Kærligheden er konkret

by Louise Juhl Dalsgaard

Min morfar elskede cigarer højere, end han elskede sin egen kone. Det var ikke kærligheden til min mormor, der haltede, slet ikke. Glæden ved tobakken var bare enorm. At trække røg ind, puste røg ud, dén bevægelse. Livet som tegn i tåge. 
Nihil sine labore – det var navnet på det mærke, han røg, intet uden arbejde. Så min morfar arbejdede, dag og nat, slog pæle i jorden, høvlede planker, drejede ben til borde. Og røg. Indtil den dag han mistede min mormor, det var i marts, hun havde forberedt det hele. Frosset små portioner af mad ned, skrevet på dem med sort pen: Kyllingefrikassé, gullasch, karbonader med grønt. Det eneste min morfar behøvede var at finde kniv og gaffel frem, en tallerken, skære en skive brød. Alligevel holdt han op med at spise, måske mistede han appetitten, måske fandt han ikke længere, at det var besværet værd. Han nøjedes med sukkerknalder dyppet i kaffe, osteroulade (en skive ost rullet sammen om smør) og røgen fra sine elskede cigarer. Senere mistede han lysten til at stå op. Og til at gå i seng. Til at fodre hønsene og save tømmer, han sad bare i sofaen og røg cigarer, Nihil sine labore, intet uden arbejde. Nu var kun intet tilbage, hønsene blev solgt, pælene rykket op. Han fik plads på plejehjemmet, otte kvadratmeter med hospitalsseng, så personalet bedre kunne komme til, rense sårene på hans ben, der var blevet flere efterhånden, som han opgav. Han måtte ikke ryge på stuen, heller ikke på gangene eller den lille terrasse udenfor. Han skulle “helt udenfor matriklen,” som personalet formulerede det. Jeg ved ikke, om det var derfor, han besluttede at dø. Det var ikke en protest, bare en beslutning – uden arbejde og uden røg var der ikke andet tilbage end savnet efter min mormor. Han døde i november, to dage før han ville være fyldt tooghalvfems. Han var så tynd dér under lagnet, kun hans knæ og næse stak frem. Vi sang ham ud, det var frostvejr, vores ånde lignede røgsignaler. I kirken spillede præsten guitar, holdt tale, “sorgen river i os/ med kærlighedens kræfter.”
Jeg tænker stadig på ham af og til – og på min mormors gestus: de små foliebakker med mad, hun havde frosset ned. Kærligheden er konkret, den er gullasch og høns og en cigar.