“Det rigtigste, jeg håber at kunne skrive, befinder sig nok der, hvor det familiemæssige og det sociale, myten og historierne mødes…hverken fotografier eller mine erindringer eller hvad familien kan fortælle, kan give mig denne sandhed”
“Det drejer sig om at finde en sandhed […], som kun kan nås gennem ordene”
Annie Ernaux, Kvinden.
I går tilbragte jeg sammen med et menneske, jeg først for nylig har mødt. Hun hedder Eva og er en gave. Vi talte om hvide dværge og om stjernetegn.
Mumrik, min hund, er født i tvillingens tegn, det er min mor også. Tvillingens tegn har Merkur som styrende planet. Merkur er den mindste af alle planeter, den roterer tre gange om sin egen akse, for hver to gange den løber om solen. Jeg ved ikke , hvad det siger – om Merkur, Mumrik eller min mor. Men jeg ved, at da jeg var lille, ønskede jeg mig en tvilling, mere end jeg ønskede mig noget andet. En søster eller en bror, der kunne forstå, hvad jeg tænkte, når jeg nu ikke selv forstod det. I stedet fik jeg en lilla undertrøje med et print af en giraf på maven. Jeg græd i flere timer af skuffelse, men min mor trøstede mig og forklarede, at “det man ønsker sig allermest, er ikke altid det samme som det, man har mest brug for.”
Det har jeg tænkt meget over siden: Jeg fik aldrig en tvillingesøster, heller ikke det barn, jeg så brændende ønskede mig. Men jeg fik guitar til min konfirmation og en hund, Mumrik, da jeg fyldte fyrre. Måske er dét ikke, hvad jeg ønskede mig allermest, men jeg er glad for begge dele, helt utrolig glad faktisk❤️
Det er altid godt at blive klogere, men det er ikke altid rart.
I går lyttede jeg til “Sygt nok”, et afsnit fra den 20. november 2020 med undertitlen “Bare ryg, drik og spis – så længe du er veluddannet”.
Programmet handlede om social ulighed og hvordan en sådan afspejler sig i befolkningens sundhedstilstand. Altså: Middellevealderen for de økonomisk bedst- versus de ringest stillede er ti år.
Ti år! Det er jo helt vildt.
I studiet var der besøg af professor i infektionsmedicin, Morten Sodemann, og Annette Kjær Ersbøl, professor ved Statens Institut for Folkesundhed.
Programmets vært, Maja Thiele, er læge med speciale i leversygdomme, og har både arbejdet på Hvidovre og Gentofte hospital. Her har hun mødt mange patienter med skrumpelever, en sygdom som er dødelig og umulig at helbrede. Men dødelig er vi jo alle, så det er helt afgørende hvor mange leveår, man kan forvente at leve efter en diagnose. I Hvidovre overlever gennemsnitspatienten to-tre, fire år. I Gentofte er det tilsvarende tal ti – ja for nogles vedkommende – tyve år.
-Sygdommen ved helt sikkert ikke, hvad postnummer patienten bor i. Så hvad ligger da til grund for forskellen? Uens behandlingstilbud? Bedre fysisk og psykisk udgangspunkt? Miljø, arv?
Sandheden er, at der ligger et hav af forklaringer til grund.
Evne og ressourcer til at følge op på en behandling, for eksempel. At magte at stoppe med al form for alkoholindtagelse. Tage sin medicin. Møde op til opfølgninger og samtaler. Have et socialt netværk, der bakker op og hjælper, også de dage, hvor det næsten ikke er til at klare.
Er du i forvejen udfordret. Har svært ved at komme op om morgenen og færdes i et miljø, hvor alkohol er en del af dagsorden. Er du ensom og flasken din bedste ven. Ja så er det knap så enkelt. For hvor skal du finde kræfterne fra. Hvem skal køre dig til behandling på hospitalet (du har muligvis ikke bil). Hvordan husker du at tage din medicin, og hvem kan du dele de svære tanker og situationer med? Finde kræfter og lade op hos?
Al den slags, som ikke er direkte relateret til sundhedsvæsnet eller den medicinske behandling, er helt afgørende for, i hvor høj grad en patient magter og evner at gøre brug af de tilbud, de stilles i udsigt.
