Louise Juhl

Annemais far flyttede og tog alle møbler med sig pånær tre campingstole og et slåudbord i plast. Da jeg spurgte, hvor han var flyttet hen, svarede hun, “det ved jeg ikke, og jeg er også ligeglad,” men hun lød ikke sådan. Ligeglad altså.
De voksne sagde, at det var, hvad man kunne forvente sig. Sådan sagde de ind imellem ting uden egentlig at sige noget. Jeg fik aldrig svar på, hvem der forventede hvad eller hvorfor. Det var det samme da Karins mor blev indlagt, fordi hun ikke kunne stoppe med at græde. Hun havde grædt uafbrudt i mere end en uge, også om natten, og til sidst kom der en læge og senere en ambulance, og så blev hun kørt væk. Så var det, at de voksne sagde: “Det kommer vist ikke bag på nogen”.
Igen var jeg i tvivl, hvad var “det” og hvem var “nogen”. Men jeg spurgte ikke, tænkte, at det nok bare var mig, der var dum, og undlod flere år at græde, med mindre jeg var jeg var alene og sikker på, at ingen så det. For tænk, hvis jeg blev hentet og kørt væk.
Annemai og jeg lavede en klub, den hed De Hemmelige Beskeders Klub. Vi sendte breve til hinanden, men ikke i vores eget navn. Jeg kaldte mig for eksempel Alexia og fortalte, at jeg var født af en ensom kvinde i Finland, men var blevet adopteret af en bjørn. Nu boede jeg i en hule og levede af bær og skrev vers i barken på birketræerne nær Rovaniemi:
“Støv og negl og frihed”
eller: “menneske, væsen, jord: Se!”
Annemai skrev tilbage, at hun kendte alt til bjørne og til at bo i huler uden andet end mos og søvand og sårede elge omkring sig:
“Lad mos være mos og sø være sø og de sårede elge om at brøle”, skrev hun.
Og så satte vi os sammen under plastikbordet og brølede:
Aaarrrgggguuuuuaaahhh!!!!
Senere fandt vi en pakke cigaretter, hendes far havde glemt i en skuffe, og brækkede dem i stykker. Først i halve, så i kvarte, smuldrede dem mellem fingrene. “Pist væk”.
Det var en forbavsende god følelse.

(Jeg savner indimellem den elg, de brøl og de breve, vi skrev)

klov, klo, kløer, mule, snude, pels, pote, næb, skjold, skind, vinger, luffer, labber

