Louise Juhl

Jeg er opdraget til at være nuanceret. Til at se verden fra flere vinkler, frø- og fugleperspektiv, i farver og sort-hvid. Jeg har lært, at hver gang jeg peger en finger mod nogen, så vender jeg fire mod mig selv. Jeg ved, at langt de fleste, der gør ondt, selv er opvokset med ondskaben, hærdet mod medfølelse af misbrug, misrøgt, mangel på omsorg. Jeg forstår dem, hvilket ikke er det samme som at acceptere. 
De gange, jeg er blevet mobbet, har jeg forsøgt at forstå mobberen, dennes motiver, magtesløshed. Når jeg i en tråd om min sygdom, hvor jeg fortæller om min sygdom, om sultens sprog, i en kommentar læser mig selv forklaret som en “der var syg i hovedet” og uden for rækkevidde, så har jeg gjort mit bedste for at imødekomme afsenderens, ja lad os kalde det noget firkantede udlægning af en meget kompliceret virkelighed. 
Der er meget godt at sige om nuancering og tolerance – også over for sine modstandere. Det mindsker vreden og magtesløsheden og gør også en forsoning nemmere. Men det kommer også med en pris. For hvis du hver gang, du føler noget, mener noget, tænker noget, møder dig selv med fire anklagende fingre, så ender du til sidst med en hel hær af fingre vendt imod dig:
Måske er det dig, der er glat på den? Måske er du ikke tilstrækkelig forstående, ikke medfølende nok. Måske bærer du selv en del af skylden, en rem af huden, en splint af bjælken. Og sådan fortsætter det dagen lang med at diskutere værdien af egne følelser og eventuel mangel på indsigt. Måske er man virkelig syg i hovedet, uden for rækkevidde. En fucking flæbeabe, en tudetøs, en pleaser-puddel. Måske burde man se lidt indad, på alt det lort, der ligger derinde og gemmer sig, skyld og skam. Og var der ikke også noget med en flue, man kvalte under et glas engang. og en haletudse, man glemte at sætte tilbage i søen?
Det jeg vil sige er, at medfølelse er godt. Nuancer også. Men at jeg nogen gange ville ønske, at jeg nok kunne nøjes med at pege én finger ud. Men lige sådan kun én – i stedet for fire – tilbage, så der ligesom blev balance i lortet. Lige dele forståelse og forurettelse. At jeg for en gangs skyld kunne få lov at føle, hvad jeg føler, uden at tvivle på om jeg er berettiget til det. At jeg for en gangs skyld kunne sige nej. Uden forbehold, bare nej, jeg er ikke syg i hovedet, jeg er ikke uden for rækkevidde. 
Faktisk er jeg lige her.