I programmet blev der også brugt termen ”forhandlingsevne”. Det kan lyde som noget fra et poltisk træningsprogram, men i det her tilfælde er det mere hverdagsligt:
Hvor trænet er du i at fortælle, hvordan du har det? Altså hvad du føler, hvorhenne, hvor stærkt, hvor ofte og i hvilket omfang.
I hvor høj grad stoler du på dine egen oplevelser, tager smerter og ubehag alvorligt, giver det sprog. “Det skal arbejdes væk”, sagde min morfar altid, når han havde ondt eller var syg. Han var ikke så meget til snak, lad os sige det sådan. Men har man smerter i venstre arm, åndenød, svimmelhed, tiltagende træthed, kan det være ikke bare nyttigt men afgørende at sætte ord på, råbe op, hallo jeg har ondt! Tænker man omvendt, ”det nytter ikke at pive” eller “det skal arbejdes væk”, så risikerer man at ende med en blodprop i hjertets, der kunne være undgået, hvis man havde udtrykt sine smerter, taget kroppens signaler alvorligt.
Morten Sodemann fortalte om højtlæsning for børn. At læse højt giver børnene et sprog og hjælper dem til at fortælle deres egen historie. Det giver dem ord til at udtrykke sig. Ikke at behøve at nøjes med: jeg er bange, men også at sætte ord på, hvordan ’bange’ føles. Hvorhenne det føles. Hvornår det føles.
Det samme med mavepine, hovedpine: hvordan gør det ondt, hvorhenne. Er det en dump og dyb smerte eller føles den skærende og skarp?
Er den der hele tiden eller kun en gang imellem – og er der særlige situationer, den opstårEvnen til at sige, ikke bare hvor det gør ondt, men hvordan, kan være helt afgørende for, hvilken behandling lægen tilbyder dig. Og er du uøvet i at udtrykke den slags, risikerer du at give et i bedste fald ufuldstændigt- og i værste fald urigtigt billede af dine symptomer. Og dermed få den forkerte eller slet ingen behandling.
Det er bare sådan, at højtlæsning for børn i langt langt højere grad praktiseres i familier hvor forældrene har en lang uddannelse end i dem med kortere uddannesesbaggrund. Så også her slår sociale faktorer igennem ikke bare i første men også andet led, for forhandlingsevne er afgørende for, at lægen forstår de symptomer, der beskrives.
(Her må jeg virkelig også indsparke hvor fuldkommen afgørende lægernes rolle er: I hvor høj grad evner de at sætte sig i deres patienters sted, stille de rigtige spørgsmål, lytte med andet og mere end et lægefagligt vokabular for øre, tage sig tiden til at forstå også det knap så indlysende)
Så er der alt det praktiske:
Har du som patient råd til at lægge ud for transport til og fra behandling? Det kan for folk, der bor i udkantsområder hurtig beløbe sig til tusinde kroner. Det er bestemt ikke alle, der har tusinde kroner at lægge ud af.
Er du ansat på en arbejdsplads, hvor lægebesøg er accepteret og selvfølgeligt, eller arbejder du et sted, hvor det er ildeset og måske til stor gene for dine kolleger, at du er væk?
Er du i stand til at overholde medicinering på klokkeslet?
En rapport Morten Sodemann har stået for, undersøger blandt andet behandling og overlevelse blandt patienter med akut leukæmi. Den viser, at de fobederinger, der er opnået stort set kun er kommet de mest velstillede og længst uddannede til gode. En læge udtaler om det faktum:
”Er det en intelligent og disciplineret person som forstår hvad lægen siger (….) eller er det en person med laissez-faire holdning (…) Hvis det er en person med en lidt lasket holdning til tingene, så er man måske mere tilbøjelig til at sige, at vi udsætter transplantationen til relaps [tilbagefald], for det kræver virkelig meget disciplin og forståelse af patienten at gennemgå behandlingen”
Længden af din uddannelse bliver på den måde afgørende for, om man bliver tilbudt den bedste behandling.
-Og ja, det er et spørgsmål om ressourcer og om at bruge pengene der, hvor de gør mest gavn.
Men det er fandeme også at overlade dem, der i forvejen har det sværest, med de ringeste kort!
Nå, det korte af det lange er, at det her er et vanvittig vigtigt emne, og at der næppe findes nogen nemme løsninger. Men at det IKKE er det samme, som at man ikke skal gøre noget for at sikre, at uligheden i sundhedstilstand mindskes.
