Louise Juhl

Jeg læser Omrids af Rachel Cusk, en kvinde tager til Athen for at undervise på et skrivekursus, undervejs møder hun en række mennesker, der alle betror hende deres historie. Manden på nabosædet i flyet, udlejeren af den lejlighed, hun bor i, græske venner, en perifer kollega. Jeg holder af bogen, fordi hver af betroelserne rummer et lille stykke liv, et vindue til en verden udenfor mig selv. Som nu vennen, Paniotis, der er fraskilt og mindes den første tid efter bruddet fra sin kone. Hvordan han tog børnene med på ferie – at deres hud blev skamferet af bid efter myg, at de rendte ind i et frygteligt uvejr og måtte søge ly på et tilfældigt hotel fyldt med katolske pigespejdere. Hvordan Paniotis – midt i dette kaos – pludselig følte trang til at ringe til sin ekskone. betro sig sin ulykkelighed, berette om uvejret, søge trøst. Men at han, da han beslutter sig for at ringe, får en mandestemme i røret, og senere, da han taler med sin kone, langtfra får den medfølelse, han havde håbet på, men i stedet tavshed – efterfulgt af et kortfattet:
“Jeg er sikker på, du finder ud af det.”
Paniotis betror den kvindelige hovedperson, hvordan han i det øjeblik indså, at noget var forbi, endegyldigt tabt. En fortrolighed og ikke mindst en fælles historie, ideen om en lykkelig familie, en kærlighed uden ende. I stedet fandt han nu sig selv helt alene, med ituslået fortid og en fremtid uden udsigt. Han var vendt tilbage til hotellets spisesal, hvor pigespejderne sang, børnene spiste fortsat. Senere hørte regnen op, lige så pludseligt som den begyndte. Hotelejeren slog dørene op, solens lyste rummet op.
I dag huskede hans børn intet om episoden, om uvejret, myggestikkene eller de katolske sange. Det eneste, de genkaldte sig fra ferien dengang, var et besøg på et kloster i bjergene, hvor de måtte iklæde sig lagenlignende skørter for at få adgang. Sådan er vores historie forskellige, selv når de er ens, konkluderer Paniotis. Nogen bemærker noget, andre andet.
Nu er hans børn begge flyttet udenlands: Velsagtens flygtet fra fra hans og konens mange vildfarelser, mener han, men en anden gæst ved bordet, en småt-spisende, let neurotisk forfatter, afbryder ham. Deri tager du fejl, siger hun. Børn er selvstændige væsner, deres liv er deres eget og du overvurderer din egen betydning, hvis du tror, at dine fejltagelser har afgørende indflydelse på deres liv:
”og under alle omstændigheder, hvorfor skulle deres liv være fuldkomment? Det er vores egen forestilling om fuldkommenhed, der plager os, og den er rodfæstet i vores egne ønsker,” fortsætter hun.

Jeg er ikke selv mor, men jeg er nogens datter, og synes scenen her er interessant. For er det ikke rigtigt, at vi:

1. Har en ide om at livet skal være en perlerække af gensidigt afhængige- og altid lykkelige hændelser, der tilsammen skal udgøre et ”godt liv.”
2. At vi – måske fejlagtigt – forstår et godt liv, som værende uproblematisk, smertefrit og altid fremadskridende.
3. Selv har jeg oplevet rigtig meget. Jeg har boet treogtyve forskellige steder. Jeg har haft kat, kanin, en chinchilla og nu har jeg hund. Jeg har oplevet at gå fra glat til krøllet hår på en nat. Jeg har været indlagt sammenlagt halvandet år, og fået mad gennem sonde. Jeg arbejdet som sekretær hos en kiropraktor og på et psykiatrisk hospital, har solgt ost og kølemidler (ikke på samme tid.) Jeg har udgivet syv trykte bøger, en kortfilm, et musikalbum og verdens (måske) eneste badgedigtsamling. Skrevet tre teaterstykker. Jeg har haft huller i ørene og ét i næsen og været så syg af skarlagensfeber, at jeg i vildelse råbte ad min hovedpude. Jeg har tabt henved tusinde konkurrencer, men vundet to. Det er de sidste, jeg husker. Jeg er blevet glemt i en majsmark i Tyskland og evakueret fra en metro i London. Tilsammen er det så blevet til mig. Eller til trods for alt det, er jeg blevet mig. Eller? Er vi mennesker et regnestykke sat sammen af det, vi har været igennem, det vi kommer af? Bestemmer vi selv, hvilke tegn, der skal være mellem regnestykkets elementer: Plustegn, minustegn, gangetegn? Er der ubekendte i ligningen – som nu de katolske pigespejdere på hotellet i Cusks roman. Hvis ja, hvad betyder de så, gør de nogen forskel og hvis ikke, hvad betinger så, om noget gør indtryk eller ej?

Bogen er tankevækkende, velskrevet og nærmest meditativ med sine mange små fortællinger i den store. Særligt karakteristisk er det, at romanens jeg-fortæller forbliver forholdsvis anonym, mens alle dem omkring – via deres betroelser – får lov at forme og fortælle historien. Det synes jeg er et virkelig smukt og overbevisende greb, at vi lærer livet at kende gennem dem, vi møder. Og for mit vedkommende altså gennem mit møde med Rachel Cusks roman.