Louise Juhl

Jeg tror ikke, hun var bitter, det var i hvert fald det, hun sagde. Jeg er ikke bitter, men. Og så fortsatte med at fortælle, hvor glad hun var for huset, hvor mange somre, hun havde tilbragt dér på terrassen, lyttet til trækronernes bevægelser.
– Samme lyd som havet. 
Et egern havde engang siddet ikke meget mere end et par meter fra hendes fødder, bevæget sig lidt frem og tilbage. Hun kunne ikke undgå at tænke andet, end at det måtte være et tegn. Ikke at hun troede på den slags, tegn altså – men det her egern. Det var noget med øjnene, de ligesom så og så igennem. Om på den anden side af alt det her. 
– Alt det her? havde jeg spurgt, men ikke fået noget svar.

Det var mændenes ide, at hendes penge skulle sættes i huset. Pensionsopsparingen. Det var noget med en rentesats og investeringsafkast. Og selvom hun protesterede, kunne hun godt læse tallene. Der var mere at hente i at veksle hendes penge til jord og søm og norsk fyrretræ. Nu så hun tilbage på det hele. Uden bitterhed, gentog hun. På efterårsstormen i ’81, min brors sprængte akillessene og snesevis af nætter alene udenfor. Skuffet hud. Sit helle, kaldte hun hytten, selvom den med tiden var blevet lidt af en byrde. Gardinerne skulle jo stadig vaskes, skabene holdes rene, og uanset at hun insisterede på at være lige så frisk som altid, kunne hun ikke skjule, at det voldte besvær. Hun havde svært ved at hænge gardinerne op efter vask, indrømmede hun, og brød sig ikke om at stå og balancere som en ”gammel kone på en vakkelvorn stol”. Hvis hun faldt ville der sikkert gå uger, før nogen savnede hende. 
Jeg protesterede: – Mor! 
Vi tog sammen derop, det havde lige regnet, mosset gav efter, når vi gik. Vi plukkede kantareller, fyldte to orange skåle. Tupperware.
– De holder for evigt og gør, hvad de skal, svarede hun, da jeg spurgte, hvorfor hun ikke skiftede dem ud.

Hun havde aldrig savnet pengene, fastholdt hun. Pensionen. Huset var jo betalt ud, bilen også. 
– Jeg mangler ikke noget, tilføjede hun, som for at overbevise sig selv.

Jeg husker kun hun slog mig én gang. Det var en tidlig tirsdag aften og hun stod, som hun så ofte gjorde, i bryggerset og strøg. Bukser, skjorter. Strømper, trusser, ja selv bindestropperne på dynevåret blev strøget. Hun brugte timevis på opgaven, bevægede hånden med rolige nøjagtige bevægelser henover stoffets overflade, frem og tilbage. Først den ene side, så den anden. Døren derud til stod som altid åben, alligevel var det som om der var en usynlig grænse, en rude jeg ikke kunne trænge igennem, i hvert fald ikke uden at knuse glasset. Så jeg blev stående i døren, så på min mor og hendes hænder, strygejernet og brættet, der ind imellem gav en knagende lyd fra sig, når hun trykkede jernet særligt hårdt mod brættet for at glatte en genstridig fold. 
Jeg ved ikke hvorfor, jeg gjorde det. Måske var det jalousi. Mod rummet, ruden, strygejernet, dette lille helle, hvor min mor kunne være sig selv og jeg måtte klare mig uden. Måske var det bare en barnestreg, et første forsøg ud i provokationens kunst. I hvert fald trådte jeg over grænsen, gennem ruden, ind i rummet til min mor og greb det glohede apparat, rakte det op imod hendes kind, truende. Det hele gik så hurtigt, min mor greb fat om mit håndled, hev strygejernet ud af min hånd, råbte noget, måske var det bare en lyd, et nej. Og så slog hun mig med sin venstre hånd, en syngende lussing, jeg tror chokket var større end smerten. Min mor, min altid forsigtige, blødbarmede, tålmodigt trøstende mor slog mig? Jeg tror chokket ramte os begge lige hårdt, hendes ansigt styrtede ligesom sammen, revnede midt igennem. Hun gav en lyd fra sig, som et dyr, der får stød, og lagde så begge hænder om mit ansigt, undskyldte (Græd hun?) Undskyld, undskyld, undskyld. Så var det som om hun tog sig sammen, trak hænderne til sig, sagde: Det der må du aldrig gøre igen.
Hun spurgte ikke hvorfor, eller hvad der dog var gået af af mig, hun sagde bare – med en stemme, fuld af både trussel og trøst, at dét der måtte jeg aldrig gøre igen. 
Dét der.
Så tog hun et håndklæde fra bunken, fortsatte med at stryge, den ene side, den anden, og jeg gik baglæns ud af rummet, ligesom i film, når den ensomme cowboy rider væk. Vi har aldrig talt om det siden.