Senere ser vi Lykkehjulet. Vi skal gætte et ord på elleve bogstaver, der har M på både plads nummer tre og fire.
”Sommerferie” gætter mor, og begynder at snakke om Lanzarote og liggestole med parasoler. Og Papas Arrugadas, som hun forklarer, er kartofler, man dypper i en stærk sovs. ”Så lejer vi en scooter og kører ud og ser på vulkaner”, fortsætter hun og kaster en pude i min retning. Jeg når lige at gribe den, og gætter så “Hummerhaler?”
Det rigtige svar er Hemmelighed.
”Øv”, mumler min mor, og så noget med at vi nok ender med en tur Jumbopark, ligesom alle de andre år. ”Jeg elsker Jumbopark”, svarer jeg, selvom hellere ville køre på scooter og vandre på vulkaner.
Bagefter foreslår jeg, at jeg sminker hende. ”Er jeg da ikke fin nok, som jeg er?” griner mor og henter toilettasken med mascara og pudder og rouge og øjenskygge og læbestift. Hun har også en blyant til at tegne rundt om øjnene med. Og en anden til at tegne bryn.
Jeg lægge først en øjenskygge. Stærk blå. ”Med perlemorseffekt,” står der på låget. Mor lukker øjnene imens, jeg kan se hendes øjenæbler sitre bag. Hun sidder helt helt stille, som om hun risikerer at ødelægge noget, hvis hun bevæger en hånd eller åbner sin mund. Så tegner jeg kindbenene op, en gyldenbrun linje skråt henover kinden. Endelig læbestift og til sidst en lille sortbrun plet under det ene øje – med samme blyant, som man bruger til øjenbryn.
”Nu ligner du Marilyn Monroe”, griner jeg og ville ønske, at hun lignede hende endnu mere.
Nogle gange tænker jeg på, hvem min mor ville være, hvis ikke hun var min mor. Om hun ville være som Marilyn Monroe. Gå i korte kjoler og krølle sit hår.
Sige: ”a wise girl leaves before she is left”.
Ville hun være én, der gik, før hun blev forladt og ikke som nu, hvor hun altid bliver alt for længe og ender med selv at blive forladt.
Måske ville hun være guide på en ø, udpege eksotiske planter med lige så eksotiske navne: Hvid Hejreblomst, Kinesisk Lanterne og Draculaorkidé. Tage en ældre dame, ude på sit livs sidste rejse, under armen. Synge for hende: ”Tura tindra telémo” ville og sige ”sådan sang de underjordiske.” Og selvom den ældre dame ikke ville tro min, ville hun elske hende for at lyve så smukt.
Min mor er god til at lyve. Bedre, end hun er til at ligne Marilyn Monroe og gætte ord i Lykkehjulet.
Det er ok.
Lyden af en bil, der bremser. En dør, der smækker.
Mor, der siger: “Ikke nu, drengen er jo med.”
En mand træder nærmere, mor skubber mig forsigtigt i ryggen:
”Bare gå, skat, jeg skal nok indhente dig.”
Hun går hen til bilen, holder en håndflade op, som for at sige: “Jeg kommer” Manden har en forvasket cowboyjakke på – og neongrønne sneakers. Han virker utålmodig. Som om han har ventet meget længe på noget, og nu ikke længere vil vente.
Mor vender sig om mod mig: “Gå bare, Jesper, jeg kommer”. Det lyder som om, hun egentlig siger ”bliv,” så jeg bliver og ser på mor og på manden ved bilen. Det er som om tiden på én gang står helt stille og løber afsted. Til sidst vender mor sig om, og råber, “Jesper!” Denne gang er hendes stemme bestemt og uden tvivl. ”Gå så!”. Og jeg gør, som hun siger. Går.
Jeg ved ikke, hvor længe, før jeg igen vender mig om. Et minut, måske to. I mellemtiden har manden har lagt en hånd på mors skulder, den ser tung ud, det er som om, den får hende til at falde sammen. Han læner sit ansigt mod hendes, så de står pande mod pande. Jeg kan ikke se min mors ansigt, men jeg kan se hendes ryg. Den ligner en mur, der er lige ved at vælte.