hår, negle, hud, snot, spyt, gråd, sved, hånd, knæ, bryst, baller

hjerte, milt, lever, lunge, nyre, nerver, årer, blod

vend, slå, elsk, favn, sug, kast, vælt, kæmp

blød, blid, blidme, blødme

menneske

væsen

jord

se

Nu har jeg i flere timer forsøgt at formulere noget om klasser og adgang til litteratur. Noget om hvordan vores defintion af fri og lige adgang, måske ikke er så fri og lige alligevel. At vores definitioner indimellem kan minde lidt om de der stykker legetøj, hvor det handler om at få klods og hul til at passe sammen: Cirkler skal i det runde hul, firkanter i det firkantede og så videre. Puttekasser, kaldes de vist.
Problemet er bare, at der findes mennesker, der ikke vil puttes. Børn, unge,voksne, der hverken cirkler eller firkanter, men noget helt tredje. Skolebørn, for hvem det ikke giver mening at formulere deres tanker og følelser, sådan som det forventes i undervisningen: Med en indledning, en analyse, fortolkning og konklusion. Børn, der lever med en alkoholiseret forælder, der slår. En psykisk syg, der truer med at tage livet af sig selv. En lillebror, der drikker sig fra sans og samling inde på sit værels, før han er fyldt tolv. Hvordan analyserer man lige den følelse, det vækker?
Hvordan perspektiver man sin egen fars vold?
Jeg kan mærke, at der er noget i det her, noget vigtigt. Noget om at vores frie og lige adgang er skabt af mennesker, der passer ned i de huller, de skærer ud til klodser, og som vi andre skal passe i. Cirkler, firkanter, trekanter. Er du halvmåneformet eller bare uens fra dag til dag, risikerer du, at der ikke er noget hul. Du risikerer, at den frie adgang er stoppet til, og at du den snorlige line, vi kalder lighed, er for tynd til, at du kan balancere på den.
For et års tid siden blev jeg inviteret til at lave et skriveforløb for nogle hjemløse i Aalborg. Jeg forberedte mig godt, fandt tekster, jeg mente kunne inspirere, lavede øvelser, der var nemme at gå til. Jeg fandt papir og blyant. Planen var så, at de hver især skulle skrive deres historie ned og bagefter læse den op. Endelig skulle vi se, om ikke vi kunne få historierne til at indgå i en slags dialog, et kor af stemmer på kryds og tværs – en samtale. Alt var planlagt, og deltagerne mødt op med åbent sind og hjerte.
Jeg havde bare lige overset den detalje, at ingen af dem kunne skrive. De kunne faktisk heller ikke læse. Jeg havde altså – i den allerbedste mening – forberedt et kuglerundt forløb, men for en række otte og ellevekantede mennesker. Det var ikke deres klodser, den var gal med, det var mit hul.
Måske starter det der: Med at vi kigger på de huller, vi har skåret ud og ser, om de kan gøres større, mere mangfoldige. Måske endda bede nogle andre om at skære et par stykker eller ti, så det ikke kun bliver de former, vi allerede kender, der bliver plads, til men også nogle former, vi ikke kender til. Nogle af de knap så priviligerede, for eksempel, eller nogle af de akavede, de udfordrede, de skæve, dem, der taler for højt, for meget, for kert.
Jo flere huller, vi skærer i den kasse, jo flere adgange, får vi, og jo mere lige bliver ligheden også. Tror jeg.

“Jeg savner ikke noget”, siger jeg og håber, at du vil spørge: “heller ikke mig?”
Men du spørger ikke, du lukker bare spændet på din taske, svarer “glimrende”. Og kysser mig på kinden med samme selvfølgelighed, som når du binder dine sko. Heller ikke dét er noget, du tænker over længere, men ren refleks: først binder du en løkke, så fører du snøren rundt om og så  en løkke igennem igen. Voila. 
På samme måde med os, vores afsked. Det er ren refleks: Læber mod kind og så “hej hej.”

Kasper, min nabo, slog mig med en skovl i hovedet. Vi sad i en sandkasse i gården og byggede slotte med spir og voldgrav, da han løftede skovlen og slog. Jeg tror ikke, jeg græd, jeg var vel i chok. Hvor kom det fra: skovlen og slaget – og hvorfor? Det tog mig mange år, ja faktisk var det ikke før i begyndelsen af tyverne, at jeg indså, at det ikke er alting, der har en grund. At nogen ting bare sker, fordi de kan ske, eller fordi nogen har magt til at lade det ske. Kasper var født i maj, jeg havde fødselsdag juli, han var præcis tre måneder og syv dage ældre end mig. Det var ligesom grund nok. Han var ældst og han var dreng og så havde han en fjernstyret bil, TV på værelset og en hund, der hed Bonzo, som var ret stor, eller også var jeg bare lille. Der var i hvert fald et hav af grunde til at han slog, til at han turde og følte, at når han havde en skovl, så havde han også retten til at slå med den.