Jeg har lige læst en artikel på dr.dk. En ung kvinde fortæller om at føle sig ensom: “Det var en god dag, hvis nogen sagde ‘hej'”, forklarer hun. Senere finder hun ud af, at det ikke er meningen, at hun skal have det sådan, at ingen skal føle sig udenfor, alene, fremmed. Tingene ændrer sig, da hun kommer på efterskole og igen på gymnasiet. Hun får flere venner og lærer at række ud, opsøge fællesskaber. Men selv i dag, som 24-årig og halvt igennem et kandidatstudie, er hun mærket af folkeskolens ensomhed. Hun kan tage sig selv i at stå på dansegulvet og føle, at alle andre danser omkring hende, udenom. Udenfor.
Jeg genkender den følelse. Af at stå udenfor og se ind. På de andre, der sender feriebilleder fra Sicilien eller Fur. Af børnene, der bygger slotte i sandet, maler på sten: “Mor og Far” – og nedenunder en sommerfugl eller et hjerte. Jeg læser de mange kommentarer: “Hvor er de blevet store” eller “som snydt ud af næsen på dig”. Det er dejlige billeder, jeg elsker børn. Og sandslotte og sten. Men det er ikke mig, og det bliver aldrig min virkelighed, jeg fik ikke de børn, jeg drømte om. Michael og jeg må tage alene i Fårup Sommerland og bede personalet om lov til en tur i Egerntårnet, bare os, to voksne i samme vogn. “Okay da.” smiler den unge medarbejder overbærende, og dem bagved i køen griner lidt. Jeg forsøger at joke skammen væk, vender mig om: “I ved – jeg er bare aldrig rigtig blevet voksen.” Smiler bredt. Appelsin rimer på til grin.
Senere vinder jeg i Minigolf. Michael tager et billede af mig øverst på skamlen. Jeg har ikke så mange sejre at prale af, så det er med at forevige de få. Vi har en dejlig dag, da vi kommer hjem drikker vi hvidvin fra Mosel og ser gamle afsnit af Beck: Grannen kommer ud på altanen, skåler med Beck, der undskylder, at han ikke har tid til at snakke. Beck har aldrig tid, men Grannen opgiver aldrig, i hvert eneste afsnit dukker han op, lidt forhutlet og søgende efter selskab. En sært tragikomisk figur, det er umuligt ikke at holde af, måske fordi vi alle genkender ham.

I mange år var jeg ulykkelig over min tilstand. Følelsen af – ligesom Grannen – at stå ude på altanen og råbe skål uden at få svar. Men med tiden er jeg begyndt at se anderledes på det. Se ensomheden som en rumdragt, en klodset men helt nødvendig foranstaltning: En astronaut uden dragt ville jo også dø i løbet af sekunder uden sin dragt. Den beskytter mod vakuum, temperatursvingninger og stråling. Måske er det det samme med ensomheden, at den beskytter. At den er en lille buffer mod virkeligheden. Tager trykket fra de sværeste følelser, de hårdeste sten og fra skuffelsen, når sandslottet styrter sammen under tidevandets pres.