Jeg er bange, nej vred, nej ked af det. Jeg er vred på min mor, fordi hun bliver, når hun beder mig om at gå. Jeg er vred på manden i bilen og på mig selv. Jeg er bange for hånden på min mors skulder, for at den skal løfte sig og slå. For mandens pande. Og min mors. For at de skal vokse sammen til én, sådan som det nogle gange sker med mor og mænd. At hun vokser sammen med dem, ind i dem, glemmer mig og sig selv og bliver en anden, en andens. Men mest af alt er jeg ked af det.
Endelig hører jeg min mors stemme bag mig, ”Jesper”. Jeg vender mig om, hendes øjne er skræmte, men hun smiler.
“Det må du undskylde, det var bare en gammel bekendt,” siger hun og vil tage min hånd, men jeg lader hende ikke komme til. Jeg ved, at hun lyver. Jeg ved, at hun om lidt vil sige noget, der ikke er det samme som det, hun tænker. Hun vil klemme min hånd, forsøge at overdøve stemmens svaghed med håndens kraft, sige: ”Alt er godt.”
Alt er godt.
Livet er mærkeligt, det er døden også.
Sines mor får kræft i april. Vi sidder udenfor Jensens bøfhus en fredag, jeg har bestilt frokostbøf og softice med drys til dessert. “All you can sat”, kalder de konceptet, jeg er i gang med min tredje portion, da Sine siger:
“Min mor har forresten kræft.”
Jeg roder lidt med skeen i den bløde is, fanger en grøn Smarties: “Skal hun dø af det?,” spørger jeg.
Jeg ved ikke, hvor længe der går, før hun svarer:
“Nej, Hun skal ikke. Men hun KAN dø af det.”
Sines mor vil ikke have kemo, hun kalder medicin “gift for kroppen.”:
“Jeg vil bygges op, ikke brydes ned,” forklarer hun Sine – og har fundet et sted i Tyskland, hvor de arbejder med lyd. En slags terapi, der skal få hendes celler til at samles i stedet for at dele sig. Det er vist nok noget med bølger, fortæller Sine mig, “og frekvens og interferens.”
Sines mor og far låner penge i banken, det rækker akkurat til et værelse på patienthotellet og ti behandlinger. Sine må blive derhjemme med sin lillebror.
De er alene i lidt over en måned, får besked på at passe på hinanden så længe. Og at plante karse i kartoner, de ved ikke, hvad de skal bruge alt det karse til, men Sines mor siger, at det handler om at så, få noget til at gro. De taler i telefon sammen hver dag. Ti minutter, mere har hendes mor ikke kræfter til. Sine græder ikke, når de snakker sammen, heller ikke bagefter: “Det hjælper jo ikke at tude,” forklarer hun.
Sines mor kommer hjem fra Tyskland midt i juni, hun er solbrun og smukkere end nogensinde. “Jeg har aldrig haft bedre”, svarer hun, da jeg spørger hende, hvordan hun har det. Men skanninger ugen efter viser, at kræften har bredt sig. Der er ikke mere, lægerne kan stille op.
Hun dør i oktober, der er blomster hele vejen gennem kirken. Sines lillebror har lavet en perleplade med et hjerte i midten, hendes far bryder sammen, da de sænker kisten i jorden. Sine klemmer sin lillebrors hånd, det er svært at sige, hvem der der holder fast i hvem.
Sine græder ikke til begravelsen, heller ikke bagefter. Det nytter jo ikke”. Hun gider hellere ikke snakke, hun samler i stedet alle de gamle kartoner med karse, som hendes far ikke har nænnet at smide ud. Smider dem i en sæk og kaster sækken i en stor container bag skolen: “Alt deres pis med håb og spirer.”
Jeg drømte om en sten i nat, en meget ensom sten, som ingen talte til eller hørte på. Til sidst gav den op, gjorde sig hård og kold, og alle omkring den så tilfredse rundt på hinanden: “Hvad sagde vi!”
Kære
Sagen er at jeg er vred, men ikke på nogen. Sagen er, at jeg er ked af det, men ikke over noget. Sagen er, at jeg er et nul, men at alle insisterer: “Åh jamen, SIKKE. et nul!” Så rund og flot. Nullernes nul.
