Louise Juhl

Flere har de senest dage refereret til en vanvittig – og vanvittig god – artikel i The new Yorker: En velresearchet og forbilledligt nøgtern gennemgang af sagen om Alice Munro og anklagerne rejst imod hende for at ikke at tage sin datters anklager om stedfarens seksuelle misbrug alvorligt.
Artiklen er en rystende beskrivelse af en følelsesmæssigt fuldkommen forkvaklet familiedynamik. En mor, der alene formår at forholde sig til virkeligheden, når hun får lov at bruge den i en fiktiv tekst. En stedfar, der ved hjælp af en særligt perfid form for ironi formår at holde sine medmennesker fanget i et jerngreb. Gerry, som stedfaren hedder, latterliggør Munros følelser, han kalder hendes usikkerhed for “tåbelig” og udnytter kynisk Munros skrøbelighed til at fjernstyre hende, få sin vilje. Ha lykkes med at få den yngste datters helt almindelige henvendelser til at fremstå som forsøg på seksuel forførelse, og blottet igen og igen sit rejste lem – angiveligt for at bevise sin tese om, at hun er en Loilita-skikkelse.
Alice Munros eksmand, Jim og hans kone Carol, er vidende om Gerrys adfærd, men vælger at affærdige den misbrugte datters betroelser som “løbske fantasier” og mener, at det ikke er værd at tale om, så længe, der ikke er tale om fuldbyrdet voldtægt. Alice, den misbrugte datter, fortæller det også til sin mor, der reagerer med en sær form for – ikke vrede eller forfærdelse – men sorg. Som om hun er mere optaget af sit eget eventuelle tab ved at skulle forlade sin mand, end hun er ved tanken om de traumer, datteren er blevet pålagt.

Artiklen er lang og grundig, hårrejsende i al sin gru. Til sidst ved alle, hvad der sker, Munros redaktør og forlægger, familliens venner og kolleger, men ingen synes at reagere, pånær ved at holde afstand. Alice Munro forlader flere gange sin mand, men kun for at returnere efter få måneder. Hendes behov for tryghed og (forkvaklet) omsorg vinder over væmmelsen ved sin mands overgreb.
Gerry selv skriver et brev til Jim og Carol, en slags forsvar for sine handlinger. Han “nægter at skamme sig over sin egen seksualitet, som muligvis ikke lader sig begrænse af samfundets normer,” skriver han – læg mærke til hvordan han bruger sproget til at vende situationen til sin egen fordel. Nu er det samfundet, der er bornert og sygeligt forskrækket, mens han er en slags rebel, en oprører, der forsøger at udleve menneskets egentlige bestemmelse: Fri seksualitet. Det er vildt nok, men ikke ukendt, vi ser det overalt igen og igen. Hvordan overgriberen i dysfunktionelle forhold, forsøger at pege fingeren ud ad, væk fra sig selv. Kalder offeret for krænkelsesparat eller hysterisk. Latterliggør den kuedes argumenter: nåååå, hvor er det synd. Eller tillægger offeret en medskyld: – Du sagde jo ikke fra, – du nød det sgu selv.
Det sker hele tiden. Også når vi diskuterer sagen om Munro. Var hun i virkeligheden mere skyldig end sin mand, fordi hun valgte at blive, og på den måde ofrede sin datter på selvomsorgens alter. Var redaktøren i virkeligheden en klam kapitalist, når han, vel vidende at materialet beroede på virkelige hændelser med en dybt ulykkelig og traumatiseret datter til følge, alligevel valgte at udgive de noveller, der, mere end antydningsvist, bruger overgrebene som materiale? Hvorfor sagde ingen fra og hvordan lykkedes det Munro i årtier at leve med en mand, der nedgjorde hendes følelser og som var hende utro med hendes eget barn? Hvad er det for nogle dynamikker, der er i spil, når et Alice Munro med uhyggelig præcision formår at beskrive samme manipulation og overgreb, som hun i det virkelige liv ikke magtede at se i øjnene? Er det kunst? Er det emotionel menneskehandel? Er det et råb om hjælp eller tværtimod et forsøg på at fralægge sig ansvaret, ved at ophøje traumer til litteratur?

Gerry er utvivlsomt en kvalmende manipulator, men Munro benytter også beskidte kneb, når hun beskylder den misbrugte datter for misogyni, ved at forlange, at hendes mor skal forlade sin mand. “Det er at undertrykke min selvstændighed”, påstår hun og fortsætter med at sige, at ingen nogensinde ville forlange det samme af en mand. Det er jo absurd. Munros eksmand, Jim, vælger bekvemt at holde sig på afstand, at lægge øre til både datterens og hendes overgrebsmands betroelser.
Det er en formidabel artikel, og jeg er fuldkommen på røven over, at der findes et magasin som The New Yorker, der bringer så grundig og så gennemført journalistik om menneskelige dynamikker og manipulation. Artiklen blotlægger et virkeligt forløb, der er så vanvittigt, at ingen – måske på nær Alice Munro – kunne have skrevet det.