Og måske er det også det samme med skriften. Som nu, hvor jeg skriver om ensomheden, som var den en astronaut, der hang ude i rummet. En lillebitte prik – langt væk fra mig og mit: Se.

Mine bedsteforældre havde en rød Cocker Spaniel, ganske lavbenet, alligevel nåede den mig til over knæet, for også jeg var lavbenet, cirka fem år.Det bedste jeg på den tid vidste var at dykke ned under skummet i badekarret eller, når jeg besøgte min mormor og morfar, at sidde blandt grønkålsblade og kartoffelskræller på jorden blandt hønsene, som de holdt i en trådgård. Jeg kunne sidde sådan i timevis og stirre på dyrene, der stirrede tilbage med sorte knappenålsøjne og sære Tourette-lignende halsbevægelser. Min mor bekymrede sig en del, hun forstod ikke, hvorfor jeg ikke hellere red en tur på hestene, forsøgte flere gange at tale med mig om det, kom her, klappede hun på pladsen ved siden af sig og lagde en arm om mig og spurgte ind. Til hønsene, som hun forklarede var meget simple væsner, der alene havde tanke for at æde, sove og formere sig. Modsat hestene, disse prægtige dyr, hvis ånde var tyk som tåge om vinteren, og som jeg kunne ae over mulen og læne mit hoved imod, når tingene blev svære. 
Jeg var ligeglad med ånde og mule, jeg blev ved at besøge hønsene, talte deres pikken, tohundredeogni, tohundredeogti, mens min bagdel blev fugtig og timerne gik.
Hunden, Bessie, ventede altid. Den sad foran døren ind til hønsegården; med ryggen til og let rejste ører. Når der var gået et antal timer, tre, måske fire, skrabede den mod døren, og jeg gik modvilligt ud for at klappe den. Fulgte med den ned til huset, hvor min mor ventede med længselsfulde hænder. Er du ok, ville hun vide, og strøg mig over kinden, jeg nikkede og spiste de to halve stykker brød, hun havde sat frem. En med æg og tomat, en anden med ost og orangemarmelade. Hunden fik det halve, rakt under bordet i skjul af voksdugen. Tallerkenen blev tømt, og jeg fik lov at gå tilbage til hønsene, der stod præcis, som da jeg forlod dem. På to ben, med tomme øjne, staccato-hals og tilsyneladende uden at have bemærket mit fravær. 
Siden dengang har jeg lært at holde af hestene og at fodre hunden i det åbenlyse. 

