Louise Juhl

I går ringede jeg til min mor. Det gør jeg tit. Jeg sad i karnappen, som en nyklækket kylling med eftermiddagssolens stråler som varmelampe og talte med hende. Hun fortalte, at en tidligere nabo var kommet på plejehjem, diagnosen var træthed, udmattelse simpelthen. Efter flere års tiltagende sygdom var smerterne nu så omfattende, at de gjaldt alt. Alt gjorde ondt, at åbne øjnene, bære tøj på kroppen, synke sin mad. Det sidste betød at han var i fare for underernæring. Det var meget trist. Lægerne kunne ikke stille noget op, han var undersøgt for alt, men alle test, prøver, røntgenfotos viste alt normalt. Han fejlede ikke noget, alligevel var han så syg, at han ikke længere kunne være hjemme.
Vi snakkede lidt om det med smerter. Hvordan noget kan gøre ondt, selvom der tilsyneladende ikke er noget at have ondt af, ondt over. Smerter er jo ikke en faktuel størrelse, det kan være mindst lige så grusomt at have helvedesild, som at være forbrændt over hele kroppen. Lige så forbandet at have migræne som smerten ved et kraniebrud.
Tygger du på en chili og tager efterfølgende en slurk kold kaffe, vil du opleve, at du brænder dig på den ellers kølige drik. Du spytter kaffen ud. AV. Oplevelsen er sand nok, smerter er ikke andet end signaler sendt fra hjernen, og hjernens forveksler i dette tilfælde chiliens styrke med temperaturen på din kaffe og så kortslutter lortet.
Uanset hvad der er op og ned, kold og varm, er følelsen helt reel.

Jeg led i mange år af voldsomme smerter, i lænden, i nakken, i hovedet. Jeg fik medicin – mod epilepsi, mod depression, mod opioid-overdosis. Ikke fordi jeg havde epilepsi, var nedtrykt eller havde problemer med stoffer (jeg har aldrig forsøgt mig med den slags), men fordi lægerne greb i blinde. Hvad skulle de ellers gøre, hvordan skulle de reparere noget, der tilsyneladende ikke var i stykker?
Desværre virkede hverken Gabapentin eller Naltrexon, mine smerter forblev de samme. Til sidst endte jeg i en gruppe med en psykolog, der opfordrede os til at lytte til en rosin. Ja, den er god nok, vi fik alle udleveret en skrumpen rosin og blev så opfordret til at lægge den mod øret og lytte til, hvad den havde på hjerte. Det lyder absurd, det var det også, men det fik os til at le, og det lettede et kort øjeblik smerterne.
De er svært at rumme, at nogen har ondt, når ikke man kan se hvorhenne eller forstå hvorfor. 18 år med spiseforstyrrelser har lært mig, at det kan virke som en rød klud i omgivelsernes øjne. Hvad klynker hun over?
Hvorfor kommer hun ikke videre?
– Spis dog din mad og tør’ øjnene.

Ai, ai, Captain, jeg er ked af ikke at kunne passe i din kasse.

Mine forældres nabo vil gerne hjem. Ikke fordi det gør mindre ondt derhjemme, men fordi han der føler sig mindre til besvær. Mindre tilovers. Mindre forkert, følsom
Du kan ikke skælde et barn, der er blevet væk fra sin mor, ud. “Hold nu op, hun kommer om et øjeblik” For barnet er moren forsvundet – måske endda for evigt. Rædslen er hundrede procent sand, også selvom hun blot er få meter væk skjult bag en meterhøj reol med konservesvarer.
Naboens smertehelvede er muligvis indbildt. Det ændrer ikke på omfanget af hans lidelser. Han er reelt ved at dø af sult, fordi det at spise, gør så ondt, at han foretrækker at lade være.
Det jeg vil sige er: Man kan ikke måle andres smerte med sin egen lineal. En meter er en meter, men samme definition gælder ikke følelser. Man kan ikke besvare spørgsmålet: Hvor meget elsker du din hund, med: 2,8 kilometer. Eller det kan man godt, det siger bare ikke rigtig noget om kærlighed. Og heller ikke om smerte.