Louise Juhl

Jeg genlæser Elizabeth Strouts genialt gode roman “Åh William!” og kommer i tanke om første gang, jeg skulle have besøg af Michael. Vi havde kendt hinanden en uge, vi var mødtes to gange før, første gang på Cafe Drudenfuss, anden gang hjemme hos ham. Han havde lavet den mest vidunderlige gullash, og selvom jeg stort set ingenting spiste , tog jeg to gange af gryden. Den havde simret i fire timer, fortalte han, bare kød og grove grøntsager og omsorg, intet andet. Det er til dato et af de bedste måltider, jeg har smagt. 
Men denne her søndag, det må have været allersidst i maj, mødtes vi altså hos mig i min etværelses på Tamperdalsvej. Der var ikke meget plads, min stue gjorde det ud for både kontor og soveværelse og spiseplads, vi sad klemt inde mellem reol og seng. Som jeg har nævnt, spiste jeg meget lidt dengang, agurk, Gajol og så glaskål, som jeg skar i papirtynde skiver og tyggede. En i timen. 
Men nu skulle jeg have besøg og det var ikke af hvem om helst, så jeg havde været i Aldi og købt rejer i lage fra Launis og kartofler på glas, fordi jeg ikke vidste, hvordan man lavede mad. Og måske fordi jeg var bange. bange for maden, for at røre ved den, smage på den, dufte til den. Så jeg købte det hele færdigt, på glas og i bøtter, en fedtfri Thousand Island som sovs og et icebergsalat, jeg rev i stykker og anrettede på en foliebakke, jeg havde gemt, fra engang jeg havde gæster til fødselsdag.
Han kom lidt i syv, jeg havde sprøjtet mig med Anais Anais, vi krammede kejtet, kyssede kort, jeg viste ham rundt. Først det lille badeværelse med lyskæde rundt om spejlet, så det aflange køkken og til sidst stuen. Jeg undskyldte. For, at der både stod seng og kontorstol, reol og TV, men Michael rystede på hovedet og mente ikke, der var grund til at undskylde. han roste den karryfarvede lænestol, jeg havde arvet min morfar og Futonsengen med et ryglæn, der kunne indstilles, så man både kunne sidde, hvile og ligge. 
Så satte vi os for at spise, jeg havde siet lagen fra rejerne fra og hældt dem i en kinesisk skål fra Søstrene Grene, det samme med kartoflerne. Jeg bød ham også på vin, jeg havde valgt den på grund af flasken, en fint ornamenteret lige lovlig grøn flaske med en etikette i gammeldags stil: Slot med spir og en kone med klæde. Han drak meget lidt, spiste endnu mindre, jeg tænkte, han vel var nervøs. Og det var ikke før mange måneder senere, at det gik op for mig, hvor meget det må have krævet af ham at sidde der og spise lagerejer, glaskartofler og Thousand island. Ikke fordi han var hverken fimset eller fordomsfuld, men fordi det var et skrækkeligt måltid, sure rejer, selvdøde kartofler og en hedvin så sød, at den kunne opløse tænder. Men han blev, og vi kyssede og så en film, og Michael kunne navnene på alle skuespillerne og også på det band, der havde lavet musikken. Senere læste jeg noget op, jeg havde skrevet, og han lyttede og sagde, at han havde lyst til at høre mere, og om vi skulle ses dagen efter. – Han skulle nok lave mad, lovede han, og vi sås og senere flyttede vi sammen i noget større, fik flere værelser og lyskæden på badeværelset blev taget ned. Jeg tror stadig, jeg har den i en kasse et sted.