Jeg læser Omrids af Rachel Cusk, en kvinde tager til Athen for at undervise på et skrivekursus, undervejs møder hun en række mennesker, der alle betror hende deres historie. Manden på nabosædet i flyet, udlejeren af den lejlighed, hun bor i, græske venner, en perifer kollega. Jeg holder af bogen, fordi hver af betroelserne rummer et lille stykke liv, et vindue til en verden udenfor mig selv. Som nu vennen, Paniotis, der er fraskilt og mindes den første tid efter bruddet fra sin kone. Hvordan han tog børnene med på ferie – at deres hud blev skamferet af bid efter myg, at de rendte ind i et frygteligt uvejr og måtte søge ly på et tilfældigt hotel fyldt med katolske pigespejdere. Hvordan Paniotis – midt i dette kaos – pludselig følte trang til at ringe til sin ekskone. betro sig sin ulykkelighed, berette om uvejret, søge trøst. Men at han, da han beslutter sig for at ringe, får en mandestemme i røret, og senere, da han taler med sin kone, langtfra får den medfølelse, han havde håbet på, men i stedet tavshed – efterfulgt af et kortfattet:
“Jeg er sikker på, du finder ud af det.”
Paniotis betror den kvindelige hovedperson, hvordan han i det øjeblik indså, at noget var forbi, endegyldigt tabt. En fortrolighed og ikke mindst en fælles historie, ideen om en lykkelig familie, en kærlighed uden ende. I stedet fandt han nu sig selv helt alene, med ituslået fortid og en fremtid uden udsigt. Han var vendt tilbage til hotellets spisesal, hvor pigespejderne sang, børnene spiste fortsat. Senere hørte regnen op, lige så pludseligt som den begyndte. Hotelejeren slog dørene op, solens lyste rummet op.
I dag huskede hans børn intet om episoden, om uvejret, myggestikkene eller de katolske sange. Det eneste, de genkaldte sig fra ferien dengang, var et besøg på et kloster i bjergene, hvor de måtte iklæde sig lagenlignende skørter for at få adgang. Sådan er vores historie forskellige, selv når de er ens, konkluderer Paniotis. Nogen bemærker noget, andre andet.
Nu er hans børn begge flyttet udenlands: Velsagtens flygtet fra fra hans og konens mange vildfarelser, mener han, men en anden gæst ved bordet, en småt-spisende, let neurotisk forfatter, afbryder ham. Deri tager du fejl, siger hun. Børn er selvstændige væsner, deres liv er deres eget og du overvurderer din egen betydning, hvis du tror, at dine fejltagelser har afgørende indflydelse på deres liv:
”og under alle omstændigheder, hvorfor skulle deres liv være fuldkomment? Det er vores egen forestilling om fuldkommenhed, der plager os, og den er rodfæstet i vores egne ønsker,” fortsætter hun.

Jeg er ikke selv mor, men jeg er nogens datter, og synes scenen her er interessant. For er det ikke rigtigt, at vi:

1. Har en ide om at livet skal være en perlerække af gensidigt afhængige- og altid lykkelige hændelser, der tilsammen skal udgøre et ”godt liv.”
2. At vi – måske fejlagtigt – forstår et godt liv, som værende uproblematisk, smertefrit og altid fremadskridende.
3. Selv har jeg oplevet rigtig meget. Jeg har boet treogtyve forskellige steder. Jeg har haft kat, kanin, en chinchilla og nu har jeg hund. Jeg har oplevet at gå fra glat til krøllet hår på en nat. Jeg har været indlagt sammenlagt halvandet år, og fået mad gennem sonde. Jeg arbejdet som sekretær hos en kiropraktor og på et psykiatrisk hospital, har solgt ost og kølemidler (ikke på samme tid.) Jeg har udgivet syv trykte bøger, en kortfilm, et musikalbum og verdens (måske) eneste badgedigtsamling. Skrevet tre teaterstykker. Jeg har haft huller i ørene og ét i næsen og været så syg af skarlagensfeber, at jeg i vildelse råbte ad min hovedpude. Jeg har tabt henved tusinde konkurrencer, men vundet to. Det er de sidste, jeg husker. Jeg er blevet glemt i en majsmark i Tyskland og evakueret fra en metro i London. Tilsammen er det så blevet til mig. Eller til trods for alt det, er jeg blevet mig. Eller? Er vi mennesker et regnestykke sat sammen af det, vi har været igennem, det vi kommer af? Bestemmer vi selv, hvilke tegn, der skal være mellem regnestykkets elementer: Plustegn, minustegn, gangetegn? Er der ubekendte i ligningen – som nu de katolske pigespejdere på hotellet i Cusks roman. Hvis ja, hvad betyder de så, gør de nogen forskel og hvis ikke, hvad betinger så, om noget gør indtryk eller ej?

Bogen er tankevækkende, velskrevet og nærmest meditativ med sine mange små fortællinger i den store. Særligt karakteristisk er det, at romanens jeg-fortæller forbliver forholdsvis anonym, mens alle dem omkring – via deres betroelser – får lov at forme og fortælle historien. Det synes jeg er et virkelig smukt og overbevisende greb, at vi lærer livet at kende gennem dem, vi møder. Og for mit vedkommende altså gennem mit møde med Rachel Cusks roman.

