Louise Juhl

I går lyttede jeg til en podcast med Sørine Gotfredsen. Hun havde inviteret Jens Albinus i studiet til en snak. Den første halve time var jævnt hen kedelig. Vi fik en rørende fortælling om Albinus opvækst som søn af en præst, et tidehvervsk hjem med klare holdninger men uden megen snak. Som præst burede skuespillerens far sig ofte inde bag låste døre for at koncentrere sig om livets “egentlige” kerne: At forkynde Guds ord.
I en salmebog som Albinus fik i gave til sin konfirmation, havde hans far skrevet “Den kærlighed du har til mig”. En sætning, der blev titlen på Albinus’ bog, men også et udsagn der i årevis marterede sønnen. For indeholdt den sætning ikke indirekte et påbud om, at det var hans opgave, hans ansvar og lod at elske. Ikke faderens eller Guds – men Jens Albinus’?
Der stod jo ikke “Den kærlighed jeg har til dig”.
Senere i udsendelsen fortæller Albinus om et vendepunkt i sit liv. I mange år havde han gået rundt og søgt en overensstemmelse mellem sit ydre og sit indre. Håbet på, at han som scenekunstner ville opnå en fuldstændig sammensmeltning af karakter og Selv, sådan som blandt andet Lars von Trier og andre dogmeinstruktører havde prædiket. Skellet mellem skuespiller og rolle skulle udviskes, det, der blev vist, skulle være det samme, som det, der var.
Men på en tur til Grækenland med sin forlovede læser Albinus Primo Levis vidnesbyrd “Hvis dette er et menneske”. I forordet gør forfatteren det klart: Hvis du forventer at få en fuldstændig beskrivelse af koncentrationslejrens rædsler, så går du forgæves. Der findes ikke noget sprog, for den slags. Skrev jeg det ned, siger han, ville det være umuligt at forstå.
Alligevel skriver Levi sin bog. Han bruger sproget til at pege på det, der ikke kan siges, til at sige noget andet. Og det får skuespilleren til at forstå, at han ikke skal VÆRE sin rolle, men BÆRE den. Frem på scenen, så publikum kan se den. Han skal ikke sætte ild til sig selv, men derimod bære en fakkel og tænde en kunstnerisk ild.

I lidt over atten år sultede jeg mig selv. Jeg brugte min krop og mit liv, til at fortælle, hvad jeg i virkeligheden skulle have båret i mine hænder, vist frem.
Og selvom det fyger med beskyldninger om selviscenesættelse, selvoptagethed og egocentrisme, når vi taler om nutidens mange autofiktive værker, så er der noget sært selvmodsigende i, at så mange peger fingre og gør sig til doms, når den position i sig selv er selvhævdende. Det at dømme andre til at være forkerte, narcissister, forkælede, whatever – er jo dybest set en måde at hæve sig over forfatteren, dennes intentioner, nutidens ånd. En særlig ophøjelse af sin egen person – “jeg ved bedre”.
Af samme grund tilgiver Jens Albinus sig selv for at være egoist, og for at gøre det til en levevej at sætte sig selv i scene. – Det er ikke mig, siger han, – der er vigtig, men det, jeg bærer frem. Jeg synes, der er stor kærlighed at hente i den tilgivelse. Alle de kræfter, vi – eller i hvert fald jeg selv – hver dag bruger på at afsky mig selv, min skrift, min væren i verden. Mit evige behov for at italesætte mine tanker. Tænk hvis jeg i stedet kunne se det som, at jeg stiller nogle ord til rådighed. Ikke mig selv, ikke min – iøvrigt temmeligt gennemsnitlige og jævnthen kedelige person – men overvejelser, refleksioner. Som den tyske filosof Hannah Arendt er citeret for at have sagt: Jeg er ikke sikker på, at jeg har ret i mit håb, men jeg er overbevist om at det er nødvendigt at tale om det.
Nødvendigheden af at tale. Retten til at håbe. At gøre sit bedste vel vidende, at det langt fra er nok.
Lad os bære over med hinanden og os selv.