Der er ingen retfærdighed til, synger C. V. Jørgensen på det fuldkommen vidunderlige nummer ‘Til skaberens fulde tilfredshed’ Hele verset lyder: 
Verden er ond det ved selv et barn/ Der er ingen retfærdighed til/ Når drømmene brister & jorden ta’r sig ud/ Som en trekant i et glasperlesperlespil

Det lyder måske kynisk, men der var en vis lettelse i at opgive at finde en mening. Opgive at finde en grund eller i hvert fald en god grund, til at tingene, var som de var. Det giver jo ikke mening, at nogen skal slå, bare fordi de kan. At nogen bestemmer, kun fordi de ejer mest eller er ældst eller kender de rigtige. Ikke desto mindre ved vi jo godt, at sådan er det. Dem, der har mest, bestemmer mest. De, der sidder med skovlen, har magten. Til at slå uden anden grund end “fordi, jeg kan!” Jeg kunne have protesteret, råbt op og forsøgt at få skovlen fra Kasper, måske endda væltet hans sandslot. Noget for noget, slot for slag. Men det gjorde jeg ikke, for Kasper var jo ældst og også stærkest. Og hvad ville der i øvrigt ske, hvis jeg fik skovlen fra ham, hvis jeg ødelagde hans slot: Ville han så slå med næverne, sparke, vælte mit slot, som jeg havde brugt timer på at rejse?
Jeg kan ikke huske, hvad der skete. Eller jo, jeg sladrede til min mor, der ikke reagerede ved at gå til Kasper og bede ham om at opføre sig ordentligt, men i stedet tog mig med til en børnepsykolog, der lavede en række test for at fastslå, om jeg havde en vigende natur, om min manglende modstand var tegn på en adfærdsforstyrrelse. 
Det var det ikke, jeg var indenfor normalkurven, måske lidt rigelig tænksom, og tænksomhed har det jo med at være et mindre magtfuldt redskab end både skovle og fjernstyrede biler. Vi fortsatte iøvrigt med at være venner, Kasper og jeg.
Med tiden lærte jeg at svare igen: Godt nok var han tre måneder ældre end jeg, medgav jeg, men til gengæld havde jeg så tre måneder mere at leve i. Argumentet var måske ikke helt så effektivt som at slå med en skovl, men det gav mig lidt tid at løbe på.

Vi fandt en vej, jeg hjalp Kasper med at skrive stile, til fik jeg gengæld lov at gå tur med Bonzo. Jeg har ikke set ham i mange år, Kasper altså, jeg ved kun, at han blev frisør. Og hver gang han har fødselsdag (tre måneder og syv dage før min egen), køber jeg en kage, tænder et lys, lukker øjnene og puster og ønsker ham alt det bedste.

Jeg lærer at spare op. Jeg får fem kroner for at støvsuge, og to for at gå ude med skraldet. En tier, hvis jeg slår græsplænen og tyve, hvis jeg hjælper far med at klippe hæk.
Det med hækken tager hele dagen, så det kan ikke betale sig, siger min storebror.

Det der med om ting kan betale sig, det er vigtigt. Også om mennesker kan.
Vores nabo, Kaja, bliver indlagt på noget, der hedder psykiatrisk, som man kun bliver indlagt på, hvis man fejler noget inde i hjertet eller oppe i hovedet.
Hun forsøger at hænge sig i et træ i haven. Hun har stillet en havestol i hvid plast under, men noget går galt, måske giver grenen efter.
Hun græder, da de henter hende. De er tre. Allesammen mænd i jakker med gule striber på ærmerne. En af dem lægger et tæppe om Kaja skulder, selvom det er sommer og meget varmt.
Mor er også i haven, måske er det hende, der har ringet. Kaja gentager de samme ord igen og igen, “jeg kan ikke finde ud af noget, ikke engang at dø”.

Da mor kommer tilbage er hendes øjne røde og hævede. “Bare jeg kunne stille noget op,” siger hun og pudser sin næse i et stykke køkkenrulle. Men far svarer, at det jo for fanden ingenting nytter med al den hjælp, det ender jo alligevel altid på samme måde. “Det kan ikke betale sig,” tilføjer han, og jeg tænker, at det måske er ligesom med hækken. At det er for meget arbejde og for meget tid og for næsten ingen penge.

Da Kaja bliver udskrevet inviterer mor hende på boller. Der er dækket op med dug og mor har foldet servietter, så de ligner svaner med vinger og stolt hals. Kaja har tårer i øjenene: “Du skal virkelig ikke gøre al den umage for min skyld,” men mor protester.
“Vi gør det for hinanden, ikke sandt. Jeg folder servietter og du gør mig selskab.”

