ja, men tilføjede så, at han egentlig ikke skrev for at være sjov: “Det mærkelige med mig og humor” skrev han, “er at jeg ikke er morsom som i morsom, men skriften gør, at det alligevel bliver skægt selvom det ikke er skægt nedenunder.” Det er vidunderligt famlende formuleret, for det er jo sådan det er, med de gode tekster. De virker, uden at man kan redegøre præcis hvorfor. det er både noget med det, der står, måden det står på, men også noget med det, der netop ikke står, eller måden, hvorpå det der står ikke burde stå der.

Nå, tilbage til Knutzons nekrolog. Og ordene. Som hun selv siger – nogle år tog hun de ord, der blev koblet på hende, for gode varer. Vred. Sjov, samfundsrevser. Hun påtog sig ligesom den rolle, hun var udset til. Men, uddyber hun, hun var ikke revsende, ikke vred. Og fortsætter så med at fortælle, hvordan vreden snarere har været et værn mod angst. Angsten for at falde igennem. Angsten for ikke at kunne skrive mere. Angst for sine børns velbefindende. Angsten for ikke at kunne betale næste husleje. En angst, der delvist bunder i det afgrundsdybe gab, hun har oplevet mellem omgivelsernes oplevelse af hende – og så den reelle virkelighed, hun har levet i. levet med. Knutzon fortæller, hvordan hun engang stod ved Dronningens palæ efter at have modtaget Dannebrogsorden med blitzende kameraer foran sig – og ærligt ikke anet, hvordan hun skulle komme hjem, fordi hun hverken havde råd til taxa eller en busbillet. Folk har misundt hende en succes, hun selv har oplevet diametralt modsat. Det gab, forklarer Knutzon, gjorde hende fortvivlet og fortvivlelsen kom muligvis ud som mere eller mindre forklædt vrede.
I dag gemmer hun sig ikke mere, siger hun i udsendelsen. Ikke bag vrede i hvert fald. Nu prøver hun med tillid og kærlighed i stedet for, og da Lærke Kløvedal spørger hende, hvordan hun helst vil huskes, svarer hun:
“Som en, der var sød.”
Knutzon vil altså ikke mides som hverken satiriker, samfundsrevser, vred eller sjov. Men som én, der var sød.
Kæmpe cadeau til Knutzon, sgu.

Jeg holder meget af ‘det sidste måltid’, af den fortrolighed der helt automatisk opstår, når man taler, som var det det sidste, man ville sige.
Det er et stærkt sted at tale fra.
PS: Jeg vil også gerne huskes, som en, der var sød.