Louise Juhl

I går så jeg Slædepatruljen, en dokumentar, der følger 18 kvindelige aspiranter i deres kamp for at leve op til kraven for at gøre tjeneste i Siriuspatruljen. Et udskillelsesløb, kalder de i programmets prolog præmissen, de atten skal reduceres til først seks, senere to, for at nå frem til én vinder. Den stærkeste – ikke bare fysisk men i lige så høj grad mentalt. Det fik mig til at tænke en masse. På det med fysiske og det mentale, udskillelsesløbet, vi hver dag deltager i. Derhjemme, på jobbet, i skolen, blandt venner. For er vi nu gode nok. Dygtige, kærlige, robuste nok. Vi skal være fællesskabsorienterede men omvendt også selvstændige, vi skal kunne give køb på egen interesser for et fælles bedste men også turde sætte grænser, sige fra.
I programmet blev alledeltagere bedt om at rangere deres kammerater: Hvem ville de helst lægge deres liv i hænderne på, og hvem
ville de nødigst tilbringe en måned alene i snestorm med? Det er et barskt spørgsmål, de fleste af os har ikke noget imod at pege på dem, vi holder af og beundrer, men vil nok helst være fri for at pege på dem, vi af forskellige grunde, har det svært med. Måske fordi de råber for højt, måske for de gemmer sig, lader andre tage det hårde slid. Måske er de for egenrådige, løber forrest og kalder kom, men uden at se sig tilbage og sørge for, at alle er med. Andre er for pleasende, lader sig kue og siger ja, også når det, de bliver bedt om er risikabelt eller direkte imod deres egen overbevisning.
I programmet endte Sofie med at være den, de færreste ville satse deres liv på. Hun var simpelthen for sød, brugte for mange kalorier på at rose og heppe i stedet for at finde vej, løbe hurtigt. Hun manglede overblik, gik forkert af retningen og mistede sin vest, tog gang på gang fejl. Alle var enige om, at hun var en fantastisk ven, et rart bekendtskab, et godt menneske.
Men det er ikke nok, når det er femogtredive graders kulde og hundene graver sig ned for ikke at dø. Så giver det ikke meget at være sød og opbakkende, her er det handlekraft, hårde skills, der tæller. Muskelstyrke, overlevelsesinstinkt. Så Sofie blev sendt hjem og var selvfølgelig ok med det, for hun er jo en pæn pige og pæne piger ved, at man skal tage godt imod kritik, bruge det positivt, sige “tak for at kassere mig, det er til mit eget bedste.” Ligesom Nivi smilede, da hun blev sendt hjem, fordi hun var bange for vand. Det dur jo ikke, og hun smilede, så der næsten ikke var plads på skærmen, fordi hun var så glad for at få lov at være med og blive sendt hjem, som en af de første. Tak, tak.
Ok, jeg sætter det på spidsen, det er helt urimeligt, både Sofie og Nivi fortjener alverdens ære for at bære deres nederlag med et smil. Og ja, det er helt sikkert rigtigt set af både de øvrige deltagere og dommerne, det er slet ikke det.
Det er mig. Der tænker på, hvornår jeg bliver sendt hjem. Fordi jeg snakker for meget. Tænker for meget. Deler for meget. Mener for meget (mens andre mener, jeg mener for lidt). Det der daglige udskillelsesløb, hvor vi hele tiden vurderes og skal kunne det hele. Være hårde og kontante, handlekraftige og stærke. Men også være imødekommende, sociale, lyttende, empatisk, følsom. Jeg ville helt sikkert blive sendt hjem som den første. Jeg har Raynaud i svær grad, mine fingre og fødder bliver følelsesløse bare temperaturen nærmer sig nul, mine blodkar trækker sig simpelthen ufrivilligt sammen, der er ingen forklaring eller god grund, det er bare en fejl i mit system. Jeg er også typen, der føler for meget, og spørger for meget: er du ok, kan jeg gøre noget anderledes, er det bedre hvis?
Jeg tror, det er mange kvinders lod. At føle, de skal kunne det hele. Køre på slæde og dykke efter dunke, finde vej men også trøste dem, der farer vild. Være en god kammerat, så længe der er plads til den slags, til omsorg og bekymring, men på samme tid være den, der slår hunden ihjel, hvis alternativet er at dø af sult. Det er skide svært at være det hele. Jeg fejler hver eneste dag, bliver sendt hjem – ikke fra Grønland, men fra Brugsen, fordi jeg har glemt min pung eller fra lægen, fordi jeg ikke har en tid. Andre gange bliver jeg sendt hjem af mig selv, fordi jeg aldrig er god nok, klog nok, kærlig nok, nok nok.

(Det her er ikke en diskussion af programmets præmis eller Siriuspatruljens berettigelse, men alene overvejelser om det daglige udskillelsesløb og om nok NOK)