Naturens gang (eller learning by doing)

by Louise Juhl Dalsgaard

Man kunne vande blomster, ja man ku´så. I den have, man ikke har. Eller dem i vindueskarmen, der er af plastik. Man kunne også lade være. Man kunne istedet ringe. Til sin tandlæge. Sekretæren er altid frisk for en kvik bemærkning. Eller tyve, når hun nu alligevel har én i røret. Men der jo telefonregningen at tænke på. Så man ser sig omkring efter andre muligheder. Virrer med hovedet. Tager sig til panden. Sådan lidt “Carpe Diem”-agtigt. For enhver dag er jo begyndelsen på resten af livet, siger de kloge. Man må nok hellere tage sig sammen. Hurtigt. Få noget fra hånden. Bladet fra munden. Eller hatten på hovedet. Hvad ved jeg. Ja, hvad ved jeg?

Og man går. Ja man gør så. Den ene fod foran den anden. Et skridt ad gangen. Men man skal kravle, før man kan gå, siger de kloge. Så man kravler afsted og ser fuldkommen fjollet ud. Men det virker. Man kommer fremad. I verden. Videre. I livet. På knæ. Måske. Før man rejser sig op. Mest af praktiske hensyn. Det sviner tøjet sådan at ligge og kravle rundt. Så ja, man rejser sig og retter ryggen og løfter hovedet. Ikke af nogen grund. Andet end at sådan er vores natur. Sådan har mennesket altid gjort. Og man vil da nødig skabe uorden. I naturens gang. Eller sin egen. Så man går. Som sagt. Så gjort.

Og når man så har forvildet sig lidt rundt på må og få, bliver også dét kedeligt. Så man vender om. Ser sig tilbage (det er også naturens gang. At se tilbage. Erfaring kalder de kloge det). Ja man drejer hovedet og får nakken på gled og det hele sætter sig fast. Hoved og nakke. Rasende upraktisk. Så man går tilbage. Af den samme nedtrådte sti, som man kom ad. Ikke spor klogere, men med nakkehold og ondt i hovedet.  Så alligevel hellere vande blomster.