Pårørende efterlyses

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg husker, at jeg engang så en journalist efterspørge dødsannoncer med efterlysninger af pårørende. Så vidt jeg ved, resulterede det både i en bog og en serie radioprogrammer om de mennesker, der engang havde været nogen for nogen, men som tilsyneladende var endt uden særlig betydning for andre end dem selv. Måske knap nok det. Jeg ved også fra min tid som kirkeanger, hvor tom en kirke kan føles, et kapel, når man står og synger “Altid frejdig når du går” med udsigt over rækker af tomme bænke og en bar kiste. Jordpåkastelsen og præstens ord “Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå.”
Men hvad mening giver det at genopstå, hvis ikke man har noget at genopstå til. Nogen. Hvad er et liv, hvis ikke de samtaler, du har ført, de dyr og mennesker, du har elsket. Er det nok at trække vejret kun for sig selv, sin egen skyld, at spise og sove, trække uret op, fordi tiden i sig selv bliver et mål for væren. Seksogtyve år, femogfyrre, treogtres, niogfirs. Bingo?

Jeg har lige læst en artikel i The New Yorker om en kvinde, der beslutter at ville leve alene og fuldkommen isoleret i en grotte i femhundrede dage. Lige siden, hun var barn, har hun holdt af at gøre ting på egen hånd, holde forelæsninger for sine dukker, svinge sværd i luften, katjon, kapow. Senere uddanner hun sig til sportsinstruktør, lærer at klatre og give førstehjælp, og da hun fylder treogfyrre rammes hun af en klassisk krise. Hvad nu, hvorfor, hvor længe, hvorhen? Hun beslutter at flytte for sig selv, i en autocamper et øde sted, men selv der bliver hun forstyrret af tyve, der forsøger at stjæle bilen, og hun kører længere væk, til et øde bjerg Catalonien, opretter en profil på Instagram og poster billeder fra hverdagen i ødemarken. Tilføjer hashtagget #autosuficiencia som både kan oversættes med selvforsynende og selvtilstrækkelig.
Lang historie kort: Kvinden, Beatriz Flamini, beslutter sig for at tilbringe 500 dage i en grotte, isoleret fra og uden kontakt til omverden udover proviantering og en nødknapper, hun kan trykke på i tilfælde af akut opstået sygdom. Hun har ikke meget andet med en to tøjdyr, en bamse og en heks, bøger, mad, gryder, en sovepose. Almindeligt overlevelsesudstyr. Hun har en envejs-wififorbindelse, hvilket betyder, at hun kan sende beskeder, men ingen kan svare hende tilbage. Hendes mål er efterfølgende at tilbringe flere år i Gobi-ørkenen, men først vil hun bevise sin styrke og sin evne til at undvære – ikke alt, men i hvert fald alle andre.
Hun gennemfører faktisk projektet, og synger da hun bliver hevet op fra grotten. Hun udtaler sig til pressen, siger at det har været hårdt men også de bedste 500 dage i hendes liv. Senere undersøgelser viser dog, at hendes isolation ikke har været uden omkostninger: Hun har – helt bogstaveligt – fået tunnelsyn, i 500 dage har hun skulle fokusere sit blik på én ting ad gangen. Det har haft indskrænket hendes synsfelt, ligesom hendes hørelse er blevet påvirket, selv de mindste lyde bringer hende i affekt. Hendes korttidshukommelse er svækket, der er jo ingen grund til at tænke hverken et minut frem eller tilbage, når tiden står stille. Det handler kun om at holde ud. Til en start bruger hun sin menstruation til at måle tiden, men den bliver uregelmæssig, senere måler hun længden på sine armhulehår, bruger det som et centimetermål for dagene.
Der er meget mere i den artikel, når hun tegner sig selv, for eksempel, er det med bind for øjnene. Jeg ved ikke hvorfor den detalje gjorde sådan et indtryk på mig, måske fordi jeg tænker, at det er et udtryk for, at det at leve uden andre, er at miste blikket for livet. Måske er jeg bare romantisk, banal.
Da jeg var fem legede jeg mest med mig selv, jeg interesserede for dukker eller legetøj, jeg foretrak at forestille mig verdener, en hule beklædt med mos og med gulv af orange kantareller. Jeg lukkede øjnene og groede nedad, til jeg var på en størrelse med en kogle og kunne ligge på langs og knitre, som kogler jo gør, når de bliver varme. Det er noget med at sporene udvider sig, tror jeg. Andre gange forestillede jeg mig, at jeg var alene på isen og lavede ild ved at banke så hårdt med mit hjerte, at det slog gnister.
Min mor tog mig med til lægen, der spurgte ind. Om jeg hørte stemmer, om jeg var bange for hunde eller hvilke fire ting jeg ville tage med på en øde ø. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede, men det må have beroliget både lægen og min mor, for jeg fik lov at lege videre med mos og kogle og is, og da jeg begyndte i første klasse, fik jeg en veninde, der hed Lea, og i flere år efter var vi uadskillelige. Vi tog med hinanden til frisør og tandlæge, meldte os begge til spejder og blokfløjte, tegnede de samme tegninger og forærede hinanden. Så blev hende forældre skilt og Lea flyttede og man skulle skifte bus to gange for at besøge hende og af en eller anden grund slog det et hul imellem os. Afstanden altså, den helt fysiske afstand fra en bydel til en anden, fra Gug til Hasseris, og så var jeg igen alene.
Jeg kan ikke lade være at tænke på, hvorfor den spanske kvinde, Beatriz Flamini, så brændende ønsker at bevise, at hun kan klare sig selv uden andres hjælp, leve under jorden og uden lys. Hvad det er, der har gjort, at verden synes hende så forstyrrende, at hun hellere er fri. Hvilke oplevelser, der har gjort, at hun foretrækker at vende verden ryggen – måske for ikke at undgå, at verden skulle vende sig væk fra hende. Selv skriver hun nogle måneder efter sine 500 dage i isolation på instagram: “No es Huir. Es Ser.” Det betyder “det er ikke flugt, det er væren.”
Jeg har ikke drømt om at bo i en hule, siden jeg var fem. Men jeg elsker stadig skoven og roen og havet og himlen og koglernes knitren, som man kun kan høre, hvis der ikke er andre lyde, der forstyrrer. Jeg elsker at være alene, men kun fordi jeg ved, at det er en stakket frist, at lige om lidt, kan jeg fortælle nogen om det altsammen, om skoven og havet, om aleneheden som kun er rar, fordi jeg ved (eller i hvert håber), at den ikke varer ved, til jeg dør. Flamini bliver næppe begravet fra en tom kirke, det har hendes forsøg gjort hende for kendt til. Måske var det ligefrem derfor, hun søgte væk, isolerede sig i 500 dage, længere end nogen anden menes at have opholdt sig i en grotte alen før. For på den måde at sætte et aftryk, et spor. Måske var hendes rejse væk i virkeligheden det modsatte, en måde at sikre sig imod at dø ukendt og alene.