Jeg får lov at spise to boller og at få både min mors og Kajas svaner, og jeg skal ikke engang gøre noget til gengæld. Det er en god eftermiddag.

Nina har fået en hund, den hedder Aksel: “Ligesom i acceleration”, forklarer hun, ”altså bare stavet lidt anderledes”.
Det er hendes far, der har fundet på navnet.
Ninas veninde, Sara, er bange for hunde. Hendes far blev engang bidt af en schæfer, det er mange år siden, men han taler stadig om det. Om de fucking pansere og deres sindssyge hunde, der lugter blod overalt, menneskeblod. Saras far siger også, at han ikke har gjort dem en skid, “dem og deres latterlige beviser,” mumler han “fingeraftryk og en knust rude, det var alt sammen noget, de havde plantet.” Nina lover Sara, at Aksel ikke bider, hverken Sara far eller hendes far eller nogen som helst andre. “Den ved slet ikke hvordan man bider, og så har den jo lange ører,” forklarer hun, som om længden på hundens ører havde noget med det bide at gøre, at man ikke både kan have lange ører og lange tænder. 
“Det eneste, Aksel jagter, er sin egen hale,” griner Nina og løber rundt om sig selv for at vise hvordan, og Sara kan ikke lade være at smile. 
Alligevel holder hun fast i sit: “Jeg HADER køtere”.

Sådan er det med Sara. Hun hader mange ting: Skolen og lærerne, de åndssvage opgaver. Hun hader også vinteren, fordi den er så kold – og sommeren, fordi den er så lang. Allermest hader hun pædagoger. Dem, der sætter sig på knæ og spørger, hvordan hun har det, og hvorfor hun er så vred, “Hvad Sara,” spørger de, “hvad er det, du er så vred over?” og så rækker de en hånd frem imod hende. Men Sara er ikke idiot, hun tager ikke imod deres fremstrakte hænder. “De er ikke en skid bedre end politiet,” siger hun, “de går rundt og planter beviser, indtil de har noget på dig og så haps.”
Måske er det rigtigt nok, måske har Sara ret. Måske er pædagoger og politi lidt de samme. De går allesammen rundt og lugter blod, menneskeblod. Bider sig fast, så snart de får chancen. Det er i hvert fald det, Saras far siger, og Sara tager ingen chancer, hun hader i flæng og for en sikkerheds skyld: Sommer og vinter, hunde og mennesker.

Det er onsdag og jeg har fået lov at få den fine nederdel på. Den med flæser forneden og bred rib i livet. Livet, jeg kan lide at kalde taljen for liv, det gør mor altid. Jeg kan godt lide tanken om, at livet er noget, jeg kan nå rundt om, hvis bare jeg gør mig umage. Suger maven ind og strækker fingrene helt ud, gør dem lange. Så kan jeg nå rundt, så har jeg styr på livet.
Mor er stille, hun har travlt med at lægge læbestift på læberne. Først underlæben, så overlæben, så bevæger hun dem frem og tilbage imod hinanden, før vi går videre i stilhed. Jeg i flæser, og mor med farve på læberne. 

