Louise Juhl

Jeg vender stadig tilbage til sommerhuset, hvert efterår, vinter, forår. Det ligner sig selv, men er også fuldstændig forandret. Eller også er det mig. Træerne er jo de samme, himlen også, og så alligevel er alt noget andet. Frøen er en anden frø og lækatten en anden og jeg er en anden. Jeg ser det i spejlet og hører det i ordene, jeg siger. Meridianværdi, normalfordeling, armslængdeprincip. 
Da jeg var mindre brugte jeg kun korte ord, kys, hej, ja og nej. Du, jeg, dem og det. Knæ, øre, mund og næse. Jeg er mere omhyggelig nu, taler om brændende kærlighed, som om det var en madret og ikke en tilstand. Sådan er det med sproget. Vi taler om noget, for at undgå at tale om noget andet. Vi taler om bilen, der skal på værksted og demokratiet, der er i fare og om glæden, der er en sjælden fugl: 
– Pip sagde den, og det havde den. 

For nogle uger siden sad jeg i toget og en pige overfor mig spurgte, om jeg var alene. 
– Er du alene? 
Et på alle måder simpelt spørgsmål, og så alligevel så utrolig komplekst.
Alene hvor?
Alene med hvad?
Et øjeblik følte jeg mig afsløret, nøgen. Var det virkelig så tydeligt, at jeg alt overvejende levede for mig selv, i mit eget selskab, sagde godmorgen til hunden og vinkede til den demente dame, der som det eneste huskede dét. At vinke. Men ellers var jeg kun mig. Til at se, høre, mærke, ingen at dele det med, ingen at skåle for, ingen at ringe til. 
– Ja, jeg er alene, svarede jeg pigen og hun så på mit med en slags fortvivlelse, men rakte mig så en af fire bamser, hun havde med sig. Én i skødet, én i favnen, de to sidste sad på hver sin side, lænet ind mod hendes skuldre. Madison, præsenterede hun bamsen, og jeg tog imod, sagde – hej og pigen svarede men med bamsens stemme: – Hej dig.
Sådan snakkede vi længe. Om at tage bad i honning og om at sove på hovedet, for at tømme det for tanker.
– Det virker hver gang, forklarede pigen med bamsens stemme, – de falder til jorden og så igennem.
Vi talte også om øjne: Madisons var af elfenben og en gave fra en malaysisk konge, der hed Dot, og vi talte om afdansningsbal og om at tage forskud på glæderne. Man kunne for eksempel lave dessert af syltede ferskner fra dåse og en vaniljesauce, eller købe kyskager og spise dem alle på en gang. Ikke for noget, men bare fordi. Men så blev vi afbrudt af en stemme fra højttaleren, der fortalte at næste station var Hedensted, og pigen og de fire bamser stod af, og jeg sad igen alene på sædet og tænkte, at jeg hellere måtte komme glæden i forkøbet og købe en dåse ferskner på vej hjem.  

Jeg er uddannet bibliotekar. Egentlig startede jeg på Litteraturvidenskab, men så blev jeg indlagt og det trak ud og lægerne vurderede, at jeg havde brug for døgnstøtte efter udskrivelsen. Sådan endte jeg på et ridecenter i Hundested, jeg fik et værelse med himmelseng og en stigereol fra Trævarefabrikernes udsalg, lærte at skralde brød fra bagerens affaldscontainer, som jeg tyggede for så at spytte ud igen, så fuglene kunne få glæde af det. Det var ikke nogens skyld, det gik bare ikke, jeg flyttede tilbage til min fødeby og besluttede at blive bibliotekar, jeg kunne besluttet mig for så meget andet, men det gjorde jeg altså ikke.  
Et af de fag, jeg holdt særligt af, var klassifikation. Her lærte vi om DK-5, et universal decimal klassifikationssystem, der skulle hjælpe læserne med at finde det bedst mulige værk til en given søgning. Det handlede om at være så præcis så mulig, men dog ikke mere præcis, end at det var muligt at finde også for læsere uden specialviden. En grundbog om badminton ville typisk indeholde emneord som serv og ketsjer og fjerbold, men ikke gåsedun, selvom det er den fortrukne fjertype for professionelle spiller.
Lige sådan kunne ord vise sig at være for generelle. En bog om hunde ville sandsynligvis blive tilknyttet specifikke racer omtalt i bogen, English Setter, New Foundlænder, ruhåret gravhund, men ikke den overordnede term pattedyr. Det handler om at være præcis men også inkluderende.
Jeg holder meget af den slags praksis. At ordne verden, inddele den i rum og emner. Således kan man under 89.02: Talesprogets Former i almindelighed, finde: Sort tale.
Det trøster mig at vide, at jeg altså ikke er den eneste, der taler sort, at det – i hvert fald ifølge DK-5 – hører under talesprogets almindelige former. Søger man i stedet på ordet ”Krop,” bliver man henvist til emnenummeret 12: Erkendelsesteori og metafysik, der dækker både fantasi, fornuft, fri vilje og følelser. Til gengæld ikke et ord om albue, halsgrube, nøgleben. Søger man på ”Mennesket,” finder man udover bøger om anatomi og sygdomslære også værker om kalvekastningsfeber og byplanlægning.
“Fantomsmerter” er en tom søgning. 
Jeg bliver aldrig træt af at fare vild.