Louise Juhl

Det forekommer måske irrelevant, at jeg skriver om heste. Om deres maner og manker og forskellen imellem. Men når de nu står her på en mark og damper, som om det ikke var tilfældigt, at de stod på netop den her mark, i netop den her tekst, ja så er jeg nødt til at nævne dem. Hestene, altså.

*

Jeg vågner alt for tidligt. Det er stadig mørkt og månen hænger på himlen, som var den en glemt julekugle på en bøgegren i marts. 

Jeg står op og  skriver ”hest” på et stykke papir. Nedenunder:
”Mule, mane, hals, hove.” 

Mit første minde om en hest er fra en mark i Nordjylland. det var i november, græsset var hvidt af rim, solen iskold i røven. Og der stod de så, hestene, som om de havde stået der altid, med brede hove og åndede så tungt, at det tegnede skyer i luften, små hvide hilsner. Min mor forklarede mig, at dampen skyldtes, at hestenes varme ånde mødte luftens kulde, og jeg syntes, at det møde var det smukkeste jeg nogensinde havde set. 
På engelsk hedder en hest: horse. På indonesisk kuda. På fransk cheval. Häst, hestur, Hiisti. Det sidste lyder som en finsk remse. Yksi kaksi kolme. 
Jeg holder meget af heste. Det er noget med måden, de står på. Som om de altid har stået sådan. På jorden med fire ben og hove i stedet for fødder. Mule i stedet for mund. Flanke, hase, spore. Knæ og albuer. 
Hestens hjerte vejer 9 kilo og dyrets øjne hører til de største blandt de landlevende pattedyr. Jeg ved ikke, hvor store mine øjne er, eller hvor meget mit hjerte vejer, men jeg ved, at jeg engang skrev en digtsamling med titlen ”Det skulle have været en hest” og ét af digtene lød: 
”Sneen er en scene og 
hvert fnug er en debut”

Mon en hest smelter, hvis man fanger den med tungen?

*
Jeg drømmer, at dyret drømmer om mig. I drømmen løber jeg over marker, heya, heya, hela. Jeg er lykkelig sådan, bærende hestens drøm på min ryg.

* 

Hesten er som en feber, den kommer og går. Først er den der, og så er den der ikke. Som en muskel, der trækker sig sammen for øjeblikket efter at slappes. 
Efter sådan et besøg er jeg træt. 

Jeg var et indadvendt barn. Ikke sådan at forstå, at jeg ikke talte, tværtimod. Jeg talte hele tiden. Om tusindben, der ikke havde tusinde men kun 240 ben og bænkebiderne, der slet ikke bed. Men når ikke jeg talte, var jeg mere stille end de fleste, og kontrasten fik de voksne til at bekymre sig. Er der noget galt, ville de vide, er du ked af det?
Jeg rystede på hovedet, det eneste, der var galt, var jo mig.
Af samme grund drømte jeg om at være en anden, og det var sådan, hesten blev min ven. Jeg lukkede simpelthen øjnene og forestillede mig, hvordan jeg begravede mine hænder i dyrets mane, eller jeg krøllede mig sammen og forsøgte at falde i søvn i håb om, at vågne op som et føl.

I dag anser jeg ikke mit ønske for andet end en uskyldig leg med virkeligheder, en barnlig længsel efter mule og mane, hestens pelsede varme. Men der er dage, hvor jeg genkender savnet og igen ønsker, at jeg var mere hest, mindre mig.

*

Min mor har lært mig, at tåge i virkeligheden er mørke, der vender det hvide ud af øjnene. Måske er heste på samme måde i virkeligheden mennesker, der har fået nok?