Vi skal besøge Judith. Judith er mors gamle veninde, fra da hun gik i skole. Hun bor i et stort hus tæt ved vandet, der er udsigt fra alle vinduer, “vand vand vand”, siger hun, mens hun viser os rundt. “Er det ikke pragtfuldt?”. 
Judith har dækket et langt træbord med mad og drikke: brød og pålæg, juice og te. Mor glatter nederdelen, før hun sætter sig ned. ”Jamen værsågod”, Judiths udtale lyder sjov, ikke ”værsgo” men “vær så god.” Jeg ved ikke hvem det er, det skal være god, jeg svarer bare “tak”, og rækker ind over bordet. Tager en bolle, så to kiks med kommen og tre skiver pålægschokolade. Jeg tager også en skefuld honning og en klat syltetøj og pynt fra fadet: druer og appelsin, en radise. Så får jeg øje på nødderne længst væk, de er med salt og honning, ”UHM”, klapper jeg mig på maven og rækker en lang arm forbi de voksne
”Så, så så” ler mor lidt mærkeligt, lægger en hånd på min arm og hiver den tilbage, væk fra nødderne. Jeg ved jo godt hvorfor. Det er fordi man ikke må række indover de voksne, tage en bolle og to kiks og pålæg og nødder og det hele på en gang. ’Vær så god’ betyder “vent til det bliver din tur”. Det betyder “alt med måde” og “lidt men godt”. ’Vær så god’ betyder, “vær god på en måde, så mor ikke behøver at lægge en hånd på din arm og trække den tilbage.”

Men jeg er ikke god, som i “vær så god.”
Jeg er “alt-på-en-gang”. Jeg er “mere-mere-mere.”
Jeg er “om-jeg-så-fik-alt-i-hele-verden-ville-det-stadig-ikke-være-nok. “

Jeg har meldt mig til Løvens Hule!
Jeg har nemlig en idé. Den er ikke god, men der er penge i den. Det er en stærk ide og med den fedest pitch fuld af en masse ord uden mening og et motto, der runger så hult, at det giver tinnitus: “Shit but no sherlock”. Kan I se det for jer: SHIT_BUT_NO_SHERLOCK.
Det er pixi-by-proxy, det er pis uden papir, det er tomme ord, man kan brolægge hele vejen til helvede med. Og dét er der salg i, det der med vejen til helvede. For når Rusland truer med at lukke for gassen og priserne på el og varme stiger, ja så er det med at finde alternative opvarmningsmulighder. Og her er det, at helvede kommer ind i billedet, og med helvede kommer det brolagte, og med det brolagte kommer vejen derhen. Og den kender jeg – jeg er den fødte guide, det er det, jeg vil fortælle Løverne. Jeg vil stille mig foran Jesper Buck iklædt stewardesse-uniform, kunstige negle og et skilt om halsen, hvor der står “Fasten your seatbelt”. Jeg vil vifte med begge arme i retning af en dør over hvilken der står “Vejen til helvede”. Og så vil jeg tilbyde Jesper Buch at købe den dør og alt det bagved, det helvede, der gemmer på ord som ‘kold kanvas’ og ‘cool cash’.
Det er døren ind til de tomme ord, det er “shit but no sherlock”
Jeg er sikker på, at der vil blive rift om mit koncept. Løverne vil overbyde hinanden, højere og højere og jeg vil blive rig som ind i helvede, og hvad mere kan man egentlig ønske sig.

