Lus, måger, alvor

by Louise Juhl Dalsgaard

Der var ting, der var uundgåelige. Som mæslinger og røde hunde, lus og børneorm. Og andre ting, der ramte i flæng: Alt for vedholdende hvalpefedt, uren hud, talblindhed. Tidligt punkterede drømme: En dreng fra parallelklassen spiste svampe til en fest og mistede forstanden. Han drev omkring i området ved Grønlandskvarteret med skræmte øjne og skreg med mågerne, uforståelige kaldende lyde: uihh, uihh. Vi fulgte efter ham på afstand, han var nem at kende i sin enorme parcacoat med hætten trukket oppe om ansigtet – også om sommeren. Vi kaldte ham Smølfen på grund af det med svampene, og tænkte på ham med en slags taknemlighed: han havde taget én for holdet, og nu kunne vi slippe. De voksne sagde ‘det er den slags, der sker, når ikke man hører efter’, vi troede på dem og rettede ind. Ryddede op på vores værelser, spiste, hvad der blev serveret og sagde tak, når naboen forærede os sønnens aflagte skinnebensbeskyttere. 

Derhjemme fandt vi sikkerhed i dagligdagens rutiner, her gik tingene op. Hvis bare vi lavede vores lektier og passede spisetiderne, kunne vi gå skyldfrie og mætte i seng. Det var først senere, det blev mere kompliceret. Brysterne begyndte at vokse, veninder faldt fra, og konfirmationsgaven viste sig at indeholde noget andet, end hvad vi havde ønsket. Sådan lærte vi at skjule vores skuffelse, vi var trådt ind i de voksnes rækker, og fra nu af, var det alvor.