Louise Juhl

Som fireårig er jeg med min mor og min bror ved Niagara Falls, det imponerer mig, det er som om, man har stillet himlen på højkant.
Min bror stiller sig an, og beder mig tage et billede af ham. Han forklarer mig, at det er den lille knap øverst til venstre, jeg skal holde nede.
Jeg synes, det er sjovt at fotografere, og tænker, at kameraet er en slags kikkert, der kan huske og gemme det, jeg ser.

Nogle år senere viser min bror mig et foto, taget præcis hvor jeg fotograferede ham foran faldet.
Det er et billede af Supermand.
Han siger, at billedet er det billede, jeg tog, og at han i virkeligheden er Supermand. At han kan flyve og løfte biler og den slags.
“Du kan selv se”, siger min bror, og peger på fotoet, han har med: “Jeg er Supermand”
Han peger og gentager: “Se selv!”

Jeg synes, min bror er dum, og jeg synes, at det han siger, er dumt. Jeg vil faktisk slet ikke have, at han er en anden end ham, jeg kan se. “Du lyver”, råber jeg.

“Og hvad så?”, svarer han,
“jeg har jo ret alligevel”.