Nøkken

by Louise Juhl Dalsgaard

Nu gør du det igen. De små ryk med hovedet, som mor ikke bryder sig om. Små ryk der ligner et gisp, der har sat sig fast, en drøm du ikke kan ryste af dig.

Et ryk. Og et til. Mor kan ikke lide det.

Hun bukker sig ned og tager dig op, og du ser på hende. Hun holder dit ansigt tæt mellem sine hænder og kysser dig. Kysser gisp og gamle drømme bort. Mors nøkkebarn. Du skal ikke gispe mere, ikke rykke med hovedet, ikke gispe. Nej.

I er sammen, mor og Nøkkebarnet, lige her.

Nu synger mor for dig.

I de store skove nær ved Siljansøen

Bor en gammel spillemand, han venter kun på døden

Huset som han bor i byggede han selv

Af træer som han fældede langs den blanke elv”

Og hun fortæller dig, hvordan du kom til verden af et birketræ. Om hvordan i nu bor i et hus af birk, fældet for at befri dig. I ler begge, eller mor ler og du ser på hende med de mandelbrune og mor er sikker på, at det er glæde hun ser.

Indtil der går der skår.

Du kalder ”Mama” og flyder over dine bredder.

Jeg er jo lige her”, tysser mor ”nu ikke græde”. Hun tager dig op og holder dig fast.

Jeg er jo lige her!”. Fast, holder hun dig, ”schsssss”

Og de mandelbrune ser på mor, og brænder sig vej igennem.

Mor ser på dig. Du ser på Mama.

Mor kender dig, hun lytter og tømmer. Mor dræner dine mandelbrune for glemte drømme og lader dem se. Alt det der er her.

Huse af birketræ, peger hun.

Og smører creme på din hud, så dine sår kan hele. Aer dig over kinden. Aer og aer og aer. Så, så, så, så. Hun lægger kolde klude over dine øjne, så feberen kan forsvinde. Så dyret i dine mandelbrune kan holde op med at dunke, og det vilde forlade din krop. Hun skærmer dine øjne så de kan se, hvad de skal se. Så du kan trække vejret med mor og fordoble hendes drømme.

“Mit nøkkebarn, min solskinsbryder, mit skyggefald”, nynner mor.

Dunk, dunk, banker dit hjerte i ridt over en bjergryg.

Hun mærker sig din puls og tæller ned.

Ti,ni,otte…s-y-v, s-e-k-s, f-e-m, ….til nul.

Og dyret slipper sit tag og du falder til ro og det vilde forsvinder. Dine mandelbrune er lukkede og du hører kun mor, der synger dine drømme i søvn.

De sidste fire år har ingen set ham mer

Men folk på egnen ved dog hvor den gamle er

Han er blevet tosset, si´r de hvis man spør´

Gå ikke op til spillemanden han har låst sin dør

Han sidder nu og spiller og snakker for sig selv

Han er blevet tosset, han spiller sig ihjel

Om natten kan det ske, han ta´r sin båd og sejler

frem på Siljan søens vand, der spiller han for dem”

Der er andre, der taler om tiden før og tiden efter. Om mama og om mor. Om forskellen. Og om det mandelbrune, der er gået til ro.
Men mor trøster. Fortæller dig at man ikke skal tro på alt, hvad folk siger. Mor er her hos dig og synger for dig. ”Schssss”, hvisker hun og holder dig fast.