Mel, mælk, ris

by Louise Juhl Dalsgaard

Der var altid en mor et sted. Et ophav, et menneske, der havde ladet sin krop invadere af først et foster, siden et spædbarn. En byrdebærer, en mælkeøse.
Vi havde drukket af deres bryst, tømt dem for mælk og nætterne for søvn. Gylpet og skreget på mere. Mere mad, mere omsorg, mere mere.

Og vi fik, hvad vi forlangte, der blev læst bøger om barnets tarv, nødvendigheden af varmt tøj – ikke for varmt, et køligt soveværelse, fingerlunken grød. Hele tiden tog de temperaturen på alt og alle, undtagen sig selv. Passede job, brugte weekenderne på tøj og vinduesvask, indkøb af basisvarer, alt det tunge: mel, mælk, ris.

De fik ikke meget til gengæld. Vi spiste, hvad de satte på bordet, mumlede noget, der kunne minde om et ‘tak’, og fortrak så til vores værelser. Vi havde andet og væsentligere at tænke på en fysisk føde og praktiske gøremål, alt det overlod vi trygt til vores mødre, forvænte som vi var.
Imens gled vi ned blandt skibsbriksens hynder, fordybede os i romaner og tegneserieuniverser, trak gardinerne for også i dagtimerne. Spiste cornflakes til frokost og aften igen, lod de beskidte skåle stå i køkkenvasken.

Blev vi spurgt til, hvordan det gik, hvordan vi havde det, svarede vi med himmelvendte øjne: ‘Fint nok. Hvorfor?’ Og bad dem så om at lukke døren efter sig, når de opgav og gik.