Der var år, hvor jeg ikke sås med nogen, udover badegæsterne i svømmehallen og receptionisten i mit fitnesscenter. Det var nemmere sådan. At svare “bedre” eller “ok”, når mine veninder skrev og spurgte, hvordan det gik. Ikke andet. Og foreslog de at mødes, fulgte hundredvis undskyldninger, nogle helt sande andre pure opspind. At jeg havde vasketid eller var tilmeldt et foredrag på biblioteket. Måske var det noget med halsen, “mine kirtler er hævede og ømme,” skrev jeg, “jeg nødig ville smitte.” Jeg savnede dem, vennerne, men kunne ikke holde mig selv ud i deres selskab, og så blev løsningen altså svømmehal, biblioteker, gåture på Strøget. En bænk ved et busstoppested: anonym blandt en vrimmel af skolebørn, kvinder med lange negle og poser fra Mulberry og enkelte med flakkende øjne, som mine egne. Flere af os kendte hinanden, vi gik med samme lidt foroverbøjede nakker, som blomsterbuketter, der synger på sidste vers, hilste kort på hinanden, et nik eller “dav”.
Jeg gik tit i biografen, gerne til forestillingen klokken 12 eller 14, salene var næsten altid tomme på nær mig og måske en enkelt ældre mand i slidt sandfarvet hørjakke og et sæt ekstra briller i brystlommen. Jeg var ikke kræsen, så både Disney og Kurosawa, det var et helt særligt helle at sidde dér i den mørke sal med lysende lærred og lyde så høje, at mine tanker forsvandt. Forsvinde i de velourovertrukne sæder i timevis, et øjebliks fred fra tal og trin, kilo og meter, kalorier og krav. Jeg husker særligt en film, en dokumentar fra den mongolske højslette, en gruppe på måske ti vandrede med deres rensdyr og heste, slog telte op og lod en pibe gå på omgang i en kreds om bålet. Om vinteren var kulden isnende, nogle dage forblev de i deres poser, lå helt tæt og varmede hinanden, mens hestene stod udenfor og åndede, som spøgelser med en pels der var hvid af rim. 
Det var en meget lang film og uden egentlig handling, flokken ligesom bare gik og gik. Over græssletter og bjergrygge, snart i sol, snart i sne. Så var der en sø og udsigt til en fest af fisk, senere skov og farlige dyr som sneleopard og bjørne. Spor i sneen og nitten minutters realtime venten bag en sibirisk lærk i 18 graders frost. Forgæves, bjørnene vejrede menneskelugt og fortrak. Da rulleteksterne løb over skærmen var der gået tæt på tre og en halv time, den afsluttende musik var langstrakt og tudende, som et såret dyr, der kalder og kalder og således tiltrækker sig sin egen død. Rovdyr og ådselædere. Manden i hør blev siddende i sit sæde, efter at jeg forlod salen, han noterede noget i en bog, måske navnene på nogle af de mange planter ved Bajkalsøen, måske et digt om at nøjes. Udenfor var lyset skarpt og verden helt uden langsomhed, to piger løb efter bussen, en far forsøgte at trøste sine grædende tvillinger. På den anden side af søen kørte et udrykningskøretøj forbi, lyden skiftede fra skinger til klagende, som den passerede forbi. Når jeg siger, at jeg ikke sås med nogen, er det således ikke rigtigt, måske var den eneste, jeg ikke så, mig selv.
Dagen efter tog jeg i Zoologisk have og klappede et rensdyr, det var langt fra så blødt, som jeg havde forestillet mig. Pelsen var tæt og strid, nærmest afvisende. Sådan kan det, man længes efter, nogle gange være noget helt andet end det, man har brug for. 

