Om at tale og tie

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg har altid drømt om, at kunne holde min mund. Være den stille, pæne, bly og selvudslettende pige, som aldrig opponerer eller modsiger. Har blot måtte konstatere, at det er uladesiggørligt. Jeg er ikke en øde ø (eller måske er jee, men jeg kan ikke leve med det) Jeg må dele. Tankerne. Drømmene. Indtrykkene. Take it or leave it…

Min mentor udi livets store og små overvejelser – Søren Ulrik Thomsen – skriver herom:

“Det, hvorom man ikke kan tale, om det skal man tie. Men (man) kan ikke tie helt uden at ophøre med at være (…), så: Dét, hvorom man ikke kan tie, må man tale om på en anden måde. Man må tale om noget andet. Når mine digte således konstant handler om alt muligt andet en dét, der er dem, så peger de stumt på det sted, der er deres forudsætning, deres u-tematiserbare tema og deres endelige mål; den dør de kom ind ad og igen vil forsvinde ud af.”

See the point? Jeg taler og taler om alt og intet, men aldrig om dét, som ikke kan beskrives eller omtales, men som må leves og ses og forståes med øjnene og kroppen.
Måske jeg skulle minimere ordene. Kropsliggøre livet. Eller måske ikke???