Sagen er, at jeg har ondt i kroppen og ondt i røven, og at begge dele stinker. At jeg er skide priviligeret og alligevel føler mig fortabt. Sagen er, at jeg er født med en sølvske i munden, men at jeg misforstod og slugte den. Sagen er, at den satte sig fast i halsen, skilte hoved fra krop. At mine forældre elskede mig, mit hoved, min krop, men ikke de to ting tilsammen: Det var vel noget med skidt for sig og snot for sig. Fedt og læder, garn og barn.
Sagen er, at man ikke kan ikke elske en agurk for at være en avocado. Eller rettere: det kan man godt, men det ender skidt. Både dem, der elsker det ene og det andet, ender med at blive skuffede. Ingen får, hvad de håber på. Sagen er, at jeg er et slukket håb, en skuffelse. En prik uden i, et priviligeret nul, en utaknemlig avocado. Shame on me. Kh
Om natten er han en fugl. Om dagen hedder han Karsten, sætter tal i kolonner og forklarer kunderne – med lige dele alvor og lune – om plusser og minusser og “den svære balance imellem”. Han er sirlig med sit arbejde, sådan som han er sirlig med alt i sit liv.
“Han kan få roser til at gro i sten”, siger hans venner, og selvom det langtfra er sandt, er det det lige så langt fra at være løgn. For når Karsten vil, så vil han.
Engang fandt han en fugl, den havde mistet en vinge i kamp. Han tog den med sig indenfor og ringede til Dyreværnet, der fortalte, at der ikke var noget at stille op. Naturen måtte gå sin gang, sagde de, “en fugl uden vinger vil -i bedste fald!- dø af sult.”
I værste fald blive ædt af en ræv eller en kat, fortalte den unge kvinde i telefonen.
“Det bedste du kan gøre, er at slå dyret ihjel,” fortsatte hun og fortalte om en særlig effektiv og nådig form for vold: Slag med et stumpt instrument mod kraniet. Et enkelt hårdt slag og kraniet vil flække, fuglen dø.
Men lige så god, som Karsten var til at få ting til at gro, lige så dårlig var han til at slå. Så i stedet varmede han frø og fedt og kerner i en gryde, hældte det i en plastsprøjte og fodrede fuglen. Tre gange daglig i tre år, så længe stod omsorgen på, før den den et-vingede fugl ved et uheld blev klemt ihjel under hans kontorstol. Karsten græd i fjorten dage, vennerne trøstede ham: Han havde jo forlænget fuglens liv med flere år, forsikrede de, og tilmed skånet den fra sult og at blive ædt levende.
Alligevel bebrejdede han sig selv: Havde han dog bare undladt sidde på den kontorstol. Forhindret fuglen i at knytte sig til ham, altid at sidde så tæt ved hans side.
Som barn trivedes Karsten aldrig i skolen, han var bange for det meste. Bange for bolden, for at gå i bad, for alt for lige streger og alt for skæve tænder. Han var bange for timerne – alle lærerens spørgsmål. Og for frikvartererne; kammeraternes råb: ‘Hey, Karsten, hér.”
Men Karsten vil ikke være der, hvor hér er. Det ville han ikke dengang, og det vil han ikke nu. Han vil være et andet sted. Et sted hvor fugle kan flyve, også når de er døde. Et sted, hvor nåde ikke bliver brugt som undskyldning for vold.
Så hver nat står Karsten op og bider sig selv i armen. Hiver et blad af kalenderen, ritsjjj, dén lyd. Han kaster et glas på gulvet med vilje, det går i stykker, og han falder på knæ. Puster på skårene: så, så, så. Han synder og soner og forsøger et sted imellem at få det hele til at balancere: Skæve tænder og lige streger. Fugl og menneske. Nåde og vold.
I går skrev jeg om sprog, om hvordan den måde, vi taler til- og med- og om hinanden, er afgørende for, hvordan vi oplever os selv og verden.
Os selv i verden.
Her til morgen hørte jeg så – helt uafhængigt af de overvejelser – podcasten “Sygt nok” fra 1.april. Udsendelsen havde undertitlen “Det er bare noget psykisk.”
Det ‘bare’.
Det handlede om funktionelle lidelser. Funktionelle lidelser dækker over et bredt symptombillede, der har det til fælles, at de ikke kan påvises på traditionel lægefaglig vis, det vi sige ved hjælp af blodprøver, røntgenfotos el.lignende. Det er først for nylig, at diagnosen er flyttet fra psykiatrien og over somatikken, det skete primært som følge patientforeningernes massive pres. De følte sig fejlplaceret som patienter med psykiske snarere end fysiske symptomer.
