Louise Juhl

Der var nogen, der sagde, at hun havde gjort det med vilje. De sagde ikke hvad, bare at hun havde gjort det, og at det var med vilje. Villads havde ikke fidus til den slags, til rygter: ‘folk siger så meget’, mente han, men Joan var ikke enig, ‘der går jo sjældent røg uden en brand,’ svarede hun ham og kastede tre stykker tyggegummi i munden. Villads himlede med øjnene: ‘AF en brand’ rettede han hende, ‘og: uden at der er ild i den’. Ingrid spyttede på fliserne foran sig og kastede endnu to stykker tyggegummi i munden, klumpen var nu så stor, at den fik hendes kinder til at bule: ‘du er fanme så klog, at du kunne undvære hovedet.’
Ingrid forsøgte at mægle: ‘Vi kan spille dart?’ Hendes fætter havde både skive og pile i sin kælder. ‘Og sprut og bare damer?’ ville Joan, hvis mor arbejdede på et værested for handlede kvinder, vide.
‘Hvad mener du?’ Ingrids fætter var tolv og brugte udover dart al sin tid på at bygge en popcornsmaskine, der kunne fungere som snekanon om vinteren.

Vi endte med at blive siddende på bænken nedenfor blokken. Jason ringede, han var blevet tilbudt 200 kroner for at passe sin niece, og selvom han bar et badge med hammer og segl, så var 200 kroner altså mere, end han sådan lige kunne sige nej til. Villads mumlede noget om ussel mammon og foreslog, at vi fremover skulle sværge ed på troskab mod fællesskabet. Ingrid forlangte først at få at vide, hvori fællesskabet egentlig bestod og om det for eksempel inkluderede fordomme om hendes fætter. Joan syntes bare det lød håbløst konformt, ‘ed og troskab min bare røv’, vrængede hun og trak bukserne ned og viste bagdel, og selvom vi var uenige om både røg og brand og dart og troskab, så kunne vi da enes om dét: At grine ad Joans blottede baller.