Da jeg boede i København besøgte jeg hver dag et fitnesscenter, det lå øverst i Scala-bygningen på Axeltorv, jeg husker ikke, hvad det hed, men jeg så Casper Christensen der engang. Der var et særligt aflukke, hvor man kunne nyde en fitness-salat eller en fitness-cookie, mens man bladrede i magasiner trykt på meget tykt papir. Jeg selv nøjedes med at benytte maskinerne, jeg havde altid klædt om hjemmefra, lagde min pose med håndklæde og en flaske vand for foden af tappemaskinen, og så gik jeg. Op og ned, time efter time, uden at nå nogen vegne. Til sidst som regel så udmattet, at jeg måtte ligge ind over maskinen og hvile albuerne på sidestøtterne, og en instruktør i hvid polo og med lyse striber i håret, kom forbi og forklarede mig, at hvis ikke jeg rankede ryggen og holdt rigtigt om håndstøtten, risikerede jeg at få gigt i både albuer og håndled. Jeg tror, det var ment som omsorg, men jeg hørte det som en trussel og så væk, satte tempoet op, løb efter mine egne skridt.
Jeg lærte en pige at kende, hun havde langt barbieblondt hår og en taske fra Gucci med et lille stykke stof, hun brugte til at tørre sit ansigt med, panden, kinderne. Hun hed Charlotte og arbejdede som medhjælper i en jødisk børnehave, jeg ved ikke, hvorfor hun nævnte det med det jødiske, men hun var sød og snakkesalig og nok min eneste ven på det tidspunkt. Vi snakkede meget, ikke ikke om noget, tøj og kure, katte og en grønthandler på Frederiksberg, der solgte et særligt stærkt sennepspulver, der hjalp, hvis maven var gået i stå. Charlotte ville have fire børn, to piger og to drenge, hun vidste allerede, hvad de skulle hedde Alaia og Dina, Noah og Seth, de første år skulle de dele værelse, det var noget, hun havde hun set på film: At børnene sov i samme seng, delte legetøj og læste højt for hinanden, og sådan ville hun også gerne, at hendes børn skulle have det. 
Vi mødtes altid hjemme hos mig, på femte sal på J M Thieles vej, så købte jeg druer og Pellegrino i små buttede grønne flasker, selvom de var alt for dyre, og så snakkede vi om ingenting, og Charlotte tilbød at lakere mine negle med en lak, hun lige havde købt. Perlemorsfarvet. Og jeg trak strømperne af og Charlotte fik et chok, for mine negle var sorte af tryk og slid og huden helt tør, åh men nej dog, og hun opgav og ville i stedet smøre mine fødder med en særlig salve, men jeg trak fødderne til mig, for salven var fed, og fedt var farligt. NEJ. Og så lod hun salve være salve og snakkede i stedet om bordpynt og gardinringe og andet helt ufarligt og måske var det det, jeg holdt så meget af. Hun blev slags helle fra alvor og virkelighed, en barbieboble, sød og perlemorsglitrende og helt ufarlig.

Jeg læste engang, at der findes mere en halvtreds ord for regn på japansk, jeg ved ikke, om det er rigtigt. I går regnede det her. Hele dagen, det vil sige: Næsten ikke men dog, antydning af fugt i luften overalt. Vi gik otte kilometer langs stranden, havet lyste grønt, vinden tog til undervejs også selvom mågerne protesterede. Da vi kom hjem, faldt vi i søvn, jeg drømte, at jeg fangede fisk, tusindevis, men at allesammen var for små, på størrelse med en fingernegl, måske to. Der var ikke andet for, end at sætte dem ud igen, hver eneste, jeg fodrede søen, gav den tilbage, hvad jeg havde taget. Mere til, viste detvsig, for da jeg så ned, opdagede jeg, at mine fingre var forsvundet. Alle ti. Jeg må have forvekslet dem med småfisk. 
Så vågnede jeg, tændte op i brændeovnene, læste i Peter Højrups Jertefloden: Betty, bogens hovedperson, er flygtet til Spanien, hun vandrer rundt på må og få. Derhjemme har hun været slave af andres blikke, ønsker, forlangender. Hun har spejlet venindernes adfærd, adlydt brutale mænd. Nu, hvor hun endelig er fri, klamrer hun sig til sikkerheden i at gøre alt på samme måde som ellers: Æble, kaffe, Gå, Løbe, Græde, Ligge. Jeg genkender den klamren, at holde fast i rutinerne, dagens puls, fireogtyve timer af tres minutter af tres sekunder. Tælle dem alle, toogtredive, treogtredive. Jeg har byttet æblet ud med en håndfuld ærter og går som regel i stedet for at løbe, men ellers er jeg som Betty. Jeg ved ikke, om jeg burde gøre det anderledes, læse noget andet, drømme noget større. Passe bedre på mine fingre, måske. Men jeg ved, at det er tirsdag (ras digt, rist dag), at det ikke længere regner, og at det kunne være en begyndelse.