Somatikken dækker primært sygdomme, psykiatriens lidelser. At noget er en sygdom, ikke en lidelse, betyder, at der ligger en række veldefinerede årsag til baggrund for symptomerne og at disse derfor kan behandles (ikke nødvendigvis kureres), mens lidelser dækker over symptomer, der ikke kan forklares ved en bagvedliggende kropslig ubalance. Ved at placere en diagnose indenfor psykiatrien oplever mange af samme grund, at de ikke regnes for egentlig syge, der er jo ikke “noget “galt, det er den syge, den er gal med.
Da jeg var barn, led min mor af svær migræne. Det var virkelig voldsomt, når hun blev ramt. Hun lå i sengen krøllet sammen som et foster med mørklægningsgardiner trukket helt ned over vindueskarmen, så intet lys trængte ind. Hun kunne ikke holde så meget som et glas vand i sig – ikke engang den slurk, det krævede at sluge en kodimagnyl. Så hun lå uden hverken vådt eller tørt eller lindrende piller. Alligevel lykkedes det hende at kaste op af det ingenting, der var i hendes mave. Gul galde, grøn – til sidst bare lyde. Jeg glemmer aldrig de lyde, som et skibsskrog, der revner.
Dengang var migræne noget, ingen ‘for alvor tog alvorligt. En slags dårlige nerver, en overfølsom tilgang til livet. Vi kendte det fra Maude i Matador “jeg går lige op og lægger mig, Hans Christian”. Sygdommen var mest udbredt blandt kvinder, og havnede derfor også hurtigt i kategorien “kvindesygdomme”, hvilket dybest set betød, at det var en blanding af hysteri, svaghed og hormoner. Jeg tror min mor i mange år skammede sig over sin migræne, hun trodsede kvalme og svimmelhed og træthed og cyklede på arbejde – med en spand over styret, som hun kunne kaste op i undervejs, hvis det blev nødvendigt. Hun overvejede ikke at melde sig syg – det var jo ‘bare’ migræne. Det var kun de dage, hun ganske enkelt ikke kunne stå på benene, at hun -meget mod sin vilje- blev hjemme. I mange år gjaldt det samme for stress, det blev af mange anset som en avanceret form for dovenskab. Jeg husker en ven (en læge, såmænd), der kaldte det for “nedsunket livsmod” – med en slet skjult reference til nedsunket livmoder – en konesygdom, en kropslig slaphed.
Nu findes der så en diagnose, vi kalder funktionelle lidelser. Det er med et grimt ord en såkaldt ‘skraldespandsdiagnose’, med et pænere ord: en paraplydiagnose. Den dækker over en lang række symptomer, som lægevidenskaben ikke kan finde en forklaring på. Ekstrem træthed, hovedpine, muskelsmerter, ledsmerter, tarmproblemer. Symptomer, der ikke leder til en fysisk forklaring, ikke fører til en knude i armhulen, en brækket knogle, et indsnævret halsrør. Symptomer, der så at sige ender blindt.
“Det er nok bare noget psykisk.”
Jeg har selv kæmpet med kroniske smerter og en uspecificeret bindevævslidelse. Bemærk at det er en lidelse, ikke en sygdom. Jeg er ikke ‘rigtig’ syg, det føles bare sådan. Mine hænder hæver, jeg har sår på mine fødder. Jeg er træt og mister ofte balancen. Jeg har fået både malariamedicin, epilepsimedicin, medicin mod morfinoverdosis, antidepressiver. Uden held.
For nogle uger siden faldt jeg i skoven, jeg besvimede og slog mit ben. Der var ikke nogen til at hjælpe mig op. Jeg lå sådan i ti minutter, før jeg fik hevet min telefon frem og ringet til min mand. Det endte godt, men jeg har stadig ondt i højre ankel og fod efter faldet. Efterfølgende ringede jeg til min læge og fik en tid. Han tog nogle blodprøver, målte mit blodtryk, lyste mig i øjnene, tjekkede for øresten. Der var ikke “noget” galt, sagde, det er nok bare psykisk. Så foreslog han, at jeg tog en middagslur hver dag efter frokost. En halv time.
“Jeg går lige op og lægger mig, Hans Christian”, var jeg lige ved at svare ham, men gjorde det ikke.