Hvad kan vi skrive om, og hvad skal vi skrive om.
Skal skriften komme ud af et ønske om at overbevise og vinde (et slag, en diskussion) eller ud af en drøm om at mødes, tale med i stedet for at tale om. Et sted, der ikke er mit og ikke dit, men vores. Er det forkert at være ”sig selv” i skriften, kald det personlig eller privat. Grænsen er hårfin, og og der er mange om at definere den. Nogle mener, at det at bruge af hovedstolen, tage udgangspunkt i sit eget liv i bedste fald begrænser tekstens rækkevidde, i værste fald er udtryk for selvoptagethed. De mener, at ”vi” (hvem “vi” så er, er en anden diskussion) må løfte os ud af den personlige erfaring, op i et helikopterperspektiv, hvorfra vi kan overskue verden og dens sammenhænge. Andre mener omvendt, at det ikke giver mening at tale fra oven, når vi gror og vokser nedefra og op. Vi mennesker møder verden gennem vores sanser, hvad vi ser og mærker, hører, dufter og smager. Det er gennem kroppen, vi indoptager verden: først efterfølgende sendes indtrykkene genem rygmarven videre op til hjernen, der bearbejder det sansede til mønstre, vi lagrer og bruger efterfølgende – som erfaring: Lægger du din hånd på en varm kogeplade, gør det ondt ->av->lad være at lægge din hånd på en varm kogeplade. Spørgsmålet er, om vi med bøger, essays primært skal adgang til og beskæfige os med mønstrene – den bearbejdede virkelighed. Eller om det kan give mening at træde tilbage i kroppen, i den uerfarne, det uerfarede, mærke dét av. Og man kan mene, at det av bliver mindre smertefuldt, hvis man betragter det fra en helikopter, der bliver i hvert fald længere mellem den krop, der læser og den tekst, der læses. Når man skriver fra den krop, der brænder sig, så taler man med store bogstaver. Man råber AV – tilføjer måske pislortpikrøv. Man græder, måske slår man slår hånd, der ikke er blevet bræntt, ind i en dørkarm. I frustration, måske, i vrede eller også for at overdøve den uudholdelige smerte fra den anden hånd. Er det et fornuftigt sted at tale fra. Behøver vi at høre fra mennesker, der råber pis og lort og røv? Muligvis ikke, men det kan vi blive nødt til. For de mennesker findes. Og de græder og har ondt. Måske slår de hånden ind i en mur. Eller de skærer i sig selv. Eller de sparker til hunden, fordi den nu engang ligger nærmest. Og hvis ikke vi hører på de mennesker, hvis vi bare lader dem ligge der mederes brandsår og frustration og mishandlede hund, ja så er kan man frygte, at det ikke bliver anderledes. At de – og måske heller ikke vi selv – nogensinde forstår, hvem de er, hvor de taler fra, hvorfor de taler, som de gør.

Vi siger, at vi lever i et demokrati, at alle har lige ret, at alle stemmer skal høres. 

Jeg startede faktisk det her indlæg et helt andet sted. Fra et meget vredt og såret sted. Der, hvor man råber grimme ord og græder og banker panden ind i en mur, for at få sig selv til at holde kæft.
Jeg skrev:
”Er det personlige pinagtigt, er det upersonlige pænere. Skal skriften komme ud af et ønske om at vinde (et slag, en diskussion) eller ud af en drøm om at mødes. Et sted, der ikke er mit og ikke dit, men vores. 
Er det forkert at være sig selv og hvis ja, hvem skal man så være. En anden? Nogen andres? Handler det om, at vi nok siger at vi skal og rumme og favne hinanden, men at det er et ønske med en lang række forbehold. For nok skal vi tale sammen, men vi skal tale på en bestemt måde. Vi skal vare vores ord, vi skal tilberede dem, som man tilbereder et måltid. Vi serverer jo heller ikke en fuldfed beskidt gris, nej vi fodrer den op, slagter den, skærer den ud i tern eller hakker den til fars, som vi krydrer med løg og former det til en frikadelle. En lille smørstegt lækkerbisken, mundret, klassisk. Grisen vil vi ikke tænke på, den mudrede lyserøde stakkel – alle de skrig og øf. Puha, nej ellers tak.
Vi vil gerne rumme og forstå og lytte og tale – men kun på afstand, Vi vil pakke virkeligheden ind i velformulerede sætninger, holde den ud i i strakt arm, vende og dreje og den. Og er den for brutal, for rå, for virkelig, ja så siger vi som prinsessen i Klods Hans: – “dur ikke, næste”. 
Problemet er bare, at det ikke er alle grise, der er lavet af marcipan og ikke al virkelighed, der smager godt. Det er ikke alt, der passer ind på menukortet. Den syge orker ikke at anrette sin virkelighed -de væskende sår, rygerlungerne, hallucinationer- pænt. Den ensomme magter ikke at smile, den vrede ikke at udtrykke sig høfligt. Det er fint nok med rummelighed, siger vi, der skal være plads til alle – også dem med grimme eller triste følelser. Bare de ikke forstyrrer den gode stemning, forstås.
Frikadeller, det er det, vi vil ha’. Ikke mudder og gylle. 
-Men det blev for vredt, og så skrev jeg det, der står øverst i stedet. Shame on me.