Det år jeg boede i Hundested, lærte jeg at ride og børste en kat, det var en norsk skovkat, Aisha hed hun, hun var stålgrå og helt sin egen, bar sin hals og hale med en stolthed, det var svært ikke at misunde. Jeg brugte timer hver aften på at børste hendes pels, kørte tålmodigt en kam igennem hårene på hendes ryg og hendes hale, om og om igen, og hun tålte min omsorg, tog imod den med en stædig distance, jeg til stadighed forsøgte at overvinde. Jeg sang for katten, nynnede Vem kan segla og Har du viser min vän, men hun så bare ud ad vinduet, eller slikkede en pote, og jeg lykkedes aldrig med hvad det nu var, jeg kæmpede for. At få en ven, en fortrolig, et ekstra hjerte med pels. Jeg blev ved at håbe til det sidste: at jeg ville vinde dyrets gunst, at hun til sidst ville overgive sig, spinde og smyge sig om mine ben, men det skete ikke, og jeg var knust, tænk sig at ikke engang en kat kunne tåle mit selskab. 
Der boede en anden pige på gården også, Josse, hendes mor drak, og hver gang de skulle ses kom noget i vejen, enten var bilen punkteret eller hendes mor havde mistet en ørenring, og var nødt til at blive hjemme og lede. Josse tog det pænt, hun råbte HA, altid HA, og løb så ud til hestene, lænede sit ansigt imod og strøg dem over panden. Hun var kun ni år, men helt uden frygt for de store dyr, hun stammede, men aldrig når hun talte med hestene. Hun sagde flere gange, at hvis hun skulle vælge mellem sin mor og Tinka, en sort Sorraia, ja så ville hun vælge Tinka. Senere fortrød hun, det havde bare været for sjov, forsikrede hun mig, men i det år, vi levede under samme tag, så jeg kun hendes mor én gang. Det var til Josses fødselsdag, hun kom kørende i en taxa og sang, med det samme hun trådte ud af bilen, “Josse har fødselsdag og det har hun jo og det er i dag”, viftede som en vanvittig med et BR-flag, og krammede sin datter så kejtet og længe, at Josse til sidst måtte skubbe hende fra sig: “Mor!” Hun blev ikke særligt længe, taxaen ventede og det var dyrt at have taxameteret stående og køre. Det forstod hun vel nok? Og Josse nikkede, ja, hun forstod, og vinkede, da hun kørte væk. Og så snart bilen var ude af syne, råbte hun HA, og løb ud til hestene.

