Louise Juhl

Eventyrerne er fulde af dem. Overgangene. Fra barn til voksen. Næsten al kunst handler om det, om transition og forvandling, puppen, der folder sig ud, spreder vingerne og flyver bort som den smukkeste sommerfugl. Men hvad med den anden vej, forvandlingen fra voksen til ældre eller gammel. Fra springende hjort til opløst ådsel.
For nogle år siden gik jeg tur med en ven i skovene omkring Silkeborg, en masse træer var væltet under en storm, nu lå de hulter til bulter i skovbunden, et virvar af løv, grene og oprevne rødder. Jeg kan huske, at den pludselig uorden gjorde mig glad, det mindede mig om min barndoms land, de nordjyske nåleskove præget af vestenvind og havsalt. En barsk og brutal natur. De østjyske bøgeskove, derimod, var anderledes yndige fra forår og til sidst på efteråret stod kronerne og lyste, først vårgrønne, så dybgrønne, så gule som stolte fakler.
Men på den her tur var faklerne faldet til jorden, og det yndige forvandlet til et morads. Min ven begræd det, han så frem til at skovfogeden ville få ryddet de væltede træer af vejen, renset såret, genskabt den orden, der sædvanligvis prægede hans skov.
Men sandheden er jo, at træer kun står til de falder, og derefter fungerer som føde for insekter og biller, der igen giver næring til fugle og padder, og sådan er den enes nød den andens brød. Det er ikke langtfra yndigt, men helt nødvendigt. At træerne spirer og gror og grønnes, den forvandling. Men også den, der følger: At de ældes, at stammerne bliver hule for til sidst at falde i en storm.
Det jeg vil sige er, at jeg savner fortællinger om den skønhed og nødvendighed, der findes i forfaldet. Huden på halsen, der bliver løs. Begyndende leverpletter på hænder og arme. Vreden, der ikke bliver mindre, men en anden, mere spørgende. Tankerne, der får en anden rytme, knap så meget stortromme, lidt flere slag med whiskers. Det bliver måske lidt sværere at begejstres, men til gengæld nemmere at holde ved, holde ud. Rumme at det går fremad også når det går tilbage. Jeg fyldte halvtreds sidste år. Tænk sig, det er svært bare at skrive det. Det er som at rejse sig op til et selskab og sige at det går den forkerte vej. At man er nærmere festens afslutning end dens begyndelse. En eller anden vil nok at lette stemningen, løfte et glas og råbe “skål”, og alle vil følge efter, “skål”, og tømme deres glas og Jesper fra fodboldklubben vil sende faste med kød rundt og Palle Portvinstud vil råbe: “Får man aldrig noget sovs”. For det er så meget sjovere, at se en sommerfugl sprede sine vinger end det er at se den flakse fortvivlet en sidste gang. Og nu er det ikke fordi jeg er end at dø, og jeg elsker både fester og sovs og at skåle, men derfor synes jeg alligevel at vi trænger til at tale om den del af forvandlingen, der handler om at falde. Som træer i stormen og æbler, der slipper. Brød og død, skål og sovs.
Her i weekenden mødte jeg en ældre kvinde, Fru Damgaard hed hun. Hun var klædt i en smuk dueblå cardigan og lyse bukser. Hun gik med gangstativ. Langsomt, behøvede hjælp. Men hun var helt usandsynligt levende, som hun sad blandt publikum lyttede, mens jeg læste op, og bagefter kom hun hen og roste oplevelsen, og jeg havde lyst til at falde hende om halsen og sige tak. For lige præcis hun, havde med garanti læst og hørt mere end de fleste, og hvis hun fandt mine ord værd at lytte på, ja så var det alt nok. Det kan godt være, at Fru Damgaard ikke spreder sine vinger og flyver, men hun går rundt i verden med sit gangstativ og spreder håb og glæde. Den forvandling fra sommerfugl til noget andet, noget mindre flagrende og flaksende, noget mere, ja jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det.
Men jeg synes, det fortjener at blive hyldet.