Louise Juhl

For et lille år siden døde en af mine gode veninder. Hun var ikke ung længere, over firs, og havde været syg et stykke tid. De sidste uger tilbragte hun på hospice, jeg besøgte hende, mens hun lå der. Det var i slutningen af maj, og varmen var trykkende. Hun lå i en hospitalsseng på en lille terrasse og suttede på isterninger for ikke at udtørre i munden. Fuglenes fløjten lød som en kliché, jeg havde en lille buket tusindfryd med fra haven, lyserøde og mellemblå. De duftede ikke af noget. Vi talte om en novelle af Tove Jansson, jeg lige havde læst; jeg tror, det var varmen, sollyset og alle blomsterne, der fik mig til at tænke på den. Hun så på mig og konstaterede: “Jeg kommer nok aldrig til at læse igen.”
Jeg blev der ikke så længe, hun var træt og brød sig ikke om at ligge på “castrum doloris,” sørgeleje, og så endda før tid. Hun sagde, at hun var ked af, at det eneste hun havde tilbage af livet, var at dø. At hun egentlig helst var fri for lige den del. Hun lød ikke vred, snarere forbandet klarsynet. Da jeg gik, bukkede jeg mig ned over den høje hospitalsseng for at give hende et kys, men hun vendte ansigtet væk. “Alt det med afsked klarer vi i kirken,” sagde hun. Så gik jeg. Næste gang vi sås var til hendes begravelse.
Der tales (heldigvis) meget om sorg for tiden, om at miste -et barn, en mand. Ofte alt for tidligt. Alligevel synes jeg sjældent vi taler om, når ældre mennesker dør. Den sorg, der følger med, men også tiden op til. De ældres egen angst for at dø. Sorgen ved at skulle se i øjnene, at “det var dét”. At resten af teksten er mindeord.
I efteråret gik jeg en tur med min mor i skoven, det var i oktober. Undervejs bukkede hun sig ned og samlede et blad op fra jorden. Det var slimet, halvsort, godt på vej til at formulde.
“Stadie IV,” mumlede hun, “det er dén vej, det går.” Så rejste hun sig og gik videre.
Min mor fylder firs i juni, hun frisk som en havørn. Alligevel er hun dødeligt bevidst om, at livet har en udløbsdato, og at den ikke er så fjern, som den var engang. Det er dén vej, det går.
Jeg kan ikke tænke tanken uden at gå helt i sort. Men hvad med min mor? Hvor gør hun af tankerne, af sin angst, sin sorg ved at skulle herfra?
Det har jeg skrevet en lille bog, ikke om min mor, men om alt det, livet handler om, når det handler om at dø. Den hedder “Alle dage tilbage” og udkommer i juni. Jeg bliver glad, hvis nogen vil læse den.