I går kørte vi nordpå, vi talte om Michaels forældre, om hans far nu fik væske nok, lægen havde flere gange været efter ham. To liter om dagen, havde han understreget og foreslået Michaels far at fylde en kande fra morgenstunden og sikre sig, at den var tømt, når han gik i seng. Vi talte om risikoen for dehydrering, om svimmelhed og hovedpine, koncentrationsbesvær, men også om risikoen ved for meget væske. Fire liter kunne være decideret farligt, forklarede Michael, nyrerne risikerede at blive overbelastet. Jeg kom i tanke om timerne på hospitalet. Hver onsdag før vejning, hvordan jeg satte min alarm til klokken 4 nat, gemte uret under hovedpuden, så nattevagten ikke fattede mistanke, hvordan jeg listede jeg fyldte plastikflasker frem fra under sengen, madrassen, sengens lamelbund, tømte dem en ad gangen, slurk efter slurk efter slurk, halvt liggende, halvt siddende i mørket. Tømte først én flaske, så en mere, holdt vejret og lyttede efter personalets trin. Ingenting, fri bane, fandt en flaske mere, drak. Hvordan min mave vendte sig ved de mange liter, lydene dernedefra, som et tungt havdyr i nød. Hvordan jeg alligevel fortsatte, flere slurke, mere vand, mens jeg forsøgte at undertrykke min tissetrang, lysten til at kaste op. Så pludselig: Trin, der standsede udenfor, døren åbnet på klem, nattevagtens søgende blik og mig, der under dynen med flasken i hånden, fyldt til randen af vand og angst. Så lukkede hun døren og gik.
Tre timer senere var alle fem flasker tømte, to en halv liter, og jeg stillede mig i kø til vejning. Vi var otte på række, alle i lange t-shirts og med jagede blikke, vi blev kaldt ind enkeltvis, de fleste kom ud med forgrædte øjne, enten fordi de havde taget på og følte sig fede som flodheste. Ækle, tunge, dumme, for meget. Andre fordi de have tabt sig og nu så frem til uger med ekstra kost, flødeis og twixbar, supplerende ernæringsdrikke. Alle var tavse, vi havde hver især mere end rigeligt at gøre med at holde sammen på os selv, styr på tankerne, skjule vores dagsorden. Det blev min tur, jeg trak min fyldte mave ind, smed skjorten, lod mig veje. Et kilo mere end sidste uge, lægen noterede i journalen, så på mig, på den udspilede mave, mit flakkende blik, lagde en hånd på min skulder. Ikke andet, bare hånden dér og et fast blik. 
Klokken var nu 7.32, en sygeplejerske fulgte med rundt, sikrede sig at ingen løb ud og tømte sig for overskydende væske. Klokken otte blev morgenmaden serveret, tre deciliter tykmælk, to en halv deciliter sødmælk, altsammen oveni de to og en halv liter fra i nat. Jeg husker kvalmen, kampen, stilheden. Alle tankerne, der for rundt som forvirrede kugler i et lottospil, stødte tilfældigt sammen. Gnister af uro, foldede ben, trykket på blæren. På en gang fanget i min egen krop og på samme tid helt ude af den, jeg var et hylster, en maskine, der udførte en opgave, et kryds på en vægtkurve, et lod i nogen andres bingo. 
Efter maden var der hviletid, en time i den beige sofa med tv-shop, krydsord, laden-som-om. Bodil, sygeplejersken, talte og talte, hun havde været i sommerhus ugen forinden: åh alle de myg, sagde hun og kradsede sig på armen. Sascha tog høretelefoner på ørene, skruede demonstrativt op på max, urets viser bevægede sig i ryk. 9.09 blev til 9.10, min mave gjorde ondt, mit underliv, jeg talte sekunder, enogtredive, toogtredive, treogtredive, talte ned (eller op?) til klokken blev ti, det var en sindssyg leg, dødelig alvor, det var min krop mod verdens, deres mål mod mit. 
Var jeg en løgner, en simpel tyv, en snylter, en forkælet tøs. Eller en fange i mit jeg-fængsel, en lus mellem dagenes negle. Jeg ved det ikke, jeg ved kun at mit pis kogte, og at det dampede fra toiletkummen, da det endelig blev sluppet fri, at jeg græd og vidste, at det kilo, jeg havde vundet i dag, skulle indhentes ugen efter, at jeg var nødt til næste gang at drikke tre og en halv liter ugen efter fire en halv, og så videre. At jeg var på flugt fra mig selv i stadigt hurtigere tempo, løb, løb, løb, en hamster i mit eget hjul, og at det kun var et spørgsmål om tid før hamsteren gav op, hjulet imploderede, at tiden indhentede mig.